HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om Skatteforvaltningen gyldigt havde adciteret 15 internationale banker for at inddrage erstatningskrav på ca. 912,5 mio. kr. i en verserende landsretssag om refusion af udbytteskat til den canadiske pensionskasse HOOPP. De centrale spørgsmål var, om Skatteforvaltningens brug af domstolenes sagsportal (minretssag.dk) til at indgive adcitationsstævning til byretten, når hovedsagen verserede ved landsretten, var lovlig, og om kravene mod bankerne havde en sådan sammenhæng med hovedsagen, at de skulle kumuleres, jf. . Højesteret gav Skatteforvaltningen medhold og bestemte, at kravene mod bankerne skal inddrages under den allerede verserende sag mod HOOPP og Nordea.
Den canadiske pensionskasse Healthcare of Ontario Pension Plan (HOOPP) modtog i perioden august 2011 – december 2014 i alt ca. 912,5 mio. kr. i refusion af udbytteskat fra de danske skattemyndigheder. Refusionen skete i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Canada.
Skatteforvaltningen anlagde den 21. december 2018 sag mod HOOPP ved Københavns Byret med krav om tilbagebetaling af beløbet, da HOOPP efter Skatteforvaltningens opfattelse ikke var berettiget til refusionen, idet HOOPP ikke var skattemæssig ejer af de udbyttegivende aktier. Sagen blev henvist til Østre Landsret som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.
Den 24. september 2019 adciterede Skatteforvaltningen Nordea Bank Abp, der havde indsendt refusionsanmodningerne for HOOPP, med påstand om, at Nordea hæftede for tabet. Også denne sag henvistes til landsretten, og landsretten kumulerede den efterfølgende med sagen mod HOOPP, da HOOPP og Nordea tiltrådte det.
Den 11. marts 2020 indgav Skatteforvaltningen en adcitationsstævning mod de 15 internationale banker via minretssag.dk til Københavns Byret. Stævningen var formuleret som en adcitation til den verserende landsretssag mod HOOPP og Nordea. Skatteforvaltningen anførte, at bankerne hæftede solidarisk for tabet som følge af deres medvirken til det samlede skattearrangement.
Sagsportalen gav ikke teknisk mulighed for at indlevere en stævning direkte til landsretten i en sag, der verserede der som 1. instans. Byretten indhentede en udtalelse fra landsretten, som ikke fandt grundlag for at udtale sig om, hvorvidt sagen kunne behandles som adcitation til landsretssagen. Byretten henviste herefter sagen mod bankerne til landsretten efter retsplejelovens § 226, stk. 1, og landsretten traf den 12. oktober 2022 særskilt kendelse om, at der er værneting for kravene i Danmark.
Landsretten afsagde den 10. maj 2023 kendelse om, at betingelserne for kumulation efter retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3 ikke var opfyldt, idet kravene ikke havde tilstrækkelig sammenhæng, og at sagernes omfang ville skabe uforholdsmæssige praktiske vanskeligheder. Skatteforvaltningen fik Procesbevillingsnævnets tilladelse til at kære til Højesteret.
Skatteforvaltningen gjorde gældende, at adcitationsstævningen var indgivet korrekt via sagsportalen i overensstemmelse med Domstolsstyrelsens vejledning, og at de tekniske begrænsninger i portalen ikke kunne afskære retten til adcitation. Der var tale om ét samlet skattearrangement, hvor bankerne ved samordnet adfærd havde påført Skatteforvaltningen tabet. Bevisførelsen for de centrale bevistemaer var stort set sammenfaldende, og hensynet til procesøkonomi og sikring af en materielt rigtig afgørelse talte for kumulation. HOOPP og Nordea støttede kumulationen.
De indkærede banker (alle 15) nedlagde påstand om stadfæstelse, og nogle påstod tillige afvisning af kæremålet. De anførte navnlig:
Bestemmelsen i retsplejelovens § 250, stk. 2 lyder:
Hver af parterne kan inddrage krav mod tredjemand under sagen, såfremt:
- der er værneting for kravet mod tredjemand her i landet,
- kravet kan behandles efter samme processuelle regler som de øvrige krav, og
- hverken de øvrige parter eller tredjemand gør indsigelse, eller kravet har en sådan sammenhæng med et af de øvrige krav, at kravet uanset fremsatte indsigelser bør behandles under sagen.
Bestemmelsen er indført ved lov nr. 260 af 8. juni 1979 og bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973. Forarbejderne understreger, at der ved vurderingen af kravenes sammenhæng skal lægges vægt på, om de udspringer af samme retsstiftende kendsgerninger, og om der er sammenfald i bevisførelsen og de juridiske synspunkter, således at procesøkonomiske og procestekniske hensyn tilsiger en samlet behandling. Mod hensynet til en samlet behandling står hensynet til de parter, der vil blive påført ulemper og omkostninger, samt risikoen for, at det enkelte krav får en for summarisk behandling.
For adcitation fremgår det endvidere, at det er de almindelige regler om søgsmål, der gælder for indlevering af stævning, og at en adcitationsstævning skal indleveres til den ret, der behandler den verserende sag. Da indførelsen af den digitale sagsportal (minretssag.dk) indebærer, at alle civile sager skal anlægges og behandles via portalen, jf. retsplejelovens § 148 a, må adcitation tilpasses portalens funktionalitet.
Højesteret fastslog, at det ikke er teknisk muligt at indgive en stævning direkte til landsretten via sagsportalen, selv ikke når en sag efter henvisning behandles der som 1. instans. Retten udtalte:
Der er hverken i retsplejeloven eller administrative forskrifter udstedt i medfør af loven særlige regler om adcitation i forbindelse med en sag, der behandles ved landsretten som 1. instans. Adcitationssager kan derfor anlægges og behandles ved anvendelse af sagsportalen, også i tilfælde hvor der er tale om adcitation i forbindelse med en landsretssag.
Når byretten modtager en adcitationsstævning, der angår en sag ved landsretten, videresender byretten via portalen stævningen til landsretten, som tager stilling til, om kravene skal behandles samlet. Højesteret tiltrådte derfor, at Skatteforvaltningens fremgangsmåde var i overensstemmelse med loven. Sagsportalens tekniske begrænsninger kunne ikke afskære parterne fra at udøve retten til adcitation.
Det var ubestridt, at betingelserne i retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 1 og 2 (værneting og fælles processuelle regler) var opfyldt. Højesteret skulle derfor tage stilling til nr. 3 – om kravene mod bankerne havde en sådan sammenhæng med kravene mod HOOPP og Nordea, at de uanset bankernes indsigelser burde behandles under samme sag.
Ved vurderingen lagde Højesteret vægt på, at der var tale om ét samlet skattearrangement, og at Skatteforvaltningens anbringender og den forventede bevisførelse for de centrale bevistemaer (herunder det samlede arrangements karakter og gennemførelse) var delvist sammenfaldende og overlappende. Retten udtalte:
Det er Skatteforvaltningens hovedsynspunkt, at der er tale om ét samlet skattearrangement, hvor alle de sagsøgte ved deres samordnede adfærd har påført Skatteforvaltningen et tab. Ud fra det, som Skatteforvaltningen har anført, er det skattearrangementet som sådant, der er sagens centrale bevistema, og bevisførelsen for alle Skatteforvaltningens krav vil være til dels sammenfaldende/overlappende.
Højesteret fandt herefter – efter en samlet vurdering – at kravene havde en sådan sammenhæng, at de skulle behandles samlet, jf. § 250, stk. 2. Retten tillagde det betydning, at HOOPP og Nordea, der var parter i den oprindelige sag, støttede kumulationen, og at Skatteforvaltningen havde en tungtvejende interesse i at få behandlet alle krav vedrørende det påståede arrangement under én sag.
De praktiske vanskeligheder, som en sag med 18 parter ville medføre for landsretten, kunne ikke ændre udfaldet.
Højesteret ændrede landsrettens kendelse og bestemte, at Skatteforvaltningens krav mod de 15 banker inddrages under de allerede kumulerede sager BS-16048/2019-OLR og BS-59045/2019-OLR. Sagen mod bankerne skal derfor ikke berostilles.
Hver af de indkærede banker pålagdes at betale 5.000 kr. i kæremålsomkostninger til Skatteforvaltningen, i alt 75.000 kr. Beløbene forfalder inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a. Kæreafgiften tilbagebetales.
