HøjesteretSagen angik, om Hillerød Kommune skulle betale godtgørelse til et ægtepar, A og B, efter at kommunen ved en fejl i forbindelse med besvarelse af en aktindsigtsanmodning havde videregivet oplysninger om A's psykiske diagnose og B's privatøkonomi til B's tidligere ægtefælle, C. Højesteret fandt, at videregivelsen var ansvarspådragende og krænkede begges ret til privatliv efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8, men at kun A havde godtgjort en erstatningsberettiget skade efter databeskyttelsesforordningens artikel 82.
I april 2019 anmodede C – B's tidligere ægtefælle – Hillerød Kommune om aktindsigt i kommunens oplysninger om hendes og B's fælles søn E. Ved besvarelsen den 22. april 2019 videregav kommunen bl.a. B's ansøgning om økonomisk støtte til et efterskoleophold for E. I ansøgningen havde B skrevet, at hans nuværende ægtefælle, A, var diagnosticeret med en psykisk lidelse og havde været igennem lange sygeperioder. Kommunen videregav desuden sin afgørelse om afslag på støtten, hvoraf det fremgik, at B havde et månedligt rådighedsbeløb på knap 10.000 kr.
Det var ubestridt, at videregivelsen af oplysningen om A's diagnose udgjorde behandling af helbredsoplysninger i strid med forbuddet i Databeskyttelsesforordningen artikel 9, og at videregivelsen af B's rådighedsbeløb var i strid med Databeskyttelsesforordningen artikel 6 om lovlig behandling. Derimod fandt Højesteret det – ligesom landsretten – ikke godtgjort, at kommunen tillige havde videregivet A's cpr-nummer eller mere detaljerede oplysninger om B's økonomi.
Oplysningen om A's diagnose fik betydning ud over aktindsigtssagen: I juni 2019 henviste C i en mail til Familieretshuset og på et møde i Familieretshuset til A's psykiske helbred i forbindelse med en sag om bopæl for parternes fælles søn D. B stoppede efterfølgende sagen i Familieretshuset af hensyn til familien. Oplysningen om A's diagnose blev også inddraget af C i en senere retssag ved Retten i Næstved i 2021 om ændring af D's bopæl. I april 2024 blev A tilkendt førtidspension.
Østre Landsret havde tilkendt A 2.500 kr. i godtgørelse og frifundet Hillerød Kommune for B's krav. For Højesteret nedlagde A og B påstand om godtgørelse på 55.000 kr. til hver, subsidiært et mindre beløb, samt selvstændige anerkendelsespåstande om, at kommunen havde forvoldt immateriel skade efter Databeskyttelsesloven § 40 og krænket deres rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8. B nedlagde desuden en mest subsidiær påstand om, at landsrettens omkostningsafgørelse skulle omgøres.
Højesteret fandt, at anerkendelsespåstandene reelt måtte anses for anbringender til støtte for betalingspåstandene, og at Højesteret ville tage stilling til dem som led i prøvelsen af betalingspåstandene. A og B havde derfor ikke retlig interesse i en selvstændig prøvelse af anerkendelsespåstandene, som blev .
Højesteret henviste til sin egen dom af 19. december 2025 (UfR 2026.1140) om den omfattende praksis fra EU-Domstolen om betingelserne for erstatning eller godtgørelse efter Databeskyttelsesforordningen artikel 82. Det følger heraf bl.a., at:
Efter Databeskyttelsesforordningen artikel 82, stk. 3 er den dataansvarlige alene fritaget for ansvar, hvis det bevises, at denne ikke er skyld i den skadevoldende begivenhed. Højesteret fandt, at Hillerød Kommunes videregivelse af oplysningerne var ansvarspådragende, idet det var en klar fejl, at oplysningerne blev videregivet i strid med forordningens artikel 6 og 9.
Højesteret vurderede A's og B's situationer forskelligt:
| A (helbredsoplysning) | B (økonomioplysning) | |
|---|---|---|
| Oplysningens karakter | Meget følsom og privat oplysning om alvorlig psykisk lidelse | Oplysning om, at B er gift med en person med en psykisk lidelse, samt hans månedlige rådighedsbeløb |
| Modtager | C, som A befandt sig i et modsætningsforhold til | Samme modtager, C |
| Virkning | Egnet til at påvirke A's selv- og æresfølelse; C fik bekræftet A's diagnose og brugte den i Familieretshuset | Ikke egnet til at påvirke B's selv- og æresfølelse eller i øvrigt påvirke ham negativt |
| Godtgjort skade efter art. 82 | Ja | Nej |
Højesteret lagde vægt på, at oplysningerne om A's diagnose blev videregivet til en privatperson, som A befandt sig i et modsætningsforhold til, og som efterfølgende videregav oplysningerne til Familieretshuset, hvor der verserede en tvist mellem B og C. Videregivelsen var efter sin karakter egnet til at påvirke A's selv- og æresfølelse, og Højesteret fandt det derfor godtgjort, at A havde lidt en skade som følge af overtrædelsen af artikel 9. Det var derimod ikke godtgjort, at videregivelsen havde haft betydning for, at A senere blev tilkendt førtidspension.
For B's vedkommende fandt Højesteret, at hverken oplysningen om hans ægtefælles diagnose eller oplysningen om hans rådighedsbeløb var egnet til at påvirke hans selv- og æresfølelse. B havde forklaret om den psykiske belastning ved, at C fik kendskab til A's diagnose og inddrog den i familieretssagen, men det var ikke godtgjort, at oplysningerne havde haft betydning for Familieretshusets sagsbehandling, og B havde ikke nærmere forklaret betydningen af, at oplysningerne om hans økonomi blev videregivet. B havde derfor ikke godtgjort en skade omfattet af Databeskyttelsesforordningen artikel 82 og Databeskyttelsesloven § 40.
Højesteret fandt, at videregivelsen af oplysningerne om A's helbred og B's privatøkonomiske forhold efter deres indhold og karakter indebar et indgreb i begges ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8. Da videregivelsen skete i strid med databeskyttelsesforordningen, var indgrebet ikke sket "i overensstemmelse med loven", og Hillerød Kommune havde derfor krænket begges rettigheder efter artikel 8.
Hillerød Kommune havde ikke anerkendt at have krænket A og B's ret til privatliv efter bestemmelsen, og allerede derfor kunne de ikke anses for at have mistet deres status som ofre i konventionens forstand.
Højesteret fandt dog, at det ikke gav A tilstrækkelig kompensation alene at fastslå krænkelsen, hvorfor hun havde krav på en godtgørelse som følge af krænkelsen. Efter karakteren af oplysningerne om B og det anførte om følgerne for ham fandt Højesteret derimod ikke grundlag for at tilkende ham en godtgørelse for krænkelsen af hans artikel 8-rettigheder.
Efter en samlet vurdering – hvor Højesteret tog udgangspunkt i Databeskyttelsesforordningen artikel 82 og Databeskyttelsesloven § 40 samt princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel 13 og artikel 41 og Menneskerettighedsdomstolens praksis – fastsatte Højesteret godtgørelsen til A til 30.000 kr., mod landsrettens 2.500 kr.
Hillerød Kommune blev frifundet for B's betalingspåstand, idet han ikke havde godtgjort en skade efter databeskyttelsesforordningen, og der ikke var grundlag for en særskilt godtgørelse for krænkelsen af hans artikel 8-rettigheder.
Sagens udfald samlet:
De idømte beløb skulle betales inden 14 dage efter dommens afsigelse, og sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.
