HøjesteretHøjesteret fastslår, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling på kollusionsgrund ophører, når efterforskningen er væsentlig afsluttet, bevismaterialet er objektivt og uanfægteligt, og medtiltalte enten har fået endelig dom eller har erkendt og er frihedsberøvet.
Den 18. juni 2024 blev fire personer (Tiltalte1–Tiltalte4) anholdt og sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 191, stk. 2 i forbindelse med indsmugling og distribution af ikke under 466.000 Tramadol-pill'er fra Spanien.
Tiltalte2 og Tiltalte3 tilstod hurtigt og blev henholdsvis idømt 8 års og 2 år og 9 måneders fængsel ved Retten i Aarhus.
Tiltalte1, førtidspensionist med dokumenteret hjerneskade, nægtede først skyld. Ved politiafhøring i september 2024 hævdede han, at han troede, de transportererede kasser indeholdt snus og smøger, men ønskede herefter ikke at forklare nærmere. Til trods for hans benægtelser fandt politiet omfattende objektive beviser: videooptagelser fra foodtrailer, hvor pillerne stod lagret; DNA-spor på et pengebundt på ca. 50.000 kr. gemt i en termokande hos hans forældre; DNA på en pengetællemaskine; samt udlæsning af Tiltalte1s mobiltelefon med korrespondance om salg af piller. Tiltalte1 blev placeret i surrogat på en psykiatrisk institution.
Byretten og Vestre Landsret stadfæstede den 14. og 22. januar 2025 Tiltalte1s fortsatte varetægtsfængsling med henvisning til risiko for samstemmelse af forklaringer med Tiltalte4. Samme dag som byrettens kendelse (14. januar 2025) afgav Tiltalte4 dog en uforbeholden erkendelse til politiet og forblev varetægtsfængslet. Tiltalte1 appellerede til Højesteret.
Tiltalte1 nedlagde påstand om løsladelse, idet han mener, at det objektive bevismateriale og de øvrige sigtedes retsstilling eliminerer enhver konkret kollusionsfare. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og henviste til sagens organiserede karakter og den vedvarende fare ved narkotikanetværker.
Vurderingen sker ud fra Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 (kollusionsarrest).
Højesteret understreger, at kollusionsarrest kræver en konkret vurdering af, om tiltalte vil og kan vanskeliggøre forfølgningen. Rettens afgørelse bygger på følgende samlet vurdering pr. 22. januar 2025:
Højesteret finder, at der under disse omstændigheder ikke forelå "bestemte grunde" til at antage en reel kollusionsfare. Det tillægges ingen betydning, at politiets afhøring af Tiltalte4 specifikt spurgte ind til Tiltalte1s handlinger, da erkendelsen omfatter kernespørgsmålet om viden og rådighed over narkotikaen.
Højesteret tager Tiltalte1s påstand til følge og ændrer landsrettens kendelse, således at han burde have været løsladt ved afgørelsen af 22. januar 2025. Statskassen bærer sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
