HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om det var en betingelse for et barns erhvervelse af dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab (legitimation), at barnets far var dansk statsborger på fødselstidspunktet. A, født i 1995 af vietnamesisk far og fransk mor, blev i 2004 registreret som dansk statsborger efter forældrenes ægteskab, men ministeriet ændrede i 2021 denne registrering under henvisning til, at faren først blev dansk i 2000. Højesteret fastslog, at – uanset ordlyden – ikke indeholdt et krav om farens statsborgerskab på fødselstidspunktet, og ophævede derfor ministeriets afgørelse.
A blev født i Danmark i 1995 af en vietnamesisk far og en fransk mor.
Følgende tidslinje opsummerer de væsentlige begivenheder:
| Dato | Begivenhed |
|---|---|
| 1993 | As forældre kommer til Danmark og bliver gift. Faren er vietnamesisk, moren fransk statsborger. |
| 1995 | A fødes i Danmark og registreres som vietnamesisk statsborger efter sin far. |
| 2000 | Forældrene skilles. Samme år opnår faren dansk indfødsret ved naturalisation. A får dog ikke indfødsret som biperson, da moren har forældremyndigheden alene. |
| 11. marts 2004 | Forældrene gifter sig igen. |
| 18. marts 2004 | A registreres i CPR-registeret som dansk statsborger. |
| 2. juni 2021 | Indenrigs- og Boligministeriet ændrer registreringen af As statsborgerskab fra dansk til fransk. |
Ministeriet begrundede ændringen med, at det fulgte af den dagældende indfødsretslovs § 2, at et barn kun erhverver dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab, hvis faren var dansk statsborger på barnets fødselstidspunkt – hvilket faren ikke var i 1995.
Sagen begyndte som en civil retssag, efter at A havde anfægtet ministeriets afgørelse. Den blev behandlet ved Østre Landsrets 13. afdeling, der ved dom af 1. december 2023 (sag BS-8459/2022-OLR) gav ministeriet medhold. A ankede dommen til Højesteret.
For Højesteret gentog parterne deres påstande:
Sagens kerne er fortolkningen af indfødsretslovens § 2, som var gældende i 2004 (lov nr. 1018 af 23. december 1998). Bestemmelsen havde følgende ordlyd:
Hvis et barn af en dansk far og en udenlandsk mor ikke har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen, erhverver barnet dansk indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab. Det er en forudsætning, at barnet på tidspunktet for ægteskabets indgåelse er ugift og under 18 år.
Bestemmelsen har rødder tilbage til indfødsretsloven af 1898 § 3, stk. 2, der bestemte, at børn født af en dansk mand og en fremmed kvinde inden ægteskabet erhvervede dansk indfødsret, hvis moderen – der ved ægteskabet selv blev dansk – havde børn under 18 år. Samme retsstilling blev videreført i 1925-lovens § 3, stk. 2, og i indfødsretsloven af 1950 § 2 (lov nr. 252 af 27. maj 1950).
I forarbejderne til 1950-loven hed det (Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, lovforslag nr. L 125, sp. 4571):
Bestemmelsen svarer til § 3, stk. 2, i loven af 1925. De foretagne redaktionelle ændringer skyldes alene, at den hidtil gældende regel i § 3, stk. 1, i 1925-loven er udgået af forslaget.
Selvom en dansk mands giftermål med en fremmed kvinde ikke længere skal medføre, at hustruen derved automatisk bliver dansk, anses det dog for rimeligt, at det barn, som de måtte have fået med hinanden inden giftermålet, i statsborgerlig henseende får samme stilling som dets senere i ægteskabet fødte søskende.
Ved nyaffattelsen i 1998 var det lovgivers hensigt at videreføre gældende ret. Forarbejderne (Folketingstidende 1998-99, tillæg A, lovforslag nr. L 69, s. 1796) angav, at formuleringen af § 2 alene blev ændret som følge af en samtidig ændring i § 1 om erhvervelse af indfødsret ved fødsel.
Parternes synspunkter kan opdeles således:
A gjorde navnlig gældende:
Ministeriet anførte overordnet:
Højesteret indledte med at fastslå, at sagens kerne var, om ministeriet var berettiget til at ændre registreringen af A's indfødsret.
Højesteret bemærkede, at ordlyden af 1998-§ 2 hverken udelukker den ene eller den anden fortolkning. Forarbejderne til 1998-loven gav intet holdepunkt for, at man ville indføre et krav om farens statsborgerskab ved barnets fødsel. Tværtimod fremgik det, at § 2 videreførte gældende ret. Retten måtte derfor se på retstilstanden før 1998.
Gennemgangen af 1898-, 1925- og 1950-lovene viste, at det gennemgående afgørende tidspunkt var ægteskabets indgåelse – ikke barnets fødsel. Højesteret udtalte:
Højesteret finder, at det efter ordlyden af § 3, stk. 2, i indfødsretslovene af 1898 og 1925 ikke var en betingelse for et barns erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes indgåelse af ægteskab, at barnets far havde dansk indfødsret på tidspunktet for barnets fødsel. Det afgørende for barnets erhvervelse af dansk indfødsret efter disse love var – i lighed med den udenlandske kvindes erhvervelse af dansk indfødsret ved ægteskab – at faren havde dansk indfødsret ved indgåelsen af ægteskabet.
Samme forståelse gjaldt for 1950-lovens § 2, hvis forarbejder udtrykkeligt henviste til, at der var tale om en videreførelse af 1925-loven.
Formålet var at ligestille børn født før og efter ægteskabet – de såkaldte helsøskende. Højesteret citerede igen forarbejderne fra 1950 (sp. 4571):
Selvom en dansk mands giftermål med en fremmed kvinde ikke længere skal medføre, at hustruen derved automatisk bliver dansk, anses det dog for rimeligt, at det barn, som de måtte have fået med hinanden inden giftermålet, i statsborgerlig henseende får samme stilling som dets senere i ægteskabet fødte søskende.
Da ministeriets afgørelse af 2. juni 2021 byggede på en forkert fortolkning af loven, var den ugyldig. Højesteret ophævede den, og A's danske indfødsret bestod.
Sagens afgørelse gengives ordret:
THI KENDES FOR RET:
Indenrigs- og Boligministeriets afgørelse af 2. juni 2021 om ændring af registreringen af As statsborgerskab i CPR-registeret ophæves.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Indenrigs- og Sundhedsministeriet inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 159.250 kr. til A. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagsomkostningerne omfatter 150.000 kr. til advokatudgifter og 9.250 kr. til retsafgifter.
Da søskende født efter ægteskabet erhvervede indfødsret efter faren ved fødslen, uanset om faren oprindelig var udlænding, måtte samme princip gælde for børn født før ægteskabet.
Ministeriet havde ikke godtgjort, at der før 1998 havde været en administrativ praksis, der stillede krav om farens indfødsret ved barnets fødsel. Højesteret lagde vægt på, at folkeregistreringsvejledningerne fra 1995-2013 netop ikke indeholdt et sådant krav. Selv om vejledningerne ikke var retskilder, talte det imod ministeriets synspunkt, at de i årevis havde beskrevet en anden ordning.
På den baggrund konkluderede Højesteret:
Højesteret finder på den anførte baggrund, at 1998-indfødsretslovens § 2 efter ordlyden, formålet og tilblivelseshistorien må forstås på den måde, at et barns erhvervelse af indfødsret ved forældrenes indgåelse af ægteskab ikke var betinget af, at barnets far havde dansk indfødsret, da barnet blev født.
