Højesteret fastslår, at særlov om COVID-19 lån har forrang for Straffeloven § 289 a ved uberettiget ansøgning

Sagsfremstilling og procesforløb

Tiltalte er direktør og ejer af VirksomhedApS. I maj 2020 ansøgte hun Skattestyrelsen om et rentefrit lån svarende til angivet moms på 199.498 kr. ifølge reglerne under COVID-19 hjælpepakkerne. Ifølge Lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 § 5, stk. 1, nr. 7, kunne virksomheder, hvor ejere eller ledere var dømt for skatte- eller afgiftssvig inden for de seneste 10 år, ikke ansøge om lån.

Tiltalte havde den 5. november 2019 fået meddelt dom for overtrædelse af Momsloven § 81, stk. 1, nr. 1 og var idømt bøde. I ansøgningen bekræftede Tiltalte urigtigt, at ingen i virksomheden var dømt for skatte- eller afgiftssvig. Selskabet fik derfor afslag på låneansøgningen.

Anklagemyndigheden rejste tiltale efter Straffeloven § 289 a, stk. 1, jf. Straffeloven § 81 d, stk. 2.

Påstande og beløb

Sagen har vedrøret følgende centrale påstande og beløb:

• Anklagemyndigheden: Påstod domfældelse efter Straffeloven § 289 a og idømmelse af tillægsbøde på 790.000 kr. ifølge Straffeloven § 81 d, stk. 3, jf. stk. 2.
• Tiltalte: Nægtede sig skyldig i tiltalen efter straffeloven. Påstod frifindelse herfor og alene domfældelse efter særloven med bøde. Tiltalte anførte, at hun ikke havde forsæt til uberettiget vinding, men alene til at opnå lånet, som hun ville tilbagebetale.

Højesteret fastsætter bøden til 325.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Stridens kerne: Subsidiaritetsprincippet

Spørgsmålet i Højesteret var, om forholdet skulle henføres under den generelle bestemmelse om uberettiget udbetaling af offentlige midler i Straffeloven § 289 a eller under den særlige strafbestemmelse i Lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 § 9.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at Straffeloven § 289 a fandt anvendelse, da lovgiver med Straffeloven § 81 d havde til hensigt at straffe udnyttelse af hjælpepakker hårdt og ensartet. Det anføres, at en snæver fortolkning af lex specialis ville stride mod lovgivers formål om afskrækkelse.

Tiltalte argumenterede for, at særloven var den gældende lex specialis. Hun påpegede, at Straffeloven § 289 a, stk. 3 udtrykkeligt fastsætter bestemmelsens subsidiære karakter. Tiltalte anførte:

• Særlovens § 9, stk. 3, indeholder en selvstændig straffehejmmel med tilsvarende gerningsindhold og strafferamme.
• Forsættet kunne ikke udvides fra en overtrædelse af særloven til straffeloven uden at gøre særlovsbestemmelsen illusorisk.
• Der var ikke tale om forsæt til uberettiget vinding, idet lånet skulle tilbagebetales.
• Højesterets praksis, herunder UfR 2022.4486 H og UfR 2022.4820 H, kunne ikke fraviges.

Højesterets begrundelse: Særlov har forrang

Højesteret foretog en analyse af forholdet mellem Straffeloven § 289 a og særloven ud fra subsidiaritetsprincippet.

Højesteret fastslog, at Straffeloven § 289 a, stk. 3 bestemmer, at stk. 1 kun finder anvendelse, hvor anden lovgivning ikke indeholder en tilsvarende regulering. Bestemmelsen er dermed subsidiær.

Højesteret konkluderede, at særlovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1, indeholdt en regulering, der svarede til Straffeloven § 289 a, stk. 1, både hvad angik det strafbare gerningsindhold og strafferammen.

"Det følger herefter af Straffeloven § 289 a, stk. 3, at straffelovens § 289 a, stk. 1, ikke finder anvendelse på forhold, der som det foreliggende er omfattet af moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, stk. 3, jf. stk. 1."

Højesteret bemærkede endvidere, at særlovens § 9, stk. 3, i sin oprindelige tekst henviste til "straffeloven", og efter en senere lovændring til Straffeloven § 289. Dette viser, at lovgiver har taget stilling til forholdet til Straffeloven § 289, men ikke til Straffeloven § 289 a.

"Straffelovens § 289 er – i modsætning til straffelovens § 289 a – omtalt i forarbejderne til moms- og lønsumsafgiftslånelovens § 9, og også den oprindelige henvisning i § 9, stk. 3, til 'straffeloven' må forstås som en henvisning til straffelovens § 289, sådan som bestemmelsen i § 9, stk. 3, siden blev præciseret ved lov nr. 1620 af 17. november 2020."

Højesteret fandt derfor, at Tiltalte skulle straffes efter særloven, da den indebar en tilsvarende regulering, hvilket udelukkede anvendelse af Straffeloven § 289 a.

Strafudmåling og forecast med § 81 d

Da forholdet henføres under særloven, er strafferammen bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Højesteret fastslog, at bødeniveauet skal fastsættes i overensstemmelse med principperne for skatte- og afgiftslovgivningen, jf. forarbejderne til særloven.

Ifølge forarbejderne skal bøden ved forsætlig overtrædelse som udgangspunkt fastsættes til én gang beløbet for den del under 60.000 kr., og to gange beløbet for den del over 60.000 kr. Sager over 250.000 kr. forudsættes afgjort med frihedsstraf.

Beregningen for det ansøgte beløb på 199.498 kr. blev foretaget som følger:

• Del under 60.000 kr.: 60.000 kr. x 1 = 60.000 kr.
• Del over 60.000 kr.: 139.498 kr. x 2 = 278.996 kr.
• Sum: 338.996 kr.

Højesteret nedsatte bøden til 325.000 kr. Højesteret fandt ikke grundlag for at skærpe straffen i medfør af Straffeloven § 81 d, stk. 4, som ellers kan indgå som skærpende omstændighed for COVID-relaterede forhold ikke omfattet af stk. 1 eller 2.

"Højesteret finder, at Tiltalte i overensstemmelse med det anførte udgangspunkt skal straffes med en bøde på 325.000 kr. (nedrundet). Det bemærkes herved, at Højesteret ikke har fundet grundlag for at fravige udgangspunktet for straffastsættelsen, heller ikke i medfør af straffelovens § 81 d, stk. 4."

Højesteret fandt heller ikke grundlag for at gå ind i spørgsmål om forsæt til uberettiget vinding, som havde været centralt for anvendelsen af Straffeloven § 81 d, stk. 3, da straffebase blev ændret til særloven, hvor kravet er forsæt til at opnå større udbetalinger end berettiget til. Højesteret fastslog, at dette krav var opfyldt, da bestemmelsen også omfatter tilfælde, hvor vedkommende slet ikke er berettiget til udbetaling.

Resultat

Højesteret ændrede landsrettens dom således, at forholdet henføres under Lov om rentefrie lån svarende til angivet moms og lønsumsafgift og fremrykket udbetaling af skattekreditter m.v. i forbindelse med covid-19 § 9, stk. 3, jf. stk. 1.

Thi kendes for ret:

• Tiltalte straffes med en bøde på 325.000 kr.
• Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.
• Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.