HøjesteretI sagen mellem anklagemyndigheden og Tiltalte2 (samt Tiltalte1) behandler Højesteret, hvorvidt politiets beslaglæggelse af perler og smykker uden forudgående retskendelse skal godkendes, når samtykket kun var mundtligt og de mistænkte ikke blev vejledt om deres ret til domstolsprøvelse. Højesteret finder, at betingelserne for øjemedsbeslaglæggelse var opfyldt, og at manglende skriftlighed og vejledning ikke i denne sammenhæng berettiger til at frakende godkendelsen. Kendelsen stadfæster landsrettens afgørelse og præciserer retspraksis om politiets adgang til at gribe ind ved øjemed.
Den 9. februar 2025 modtog Østjyllands Politi anmeldelser fra to butiksindehavere om tyveri af perler og smykker. Det blev oplyst, at Tiltalte2 og Tiltalte1 solgte effekterne på et kræmmermarked, og en af forurettede genkendte sine egne varer. Politiet traf de to mistænkte på markedet og beslaglagde fem plastkasser med smykker. Da antallet var stort, kunne politiet ikke umiddelbart konstatere, hvilke der var stjålne. Det blev aftalt med de mistænkte, at kasserne skulle beslaglægges til nærmere undersøgelse. De gav mundtligt samtykke og kørte selv kasserne til politigården. Smykkerne blev senere tilbageleveret den 7. marts 2025.
Advokat for Tiltalte2 anmodede den 5. marts 2025 om domstolsprøvelse, hvorefter politiet forelagte sagen for Retten i Randers inden for 24 timers fristen. Byretten godkendte beslaglæggelsen den 16. april 2025 under henvisning til, at øjemedet ville forspildes ved ventetid, og at manglende vejledning om domstolsprøvelse ikke i sig selv umuliggjorde godkendelse. Vestre Landsret stadfæstede kendelsen den 7. maj 2025. Tiltalte2 kærede til Højesteret, hvor sagen blev behandlet den 25. marts 2026.
Tiltalte2 anfører, at beslaglæggelsen er ulovlig, idet samtykket kun var mundtligt, hvilket ikke opfylder kravet i Retsplejeloven § 806, stk. 11, og at hun ikke blev vejledt om sin ret til at indbringe indgrebet for retten efter Retsplejeloven § 807, stk. 1. Hun bestrider endvidere, at betingelserne for øjemedsbeslaglæggelse var opfyldt, og hævder en betydelig fristoverskridelse ved indbringelsen. Anklagemyndigheden modsiger dette og gør gældende, at det materielle grundlag var til stede, samtykket var reelt givet, og øjemedet ville forspildes.
Højesteret fastslår, at formålet med skriftlighedskravet i Retsplejeloven § 806, stk. 11 er at afdække senere tvivl om samtykke, men at manglende iagttagelse ikke automatisk gør indgrebet ulovligt, når samtykke er reelt ydet. Vedrørende vejledningspligten finder Højesteret, at politiet ikke havde pligt til at vejlede af egen drift i en situation, hvor betingelserne for øjemedsbeslaglæggelse efter Retsplejeloven § 806, stk. 4 var opfyldt. Da Tiltalte2 og Tiltalte1 befandt sig på et marked med effekterne, ville indgrebets øjemed være forspildet, hvis politiet havde afventet retskendelse. Endvidere var betingelserne i Retsplejeloven § 802, stk. 1 for rimelig mistanke og bevistværdi opfyldt, og indgrebet stod ikke i misforhold til sagens betydning jf. Retsplejeloven § 805, stk. 1.
Højesteret stadfæster landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen. Det fastslås desuden, at der ikke er grundlag for at fastslå fristoverskridelse ved indbringelsen for retten. Tiltalte2 idømmes betaling af sagens omkostninger for Højesteret.
