HøjesteretSagen angår, om beslaglæggelsen af en leaset Mercedes-Benz hos taxivirksomheden X ApS skulle ophæves efter, at en ansat chauffør blev målt til vanvidskørsel. Højesteret fandt, at en evt. konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for leasingtageren, da virksomheden ville gå konkurs, og adgangen til erstatning hos chaufføren var illusorisk.
Den 5. juni 2024 blev X ApS' ansatte chauffør A målt til at køre mindst 108 km/t på en strækning med hastighedsbegrænsning på 50 km/t pga. vejarbejde, hvilket udgjorde vanvidskørsel efter Færdselsloven § 118, stk. 11, nr. 3. Bilen var leaset fra Mercedes-Benz Finans Danmark A/S til X ApS, som drev limousinekørsel. Politiet beslaglagde bilen med henblik på konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt., og byretten ophævede senere beslaglæggelsen, hvilket landsretten ændrede til opretholdelse.
X ApS' ejer, B, forklarede, at han havde udvist betydelig agtpågivenhed ved ansættelsen af A: han indhentede chaufførkort og straffeattest, fik A til at underskrive en tro- og loveerklæring om konsekvenser ved vanvidskørsel, og instruerede løbende om forsigtig kørsel. A blev opsagt straks efter hændelsen.
Hvis bilen blev konfiskeret, ville Mercedes-Benz Finans Danmark rette et erstatningskrav på ca. 477.000 kr. mod X ApS og B som selvskyldnerkautionist. X ApS' revisor oplyste, at et sådant krav ville gøre selskabet insolvent og medføre konkurs, hvilket også ville trække B i personlig konkurs.
Højesteret lægte vægt på, at Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. kræver en helhedsvurdering af, om konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens/leasingtagerens mulighed for at sikre sin økonomiske stilling.
Chaufføren A, der var 24 år, jobsøgende og uden formue, oplyste, at han maksimalt kunne afdrage 500 kr. om måneden på et eventuelt regreskrav, hvilket ville betyde en afdragsperiode på over 100 år. Højesteret fandt, at adgangen til at gøre erstatningskrav gældende over for A var behæftet med betydelig usikkerhed og dermed illusorisk i forhold til at afværge de øjeblikkelige økonomiske konsekvenser for X ApS.
Højesteret tiltrådte, at X ApS havde udvist den agtpågivenhed, der kan forventes af en arbejdsgiver. Da konfiskation med stor sandsynlighed ville føre til virksomhedens konkurs, og da adgangen til erstatning hos føreren var illusorisk, var indgrebet uforholdsmæssigt.
Konklusion: Højesteret stadfæstede byrettens kendelse, således at beslaglæggelsen af bilen ophæves. Konfiskation finder derfor ikke sted.
