HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om EU's landbrugsstøtteregler gør blot udsåning af efterafgrøder tilstrækkeligt for et miljøfokusområde, eller om der kræves faktisk fremspiring. Sagen angik landmanden A, der fik afvist sine efterafgrøder efter en kontrol i 2017, og domstolen vurderede desuden, om ekstrem nedbør udgjorde force majeure, samt om en administrativ sanktion var retmæssig. Højesteret fastslog, at EU-reglerne forudsætter fremspiring og etablering, men hjemviste sagen til klagenævnet til fornyet behandling af, om nedbøren var force majeure, og om A var uden skyld.
Appellanten A (advokat Gert Lund) drew landbrugsstøtte under ordningen "grøn støtte" og havde anmeldt arealer som miljøfokusområder (MFO). Indstævnte er Miljø- og Fødevareklagenævnet (advokat Ann-Kristin Rasmussen). Sagen udspringer af Landbrugsstyrelsens kontrol af As marker i 2017 og nævnets efterfølgende afgørelse.
A lod i august 2017 en maskinstation tilså tre marker (1-0, 6-0 og 11-0) med en blanding af honningurt og olieræddike inden høst af hovedafgrøden. Dette skete for at opfylde kravet om mindst 5 % MFO af omdriftsarealet. Sommeren 2017 var usædvanlig våd; på landsplan faldt der 42 % mere nedbør end normalt, og august var med 95 mm den mest regnfulde måned. Efter høst kunne A konstatere, at honningurt stort set ikke var fremspiret, og olieræddike voksede ujævnt. A påberåbte sig snegleangreb, den anvendte etableringsmetode og de ekstreme nedbørsforhold som årsager.
Landbruksstyrelsen gennemførte kontrol den 18.-22. september 2017 og vurderede, at efterafgrøderne på markerne 1-0 og 11-0 fremstod utilstrækkelige og ikke som en blanding af arter, mens mark 6-0 slet ikke viste tegn på efterafgrøder.
Den 16. februar 2018 traf Landbrugsstyrelsen afgørelse om direkte arealstøtte 2017. Styrelsen nedsatte den grønne støtte betydeligt og pålagde A en administrativ sanktion på 20 % af det konstaterede areal, fordi kravet om MFO ikke var opfyldt. Styrelsen anerkendte force majeure for aktivitetskravet på andre marker, men afviste force majeure for MFO-efterafgrøderne, idet snegleangreb og valg af etableringsmetode ikke blev anset for uforudsigelige omstændigheder.
A klagede til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som den 7. september 2021 stadfæstede styrelsens afgørelse. Nævnet fandt, at EU-reglerne indebar en resultatforpligtelse, og at snegleangreb mv. var en kendt erhvervsrisiko.
A anlagde herefter retssag mod nævnet med påstand om, at afgørelsen var ulovlig og ugyldig, subsidiært hjemvisning.
A har gentaget sin påstand om, at klagenævnets afgørelse er ulovlig og ugyldig, subsidiært at sagen hjemvises. Miljø- og Fødevareklagenævnet har påstået stadfæstelse af landsrettens dom (der stadfæstede nævnets afgørelse).
Den centrale lovgivning udgøres af:
Af præambelbetragtningerne til 1307-forordningen (betragtning 37 og 44) understøttes, at der skal være etableret et plantedække med positiv effekt for biodiversitet og reduktion af næringsstoftab.
Højesteret behandlede sagen i tre hovedspørgsmål.
Højesteret fandt, at ordlyden af artikel 46, stk. 2, litra i, i 1307-forordningen og artikel 45, stk. 9, i 639-forordningen forudsætter, at efterafgrøderne er fremspiret og veletablerede som en blanding.
EU-reglerne måtte forstås på den måde, at udsåning af efterafgrøder ikke er tilstrækkeligt til, at et areal kan godkendes som miljøfokusområde.
Denne forståelse støttes af præambelbetragtningerne.
A havde anført, at snegleangreb og den valgte (anerkendte) etableringsmetode førte til den ringe fremspiring. Højesteret tilsluttede sig klagenævnets vurdering af, at disse forhold var en del af landmandens erhvervsrisiko og derfor ikke opfyldte de strenge krav til force majeure. Der var ikke dokumentation for snegleangreb af usædvanlige proportioner.
A havde allerede i sine henvendelser til styrelsen peget på "det ekstreme våde vejrforhold" som årsag. Styrelsen havde i sin afgørelse af 9. februar 2018 alene forholdt sig til etableringsmetoden, men samtidig – i samme afgørelse – anerkendt force majeure for aktivitetskravet med henvisning til "ekstraordinære og uforudsigelige begivenheder i form af usædvanlig meget nedbør".
Højesteret fastslog, at klagenævnet under disse omstændigheder havde en pligt til af egen drift at tage stilling til, om nedbørsforholdene i sommeren 2017 også udgjorde force majeure i forhold til miljøfokusområderne. Afgørelsen led derfor af en mangel, og spørgsmålet hjemvises.
A havde i klagen til nævnet (16. april 2018) udtrykkeligt påberåbt sig artikel 77, stk. 2, litra d, i 1306-forordningen og gjort gældende, at han var uden skyld i den manglende opfyldelse. Klagenævnet havde ikke taget stilling hertil.
Højesteret finder, at klagenævnet burde have taget stilling til, om det, som A havde påberåbt sig om snegleangreb, etableringsmetode og usædvanlige nedbørsforhold, kunne føre til, at han ikke skulle pålægges en administrativ sanktion efter artikel 77, stk. 2, litra d.
Også dette spørgsmål hjemvises.
Sagen hjemvises til Miljø- og Fødevareklagenævnet til fornyet behandling. Nævnet skal tage stilling til:
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret.
