Højesterets ophævelse af landsretskendelse om navneforbud grundet manglende kontradiktion

2.1Byrettens afgørelse om ikke at udstrække navneforbuddet under anken

Ved domsafsigelsen den 13. marts 2024 anmodede forsvarerne for fire af de fem tiltalte, herunder advokat Dan Stampe-Terkildsen for T1, om at navneforbuddet blev udstrakt til også at gælde under anken, jf. retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4. Byretten afviste anmodningen. Af byrettens kendelse fremgik bl.a.:

T2, T3, T4 og T1 er dømt for groft bedrageri over for [et antal] gældsramte personer. … T1 har efter det oplyste fortsat samarbejdet med to investorer fra sagen, der fortsat indbetaler månedlige beløb til T1/X ApS og har gjort det siden 2019. En af disse kunder, …, har forklaret, at hun fortsat indbetaler 6.000 kr. om måneden til X ApS, som T1 er involveret i. Investorernes indbetalinger i nærværende sag stoppede i november 2018.

Efter en samlet afvejning finder retten, at hensynet til det offentliges interesse i at kunne få oplyst de pågældendes identitet på nuværende tidspunkt må veje tungere end hensynet til de domfældte.

Byretten lagde således vægt på forbrydelsernes grovhed, offentlighedens interesse og oplysningerne om, at T1 fortsat modtog indbetalinger fra investorer.

3.1Kærens indgivelse og parters forventninger

Af byrettens retsbog af 13. marts 2024 fremgik, at der ville blive indgivet kæreskrifter og kæresvarskrift fra TV2. Sagen blev fremsendt til landsretten den 14. marts 2024 med angivelse af, at bl.a. advokat Stampe-Terkildsen havde påkæret kendelsen.

3.2Landsrettens hurtige afgørelse

Landsretten afsagde imidlertid sin kendelse allerede den 27. marts 2024 – inden udløbet af kærefristen og uden at have modtaget kæreskrift fra T1's forsvarer. Det fremgik af landsrettens retsbog, at T1 ikke havde udtalt sig. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse med en begrundelse, der bl.a. henviste til sagens grovhed, at T1 havde givet interview til TV2, og at han fortsat modtog indbetalinger fra investorer. Der blev således ikke taget hensyn til, om T1 ønskede at fremkomme med bemærkninger.

4.1T1's påstande og anbringender

T1 nedlagde principal påstand om, at der skulle nedlægges navneforbud under ankesagen, subsidiært at landsrettens kendelse ophæves og sagen hjemvises.

Til støtte for den principale påstand anførte T1 navnlig:

• Landsretten havde allerede i sin tidligere kendelse af 10. marts 2023 endeligt afgjort, at betingelserne for navneforbud var opfyldt, og kunne derfor ikke lade det indgå som begrundelse, at T1 havde givet interview.
• Offentlig omtale af T1 under den korte periode uden navneforbud var uden betydning, jf. TFK 2010.451/1.
• Skadevirkningen ved offentliggørelse ville være uoprettelig, uanset en eventuel senere frifindelse, og de meget lange berammelsestider forstærkede dette.
• Højesteret havde ikke tidligere taget stilling til det principielle spørgsmål om udstrækning af navneforbud under anke, og U 2023.4830 Ø og U 2024.1795 V adskilte sig, da der i de sager var tale om særlig grovhed.
• Der var ingen nye investorer, og de eksisterende investorer følte sig ikke bedragede, så offentlighedens interesse var begrænset.

Til støtte for den subsidiære påstand gjorde T1 gældende, at landsretten havde begået en rettergangsfejl ved at afgøre sagen uden at give ham lejlighed til at udtale sig inden for kærefristen.

4.2Anklagemyndighedens påstande og anbringender

Anklagemyndigheden nedlagde principal påstand om ophævelse af landsrettens kendelse for så vidt angår T1 og hjemvisning, subsidiært stadfæstelse.

Anklagemyndigheden anførte navnlig:

• Der findes ikke i retsplejeloven en bestemt frist for at komme med bemærkninger i anledning af et kæremål, men når en part udtrykkeligt havde tilkendegivet at ville fremsætte sådanne, forelå en særlig anledning til at sikre kontradiktion, jf. og .