Arbejdsgiveransvar ved livbådsøvelse: Manglende risikoreduktion ved frit fald fra boreplatform

Hændelsesforløbet under livbådsøvelsen

Den 16. august 2016 deltog A i en planlagt livbådsøvelse for at opfylde Arbejdstilsynets krav om sejlads, hvilket ikke var sket siden 2010. Øvelsen foregik som et såkaldt "live launch", hvor livbåden blev søsat ved et frit fald på ca. 45 meter.

• Placering i båden: A sad i kaptajnssædet, som var det eneste sæde vendt i faldretningen (front mod havet). De øvrige tre besætningsmedlemmer sad i bagudvendte sæder.
• Skade: Ved nedslaget på havoverfladen pådrog A sig nakkesmerter, hvilket førte til sygemelding og anerkendelse som arbejdsskade efter Arbejdsskadessikringsloven.

Ansvarsnormen og ALARP-princippet

A nedlagde påstand om differenceerstatning efter Erstatningsansvarsloven. Vurderingen af arbejdsgiverens ansvar bygger på den almindelige culparegel, suppleret af forpligtelserne i Arbejdsmiljøloven og Offshoresikkerhedsloven.

En central del af vurderingen er ALARP-princippet (As Low As Reasonably Practicable), der pålægger arbejdsgiveren at:

1. Identificere alle sikkerheds- og sundhedsmæssige risici.
2. Vurdere og nedbringe disse risici så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
3. Lægge vægt på handlingens farlighed, skadeevne og muligheden for at undgå skade.

Højesterets vurdering af risici og nødvendighed

Højesteret lagde vægt på, at øvelsen ikke var en aktuel nødsituation, men en planlagt test. Retten konkluderede følgende:

• Farlighed: Et frit fald fra 45 meters højde indebærer en iboende og betydelig fare for personskade.
• Manglende nødvendighed af faldet: Det var ikke nødvendigt at udføre et frit fald for blot at teste livbådens sødygtighed; øvelsen kunne være gennemført på en mindre risikabel måde.
• Unødig risikobelægning af A: Det var ikke nødvendigt, at A sad i det fremadvendte kaptajnssæde under selve faldet. Han kunne have siddet i et bagudvendt sæde ligesom de øvrige, der ikke kom til skade.

Afgørelse og sagsomkostninger

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at Ørsted ikke har nedbragt sikkerhedsrisici tilstrækkeligt, og har dermed handlet ansvarspådragende. Sagens fordeling til særskilt behandling skete jf. Retsplejeloven § 253.

Højesteret stadfæster byrettens afgørelse. Sagen sendes tilbage til byretten til endelig fastsættelse af erstatningens størrelse. I sagsomkostninger skal Ørsted betale 150.000 kr. til A og 281.500 kr. til statskassen (jf. Retsplejeloven § 332). Beløbene skal betales inden 14 dage og forrentes efter Renteloven § 8 a.