HøjesteretSagen angår, om politiets beslaglæggelse af fem kasser smykker og perler fra Tiltalte på et kræmmermarked den 9. februar 2025 var lovlig, herunder om manglende skriftligt samtykke og manglende vejledning om adgangen til domstolsprøvelse medfører, at beslaglæggelsen ikke kan godkendes. Højesteret fastslår, at mundtligt samtykke er tilstrækkeligt og stadfæster landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen.
Den 9. februar 2025 modtog Østjyllands Politi anmeldelse fra to butiksindehavere om tyveri af smykker og perler:
Forurettede 1 oplyste, at Tiltalte og Person på anmeldelsestidspunktet befandt sig på et kræmmermarked i Randers, hvor de solgte perler og smykker. Hun havde modtaget billeder af varerne og mente at kunne genkende en del som sine egne.
Østjyllands Politi sendte en patrulje til kræmmermarkedet, hvor man fandt Tiltalte og Person og beslaglagde fem større plastkasser med smykker — på størrelse med flyttekasser og indeholdende flere hundrede smykker — som stod i deres bil. Grundet antallet af smykker vurderede patruljen, at det ikke på stedet var muligt at identificere de stjålne effekter. De mistænkte meddelte mundtligt samtykke til beslaglæggelsen og kørte selv til Randers Politigård.
Tiltalte og Person blev efterfølgende sigtet for tyveri efter Straffeloven § 276, jf. § 285. De nægtede sig skyldige.
Februar–marts 2025 — håndtering af beslaglæggelsen
Den 13. februar 2025 forespurgte Tiltaltes daværende advokat (Advokat 1) politiet, om de beslaglagte genstande kunne udleveres. Den 5. marts 2025 anmodede Advokat 2 på vegne af Tiltalte om, at beslaglæggelsen blev indbragt for retten. Østjyllands Politi forelagde sagen for Retten i Randers den 6. marts 2025 — altså inden for 24 timer.
Samme dag besluttede anklagemyndigheden, at alle smykkerne og perlerne skulle udleveres. Tiltalte og Person afhentede dem den 7. marts 2025 på Randers politistation.
Den 3. oktober 2025 traf Østjyllands Politi afgørelse om, at der ikke ville blive rejst tiltale mod Tiltalte og Person.
Retten i Randers (16. april 2025) godkendte beslaglæggelsen. Retten lagde til grund:
Beslaglæggelsen er sket på grundlag af en anmeldelse om tyveri, og det fremgår af anmeldelsesrapporten, at de mistænkte på tidspunktet for beslaglæggelsen befandt sig på et marked for salg af effekterne. Indgrebets øjemed ville derfor forspildes, hvis retskendelse skulle afventes.
Den manglende vejledning om adgangen til domstolsprøvelse fandtes ikke at medføre, at beslaglæggelsen ikke kunne godkendes — bl.a. fordi de mistænkte gav mundtligt samtykke og selv kørte effekterne til politigården.
Vestre Landsret (7. maj 2025) stadfæstede kendelsen i henhold til grundene.
Tiltaltes anbringender
Anklagemyndighedens anbringender
Højesteret (tre dommere) stadfæstede landsrettens kendelse og nåede frem til to centrale retlige konklusioner:
Formålet med skriftlighedskravet i Retsplejeloven § 806, stk. 11 er at afskære bevistvivl om, hvorvidt samtykke er meddelt — ikke at opstille en gyldighedsbetingelse. Højesteret fastslog:
Manglende iagttagelse af skriftlighedskravet kan ikke i sig selv medføre, at en beslaglæggelse ikke er lovlig, når det som i det foreliggende tilfælde må lægges til grund, at der er givet samtykke.
Det var ubestridt, at Tiltalte og Person mundtligt samtykke til beslaglæggelsen og selv kørte smykkerne til politigården.
Højesteret fastslog endvidere, at politiet ikke i den foreliggende situation havde pligt til af egen drift at vejlede Tiltalte om adgangen til domstolsprøvelse. En sådan vejledningspligt følger kun af Retsplejeloven § 807, stk. 1, 3. pkt., når beslaglæggelsen foretages på øjemedet efter § 806, stk. 4 eller 5 — dvs. i de tilfælde, hvor indgrebet ville forspildes ved afventning af retskendelse. Denne situation forelå ikke her, idet beslaglæggelsen skete med samtykke.
Politiet var berettiget til at beslaglægge smykkerne uden forudgående retskendelse, idet:
Landsrettens kendelse stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
