HøjesteretSagen angår, om Østre Landsrets berammelse af hovedforhandlingen i en omfattende ankesag om bandekriminalitet til september-december 2027 – mere end to år efter byrettens dom – indebærer en krænkelse af den tiltaltes ret til rettergang inden en rimelig frist efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, samt om han fortsat skal være varetægtsfængslet, indtil der afsiges dom i ankesagen. Højesteret stadfæster begge af landsrettens afgørelser.
Ved Københavns Byrets dom af 23. juni 2025 blev Tiltalte 2 idømt fængsel på livstid for bl.a. medvirken til flere drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse. Forholdene blev begået i forening med flere medtiltalte som led i en bandekonflikt, hvor der blev anvendt skydevåben.
Byretten lagde ved strafudmålingen navnlig vægt på kriminalitetens karakter og grovhed – herunder to drabsforsøg omfattet af skærpelsesreglen i straffelovens § 81 a, stk. 2, og besiddelse af flere skydevåben omfattet af straffelovens § 81 a, stk. 1 – samt på, at tiltalte tidligere var straffet for personfarlig kriminalitet og havde haft en styrende rolle ved drabsforsøgene.
Anklageskriftet blev modtaget den 19. juni 2024, og Tiltalte 2 har været frihedsberøvet siden den 19. marts 2023. Tiltalte 2 og flere medtiltalte ankede straks dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, mens anklagemyndigheden ankede med påstand om domfældelse og stadfæstelse.
Ved retsbog af 7. oktober 2025 besluttede Østre Landsret at beramme hovedforhandlingen i ankesagen – der omfatter ni tiltalte og forventes at vare 27 retsdage – til perioden september-december 2027 med forventet domsafsigelse den 7. december 2027.
Det fremgår af retsbogen, at landsretten drøftede den af anklagemyndigheden fremsendte tidsplan og bemærkede, at antallet af hovedforhandlingsdage burde begrænses i forhold til byretten, herunder ved en overvejelse af, i hvilket omfang genafhøring af vidner var nødvendig, og ved at dommen ikke skulle oplæses i retsmødet.
Ved kendelse af 20. oktober 2025 bestemte landsretten, at Tiltalte 2 og de øvrige medtiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der er afsagt dom i ankesagen. Tiltalte 2 protesterede mod fortsat fængsling.
Landsretten lagde til grund, at kravet om særligt bestyrket mistanke var opfyldt som følge af byrettens domfældelse, og at hensynet til retshåndhævelsen krævede fortsat fængsling, jf. retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1. Landsretten fandt endvidere, at fortsat varetægtsfængsling indtil dom, jf. retsplejelovens § 767, stk. 2, uanset at hovedforhandlingen først var berammet til efteråret 2027, ikke var i strid med proportionalitetshensynene i retsplejelovens § 762, stk. 3, eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, herunder artikel 6.
Tiltalte 2 kærede begge afgørelser til Højesteret og gjorde gældende, at berammelsen ville medføre en samlet varetægtsfængsling på mere end 4 år og 8 måneder ved ankesagens afslutning, heraf 2 år og 6 måneder alene som følge af landsrettens sagsbehandlingstid. Han anførte, at dette var i strid med retsplejelovens § 843 a og udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 6.
Til støtte herfor henviste han til, at Menneskerettighedsdomstolen i Hutchinson Reid mod Storbritannien og Khudoyorov mod Rusland har udtalt, at sagsbehandlingen som en grov tommelfingerregel ikke bør udstrække sig over mere end et år ved hver instans, og til afgørelsen i Q og R mod Slovenien, hvorefter en sags indgribende karakter tilsiger hurtigere behandling. Han anførte, at den idømte livstidsstraf og udvisning med indrejseforbud for bestandig krævede, at sagen blev fremmet med særlig omhu (»exceptional diligence«).
Anklagemyndigheden gjorde heroverfor gældende, at landsrettens berammelse er en procesledende beslutning, der til enhver tid kan omgøres, jf. Højesterets kendelser af 12. februar 2026 (UfR 2026.2053 og UfR 2026.2059), og at landsretten løbende bør vurdere muligheden for at fremrykke hovedforhandlingen. Der var efter anklagemyndighedens opfattelse ikke grundlag for allerede nu at tage stilling til, om berammelsen indebar en krænkelse af artikel 6 – spørgsmålet måtte i givet fald afgøres under selve hovedforhandlingen, hvor enhver af de ni tiltalte kunne gøre sagsbehandlingstiden gældende. Subsidiært anførte anklagemyndigheden, at en ikke ubetydelig del af perioden var retfærdiggjort af den nødvendige forberedelse af en omfattende sag om organiseret bandekriminalitet med ni tiltalte.
Højesteret fastslår indledningsvis, at det efter retsplejelovens § 843 a påhviler retten at fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader, og at hovedforhandlingen skal gennemføres hurtigst muligt, når den tiltalte er varetægtsfængslet – som fastslået i Højesterets kendelser af 12. februar 2026 (UfR 2026.2053 og UfR 2026.2059).
Højesteret lægger til grund, at landsretten med sin beslutning om berammelse til september-december 2027 har tilrettelagt sagen, så den kunne hovedforhandles så hurtigt, som det efter forholdene på berammelsestidspunktet var praktisk muligt. Berammelsen er en procesledende beslutning, som til enhver tid kan ændres, herunder ved at hovedforhandlingen fremrykkes, hvis der opstår mulighed for det. Da hovedforhandlingen lå langt ude i fremtiden, og tiltalte er varetægtsfængslet frem til dom, bør landsretten løbende vurdere muligheden for at fremrykke hovedforhandlingen.
"Der er ikke grundlag for allerede nu at tage stilling til, om en gennemførelse af ankesagen i henhold til berammelsen vil indebære en krænkelse af retten til en rettergang inden en rimelig frist efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, og hvad konsekvensen heraf i givet fald skal være. Dette må afgøres i forbindelse med hovedforhandlingen i ankesagen."
Højesteret stadfæster herefter landsrettens beslutning af 7. oktober 2025 om berammelse af hovedforhandlingen.
Efter oplysningerne om de strafbare forholds grovhed, herunder kriminalitetens art, tiltræder Højesteret, at hensynet til retshåndhævelsen kræver, at Tiltalte 2 ikke er på fri fod. Højesteret finder endvidere, at fortsat varetægtsfængsling indtil dom i ankesagen på det foreliggende grundlag ikke er i strid med proportionalitetshensynene i retsplejelovens § 762, stk. 3.
Højesteret stadfæster derfor landsrettens kendelse af 20. oktober 2025 om fortsat varetægtsfængsling under anken. Statskassen skal betale kæreomkostningerne for Højesteret.
