HøjesteretSagen angik, om en livstidsdømt mand og en kvinde, som han havde brevkorresponderet med under afsoning, havde krav på henholdsvis udgangstilladelse eller besøgstilladelse med det formål at indgå ægteskab. Manden var idømt fængsel på livstid for bl.a. drab, seksuelt overgreb af særlig farlig karakter og usømmelig omgang med lig, og parret havde ikke haft kontakt før hans varetægtsfængsling. Højesteret fandt, at hverken straffuldbyrdelsesloven eller EMRK artikel 12 gav grundlag for et sådant krav, og frifandt Storstrøm Fængsel og Styrelsen for Danmarks Fængsler.
Ved Københavns Byrets dom af 25. april 2018 blev Appellant 2, tidligere Sagsøger 1, fundet skyldig i bl.a. manddrab efter Straffeloven § 237, usømmelig omgang med lig efter Straffeloven § 139 og andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter efter Straffeloven § 225, jf. § 216. Han blev idømt fængsel på livstid og har været frihedsberøvet siden den 12. august 2017.
De retspsykiatriske erklæringer og Retslægerådets udtalelse beskrev ham som svært personlighedsmæssigt afvigende, narcissistisk med psykopatiske træk og i udtalt grad seksuelt afvigende, med høj risiko for fremtidig seksualkriminalitet.
Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, var 17 år, da hun i begyndelsen af 2018 ved brev tog kontakt til ham i fængslet. De to har aldrig mødt hinanden fysisk, men brevvekslede og talte i telefon, indtil kontakten blev afbrudt i februar 2022 som følge af nye lovregler.
Den 27. oktober 2022 anmodede Appellant 2, tidligere Sagsøger 1, om, at fængselspræsten kunne vie parret. Den 6. november 2023 meddelte Storstrøm Fængsel afslag på, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, kunne få besøgstilladelse til dette formål.
Den 7. august 2024 søgte han i stedet om udgangstilladelse med henblik på at indgå ægteskab på rådhuset. Den 26. august 2024 gav Direktoratet for Kriminalforsorgen (nu Styrelsen for Danmarks Fængsler) afslag herpå.
Parallelt hermed blev Appellant 2, tidligere Sagsøger 1, ved Retten i Nykøbing Falsters dom af 30. juni 2023 idømt en bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af Straffuldbyrdelsesloven § 55a ved uden tilladelse at have sendt tre breve til Appellant 1, tidligere Sagsøger 2. Senest har Nyborg Fængsel den 10. februar 2026 afvist en fornyet ansøgning om besøg.
Appellanterne nedlagde påstand om, at Styrelsen for Danmarks Fængsler principalt skulle anerkende, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 1, skulle meddeles udgangstilladelse med henblik på vielse, subsidiært at Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, skulle meddeles besøgstilladelse hertil. Over for Storstrøm Fængsel blev der nedlagt påstand om, at afslaget på besøg var forkert, subsidiært ugyldigt. Endelig krævede appellanterne solidarisk godtgørelse på 60.000 kr. til hver med procesrente.
De indstævnte påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at Styrelsen for Danmarks Fængsler ikke var rette sagsøgte for besøgsafgørelsen, samt at afslagene var i overensstemmelse med Straffuldbyrdelsesloven § 49a og Straffuldbyrdelsesloven § 51a og ikke krænkede EMRK artikel 12.
Ved lov nr. 157 af 31. januar 2022 blev der indsat regler i straffuldbyrdelsesloven, hvorefter en livstidsdømt som udgangspunkt ikke kan opnå udgangstilladelse, jf. § 49 a, eller besøgstilladelse, jf. § 51 a, før der er udstået 10 år af straffen. Efter § 51 a, stk. 2, 1. pkt., meddeles besøgstilladelse dog til nærtstående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægtsfængslingen, og efter 2. pkt. kan der undtagelsesvis meddeles tilladelse til andre, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Efter Ægteskabsloven § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 2, er det en gyldighedsbetingelse for indgåelse af ægteskab, at begge parter er fysisk til stede samtidig. Parret kunne derfor kun blive gift, hvis han fik udgangstilladelse, eller hun fik besøgstilladelse.
Det fremgår af forarbejderne til loven (Folketingstidende 2021-22, L 76), at formålet var at beskytte retsfølelsen hos ofre og pårørende samt at beskytte unge og letpåvirkelige personer mod at indgå nye, tætte relationer til de mest alvorligt kriminelle indsatte. Det fremgår udtrykkeligt af forarbejderne til § 49 a, at der i de første 10 år ikke kan meddeles udgangstilladelse med henblik på at indgå ægteskab.
Højesteret fastslog indledningsvis, at straffuldbyrdelseslovens §§ 49 a og 51 a isoleret set fører til, at Appellant 2, tidligere Sagsøger 1, ikke har krav på udgangstilladelse, og at Appellant 1, tidligere Sagsøger 2 - som han ikke havde kontakt til før varetægtsfængslingen - tilsvarende ikke har krav på besøgstilladelse med henblik på ægteskab. Forarbejderne til § 51 a, stk. 2, 2. pkt., blev fortolket således, at bestemmelsen ikke giver mulighed for besøgstilladelse til en ny relation med henblik på vielse.
Bestemmelserne skal imidlertid fortolkes i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 12. Med henvisning til Menneskerettighedskommissionens rapport i Draper mod Storbritannien og Menneskerettighedsdomstolens domme i Frasik mod Polen og Jaremowicz mod Polen fastslog Højesteret, at medlemsstaterne har en vis skønsmargin, men at nationale regler ikke må gøre selve kernen af retten til at indgå ægteskab indholdsløs, og at begrænsninger ikke må være vilkårlige eller uproportionale - heller ikke over for livstidsdømte.
Højesteret fremhævede dog, at det efter Draper-rapporten kan være berettiget at begrænse retten til at indgå ægteskab for visse typer alvorlig kriminalitet af hensyn til samfundsmæssige interesser, og at denne tilkendegivelse må anses for opretholdt i Domstolens senere praksis, jf. EMD's Guide on Article 12, pkt. 33-34.
Højesteret lagde vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet - et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde - samt Appellant 2's, tidligere Sagsøger 1, personlige forhold, herunder den høje risiko for fremtidig seksualkriminalitet. Der blev også lagt vægt på, at Appellant 1, tidligere Sagsøger 2, var 17 år, da hun selv tog kontakt til ham, og at parret aldrig havde mødtes fysisk.
Højesteret finder efter en samlet vurdering, at de anførte omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet og Appellant 2's, tidligere Sagsøger 1, personlige forhold, tilsiger, at parternes ret til at indgå ægteskab begrænses for at varetage samfundsmæssige hensyn.
Højesteret fandt herefter, at Menneskerettighedsdomstolens praksis om artikel 12 ikke gav grundlag for at fastslå, at appellanterne i videre omfang end efter straffuldbyrdelseslovens §§ 49 a og 51 a havde krav på udgangs- eller besøgstilladelse. Storstrøm Fængsel og Styrelsen for Danmarks Fængsler blev derfor frifundet, og der var dermed heller ikke grundlag for at tilkende nogen godtgørelse.
Under hensyn til sagens principielle karakter bestemte Højesteret, at ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til nogen anden part eller til statskassen.
