HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om forældremyndigheden over en 9-årig dreng (B) skulle overføres fra moren (M) til faren (F), efter at barnet i halvandet år havde boet hos faren og konsekvent nægtede samvær med moren. Retten fandt, at faren ikke havde udøvet samværschikane, og at overførsel var bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 14, stk. 1. Landsrettens dom om at overføre forældremyndigheden til F blev stadfæstet.
Sagen angik forældremyndigheden over B, født i 2014. Moren (M) og faren (F) havde tidligere haft fælles forældremyndighed, men ved dom i 2021 fik M den alene. Siden august 2022 havde B boet hos F, og der var ikke gennemført samvær med M. For Højesteret var spørgsmålet, om forældremyndigheden skulle forblive hos M eller overføres til F.
Sommeren 2022 opstod der uoverensstemmelser om samvær. M undlod at udlevere B til samvær med F efter uge 27.
Den 19. august 2022 hentede F uden aftale B i skolen, og siden da har B boet hos faren.
Familieretshuset traf den 2. september 2022 afgørelse om midlertidig overførsel af forældremyndigheden til F, og den 13. september 2022 blev det besluttet, at der ikke skulle fastsættes samvær. Familieretten stadfæstede den midlertidige afgørelse den 25. november 2022.
Sagen har passeret flere instanser.
Ved familierettens dom af 16. december 2022 (BS-46085/2022-KOL) blev forældremyndigheden over B overført til F, og der blev fastsat seks overvågede samvær med M.
Landsretten (Vestre Landsret, 6. afdeling) stadfæstede dommen den 30. maj 2023 (BS-55183/2022-VLR).
M ankede landsrettens dom med påstand om frifindelse, så forældremyndigheden forblev hos hende. F påstod stadfæstelse. Spørgsmålet om samvær var ikke omfattet af anken.
M anførte navnlig:
F anførte navnlig:
Afgørelser om forældremyndighed skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment, om den ene forælder uden rimelig grund hindrer den anden i kontakt til barnet. Hvis samværschikane påvises, skal retten overveje at ændre bopæl eller forældremyndighed til den anden forælder, hvis denne må anses for bedre egnet til at varetage samarbejdet om barnet og opretholde kontakten, jf. forarbejderne til loven.
Barnets mening skal tillægges betydelig vægt, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1.
Højesteret gennemgik de omfattende notater fra de mislykkede samværsforsøg. Ingen af de fastsatte samvær var blevet gennemført. F havde mødt op hver gang og aktivt forsøgt at overtale B, men B var stålsat og nægtede.
Et notat fra socialrådgiver X fra X Kommune den 3. maj 2023 beskrev situationen:
Efter aftale med F møder rådgiver op på hjemmeaddressen d.d. kl. 08:30 for at være behjælpelig med at overtale B til at tage med til Y-by på samvær med hans mor.
B oplyser, det har han ikke lyst til, og det kommer ikke til at ske.
Adspurgt oplyser B, det er fordi, han er bange for at hans mor tager ham med, og slår ham igen.
F prøver af flere omgange at overtale B til at de køre sammen og han er ved ham, men det hjælper ikke, for B er stålfast i sin beslutning om, at han ikke ønsker, at have samvær med sin mor.
Familieretshusets børnesagkyndige børnerådgiver Y noterede samme dag:
Jeg modtager dd. besked om, at B ikke møder til samvær dd. Jeg ringer derfor til far, som forklarer, at han har forsøgt i flere dage at tale med B, men at B bliver tiltagende vred og insisterende på, at han ikke vil afsted.
[...] Socialrådgiver fortæller, at hun oplever, at B er fuldstændig stålfast på, at han ikke vil se mor. Socialrådgiver oplever, at der vil skulle ske magtanvendelse, såfremt B skal møde op.
Ved et senere forsøg den 14. juni 2023, efter landsrettens dom, var en familiebehandler med. Journalnotatet herfra viste:
F går ud af bilen og B låser bildøren herefter. Han har ruden rullet ned, så vi kan snakke sammen igennem der.
[...] B bliver tilbudt at komme med ind i rummet og får en forsikring om, at ham og mor ikke kan se hinanden, men han vil ikke.
Den 9. august 2023 gentog scenariet sig:
F forsøger at snakke med ham, men han fastholder og siger at det vil han ikke. Jeg prøver at spørge lidt ind til det, men han fastholder at han ikke vil.
[...] F siger igen til B at han skal derind, men B siger igen at det vil han ikke. Han sidder fortsat i bilen og låser døren igen.
Disse observationer blev bekræftet i en handleplan fra X Kommune af 15. september 2023, udarbejdet efter servicelovens § 140. Det konkluderedes, at Bs hverdag var præget af konflikten, og at han havde brug for ro og tryghed.
Højesteret lagde til grund, at F ikke havde modsat sig samværene, men tværtimod aktivt havde forsøgt at motivere B. Den manglende kontakt skyldtes således ikke samværschikane, men Bs egen konsekvente modvilje.
En børnesagkyndig undersøgelse udarbejdet af psykolog Æ (februar 2024) tegnede et bekymrende billede af Bs tilstand.
B er 9 år og har i 1½ år boet hos sin far i X-by, hvor han ikke har været sammen med sin mor. [...] Både fremmøde i skole og til fodbold er præget af angst for at møde sin mor. B ses som en dreng der følelsesmæssigt og socialt ikke er i trivsel. Han har få legerelationer og synes som en dreng der har et meget lille overskud til at være sammen med andre efter skole.
Han er garderet i kontakten og på vagt i forhold til alle emner der omhandler samvær med hans mor. Han bruger tilsyneladende meget energi på undgåelses strategier i forhold til at tænke på og møde sin mor, både i skolen, til fritidsaktiviteter og i X-by by.
Om Bs eget perspektiv:
B har ikke noget ønske om at se eller tale med sin mor. Han ønsker end ikke at se billeder af hende eller sige hendes navn. Han laver undgåelsesstrategier for ikke at møde hende. B er bange for at andre voksne vil tvinge ham eller snyde ham til at se sin mor.
Psykologen anbefalede, at der ikke etableredes samvær, før B havde opnået tilstrækkelig ro og tryghed, og at han friholdtes for forældrenes konflikt. Det fremhævedes, at F udgjorde en stabil base for B.
Højesteret fastslog, at afgørelsen skulle træffes ud fra en samlet vurdering af barnets bedste. Retten udtalte:
Ifølge de notater, som er udarbejdet af X Kommune og Familieretshuset i forbindelse med forsøg på at gennemføre samvær mellem B og moren både før og efter landsrettens dom, har F ikke modsat sig samværene, men forsøgt at overtale B til at deltage heri.
Efter de nye oplysninger, der er fremlagt for Højesteret, har B fortsat givet utvetydigt udtryk for, at han ønsker at bo hos sin far.
Herefter tiltrådte Højesteret, at det var bedst for B, at forældremyndigheden overgik til F, jf. forældreansvarslovens § 14, stk. 1, jf. § 4.
Resultatet blev:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
