HøjesteretSagen omhandler et kæremål til Højesteret vedrørende fortsat varetægtsfængsling af en sigtet i en stor narkotikasag. Højesteret vurderede, om betingelserne for kollusionsarrest fortsat var opfyldt efter at flere medsigtede havde modtaget tilståelsesdomme og den sidste medsigtede havde afgivet en erkendende forklaring. Retten fandt, at risikoen for påvirkning af efterforskningen ikke længere var til stede.
Den 18. juni 2024 blev fire personer anholdt og sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 191 i forbindelse med indsmugling og videresalg af ikke under 466.000 Tramadol-piller fra Spanien. Anholdelsen fulgte flere måneders overvågning af en food-trailer, hvor stofferne blev opbevaret, og hvorfra løbende svind var konstateret.
Samme dag blev alle fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for at have modtaget, besiddet, opbevaret og videresolgt pillerne til en større kreds af personer mod betydeligt vederlag.
Alle fire sigtede blev den 19. juni 2024 varetægtsfængslet af Retten i Aarhus med henvisning til kollusionsfare, jf. Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3. Sigtede 2 blev anbragt i surrogat på en psykiatrisk institution.
I løbet af sommeren 2024 idømte byretten to medsigtede fængselsstraffe efter tilståelse. Den 14. januar 2025 forlængede byretten Sigtede 2's fængsling, selv om den sidste medsigtede (Sigtede 1) samme dag afgav en erkendende forklaring til politiet. Sigtede 2 kærede kendelsen til Vestre Landsret, som den 22. januar 2025 stadfæstede fængslingen under henvisning til vedvarende kollusionsfare.
Højesteret foretog en konkret vurdering af, om der på tidspunktet for landsrettens kendelse fortsat var bestemte grunde til at antage, at Sigtede 2 ville vanskeliggøre efterforskningen.
Retten lagde vægt på følgende omstændigheder:
Højesteret henviste til, at der skal foretages en konkret vurdering af påvirkningsrisikoen, og bemærkede at Sigtede 2 under den hidtidige fængsling ikke har gjort konkrete forsøg på at vanskeliggøre forfølgningen.
På baggrund af den samlede vurdering fandt Højesteret, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling i henhold til Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 ikke længere var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse den 22. januar 2025.
Højesteret ændrede landsrettens kendelse og fastslog, at Sigtede 2 burde have været løsladt ved landsrettens kendelse. Statskassen blev tilpligtet at betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
