HøjesteretHøjesteret afsagde dom i en sag om, hvorvidt beløbsgrænsen for anke i private straffesager finder anvendelse, når der samtidig er nedlagt påstand om tortgodtgørelse. Sagen vedrørte en mortifikationspåstand efter Straffeloven § 270 og et økonomisk krav på 10.000 kr., hvor landsretten hadede afvist anken med henvisning til manglende Procesbevillingsnævnets tilladelse.
A anlagde i december 2022 sag mod B ved Retten i Kolding med påstand om, at B skulle anerkende visse udtalelser som uberettigede (mortifikation) jf. Straffeloven § 270, samt betale en tortgodtgørelse på 10.000 kr. Byretten frifandt B i februar 2024, hvorefter A ankede til Vestre Landsret.
Landsretten afviste imidlertid anken i april 2024. Med dommen fastslog landsretten, at sagen var omfattet af beløbsgrænsen på 20.000 kr. i Retsplejeloven § 368, stk. 1, og da der ikke forelå tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, blev anken afvist.
Spørgsmålet for Højesteret var, om mortifikationspåstanden gjorde sagen til en 'privat straffesag', og hvilken betydning dette havde for ankeadgangen. Det følger af Retsplejeloven § 989, at private straffesager behandles efter reglerne om den borgerlige retspleje. Ved private straffesager forstås bl.a. sager om mortifikation efter Straffeloven § 270, jf. Retsplejeloven § 684 og Retsplejeloven § 683.
Højesteret fastslog, at bestemmelsen i Retsplejeloven § 368, stk. 1 skal forstås således, at domme i private straffesager altid kan ankes til landsretten uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Retten anførte:
'Hvis der i en privat straffesag også er nedlagt påstand om erstatning eller godtgørelse, der har sammenhæng med den eller de andre påstande i sagen, kan hele sagen ankes uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Dette gælder, uanset om betalingspåstanden er under beløbsgrænsen...'
Da sagen indeholdt en mortifikationspåstand, var der tale om en privat straffesag, og ankebegrænsningen fandt derfor ikke anvendelse.
Højesteret fandt, at landsretten fejlagtigt havde afvist anken, og ophævede derfor landsrettens dom. Sagen blev herefter hjemvist til fornyet realitetsbehandling ved Vestre Landsret.
Med hensyn til sagsomkostninger for Højesteret blev statskassen pålagt at betale 20.000 kr. til A, idet B var meddelt fri proces. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for landsretten.
