HøjesteretSagen drejer sig om fortolkningen af Dødsboskiftelovens regler om, hvem der skal anlægge sag, når en bobestyrer mener, at en arving skylder boet et beløb baseret på et bestridt gældsbrev. Højesteret fastslog, at tvisten om fordringen mod en arving vedrører retten til at arve og derfor skal behandles efter Dødsboskifteloven § 54, stk. 2, hvilket betyder, at arvingen selv skal anlægge sag, hvis han bestrider gælden.
B døde den 30. august 2022 efter at have siddet i uskiftet bo med sin tidligere afdøde ægtefælle C. Boet blev udleveret til bobestyrerbehandling efter anmodning fra en arving. Arvingerne er ægtefællernes tre fællesbørn: A, D og E, der som udgangspunkt hver skal arve 1/3, jf. Arveloven § 1, stk. 1. Boets aktiver består primært af en fast ejendom vurderet til ca. 6 mio. kr. Bobestyreren gør gældende, at A skylder boet 2.306.010 kr. i henhold til et gældsbrev dateret den 7. februar 2014. Gældsbrevet forfalder ved långivers død og erstatter tidligere gældsbreve. A har konsekvent bestridt at have underskrevet gældsbrevet og anfører kun at have lånt 1.653.000 kr. i 2007.
I cirkulæreskrivelse nr. 41 af 25. oktober 2024 indstillede bobestyreren, at gælden på 2.306.010 kr. medtages i boopgørelsen og modregnes i A's arv efter Dødsboskifteloven § 63, stk. 1. Bobestyreren vurderede, at tvisten var omfattet af Dødsboskifteloven § 89, stk. 1, nr. 1, og at A selv måtte anlægge sag, hvis han bestridte indstillingen. Bobestyreren havde gentagne gange opfordret parterne til sagsanlæg under bomøder.
Den 19. november 2024 klagede A efter Dødsboskifteloven § 96 til Skifteretten i København. Ved kendelse af 27. februar 2025 annullerede skifteretten indstillingen. Skifteretten fandt, at tvisten ikke henhørte under Dødsboskifteloven § 89, da den ikke vedrørte retten til at arve. Skifteretten pålagde bobestyreren at afholde bomøde efter Dødsboskifteloven § 53, stk. 2 og derefter enten anlægge sag mod A eller undlade at medtage beløbet som aktiv.
Boet kærede skifterettens kendelse til Østre Landsret, som ved kendelse af 12. juni 2025 ophævede skifterettens kendelse og afviste klagen over bobestyreren. Landsretten fandt, at skifteretten ikke i en klagesag kan tage stilling til eksistensen af et krav mod en arving, da dette vedrører arvens fordeling jf. Dødsboskifteloven § 101, stk. 1, jf. § 89, stk. 1, nr. 1.
A anførte, at tvisten ikke er omfattet af Dødsboskifteloven § 89, stk. 1, nr. 1 eller § 54, stk. 2, da arvingernes individuelle arveret er ubestridt. Tvisten er reguleret af § 53, stk. 2, og boet må anlægge sag mod A, hvis fordringen skal indgå. Boet anførte, at en fordring mod en arving vedrører retten til at arve, da den påvirker arvefordelingen. Tvisten skal afgøres af skifteretten efter § 54, stk. 2, og A kan opnå domstolsafgørelse ved at anlægge sag.
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse. Retten fastslog, at spørgsmålet om behandling efter Dødsboskifteloven § 53, stk. 2 eller § 54, stk. 2 kan prøves under klagen, men skifteretten ikke kan fastsætte modregningens omfang. Det afgørende kriterium er, om tvisten efter § 89, stk. 1 skal afgøres af skifteretten. Højesteret fandt, at en fordring mod en arving påvirker den indbyrdes arvefordeling og derfor er omfattet af § 54, stk. 2, jf. § 89, stk. 1. Forarbejderne støtter resultatet ved at vise, at § 54, stk. 2 vedrører tvister, der ikke kan løses ved afstemning. Da bobestyreren har redegjort skriftligt og opfordret til sagsanlæg, skal indstillingen lægges til grund, medmindre A anlægger sag. Ingen af parterne betaler kæreomkostninger.
