Ophævelse af udvisning for bestandig som følge af proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8

Sagens parter og retsforløb

Anklagemyndigheden mod T (forsvarer advokat Michael Harms, beskikket).

Sagen er indbragt for Højesteret efter kendelser afsagt af Retten i Glostrup den 15. februar 2024 (C7-488/2024) og Østre Landsrets 17. afdeling den 17. maj 2024 (S-505-24). Byretten ophævede udvisningen, mens landsretten opretholdt den. I Højesteret har dømt fem dommere: Poul Dahl Jensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Lars Apostoli og Julie Arnth Jørgensen.

Den oprindelige udvisningsdom og Ts psykiske lidelse

T kom til Danmark i 1989 som 16-årig. Han blev allerede i 1997 diagnosticeret med paranoid skizofreni og har siden haft talrige indlæggelser.

Ved Retten i Glostrups dom af 17. maj 2016 blev T fundet skyldig i:

• Vold efter straffelovens § 244
• Fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1
• Vold og trusler om vold efter straffelovens § 119, stk. 1

Forholdene omfattede bl.a., at han i juli 2015 slog og sparkede en person på en togperon og skubbede vedkommende ned på skinnerne, så den pågældende mistede bevidstheden. Desuden begik han vold mod politi, pædagog og sundhedspersonale i perioden december 2014 – november 2015.

T blev frifundet for straf på grund af utilregnelighed, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid, jf. § 68. Samtidig blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede dommen i oktober 2016.

Foranstaltningsændring og prøvelse efter udlændingelovens § 50 a

I februar 2024 blev den idømte foranstaltning efter samstemmende påstande ændret til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, jf. straffelovens § 72. Dette udløste en obligatorisk retlig prøvelse af, om udvisningen skulle ophæves efter udlændingelovens § 50 a, stk. 1.

Efter bestemmelsen skal retten tage stilling til, om udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod udsendelse, eller om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. udlændingelovens § 26. Da T er udvist efter § 22-24, skal vurderingen efter forarbejderne foretages efter § 26, stk. 2, hvorefter udvisningen alene ophæves, hvis opretholdelse med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.

Ts helbredsmæssige tilstand og risikovurdering

Til brug for Højesterets behandling indhentede anklagemyndigheden en udtalelse fra Psykiatrisk Center Sct. Hans af 10. januar 2025. Heraf fremgik bl.a.:

• T er velmedicineret og i stabil tilstand. Han samarbejder om behandlingen, men har insufficient sygdomsforståelse.
• Han er kognitivt reduceret og har brug for hjælp til at administrere sin medicin resten af livet.
• Der har siden 2017 ikke været nye strafbare forhold, og kun få tilfælde af verbal aggression af lav alvorsgrad. Der er observeret seksualiserende adfærd, som skønnes at være udtryk for umodenhed snarere end reel grænseoverskridelse.
• Han har tidligere haft misbrug af hash og alkohol, men har været misbrugsafholdende i flere år.

Voldsrisikovurdering (HCR-20) konkluderede:

Patienten vurderes aktuelt i LAV risiko for vold, under aktuelle strukturerede rammer og i aktuelle medicinske behandling. Hvis patienten ophører med sin medicinske behandling, eller behandles med for lav medicindosis, vurderes risikoen for fysisk vold, særligt mod personale, at øges til MODERAT-HØJ. Ved samtidigt misbrug skønnes risikoen for vold hurtigt at kunne øges betydeligt til HØJ.

Retsgrundlag: Udlændingelovens § 50 a og internationale forpligtelser

Bestemmelsen i udlændingelovens § 50 a, stk. 1, som affattet ved lov nr. 919/2022, har følgende ordlyd:

Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted. Retten tager i forbindelse hermed stilling til, om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, og om ændringerne er så væsentlige, at udvisningen skal ophæves eller varigheden af det meddelte indrejseforbud skal forkortes, jf. § 32, stk. 10.

Ændringen skete på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens dom i Savran mod Danmark (sag 57467/15, 7. december 2021), der fastslog, at der skal foretages en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8 på grundlag af de faktiske omstændigheder på prøvelsestidspunktet. Heraf følger, at behandlingsmæssige aspekter kun er én blandt flere faktorer, og at Maslov-kriterierne (fra dommen Maslov mod Østrig, sag 1638/03) skal inddrages. Særligt gælder, at:

[T]he nature and seriousness of the offence committed by the applicant … may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention, hvis udlændingen var sindssyg på gerningstidspunktet og derfor straffri efter straffelovens § 16.

Parternes anbringender

Ts anbringender:

• Opretholdelse af udvisning vil med sikkerhed krænke EMRK artikel 3 og 8.
• Han har boet i Danmark i 35 år og har stærk tilknytning hertil. Hans forældre bor i Iran, men kontakten er sporadisk.
• Udsendelse vil med stor sandsynlighed føre til, at han ophører med medicinen, med alvorlig psykisk forværring til følge. Økonomisk vil han ikke kunne betale behandling i Iran.
• Kriminalitetens grovhed skal tillægges begrænset vægt, fordi han var straffri pga. sindssygdom.

Anklagemyndighedens anbringender:

• T vil ikke lide en reel risiko for alvorlig, hurtig og uoprettelig helbredsforværring, jf. Savran mod Danmark. Præparaterne er tilgængelige i Iran, og han har en vis arbejdsevne.
• Trods utilregnelighed har T også forud for 2016 begået personfarlig kriminalitet, hvilket taler mod at se kriminaliteten som rent sygdomsudslag.
• T kom til Danmark som 16-årig og har haft sine formative år i Iran. Han har kun haft lovligt ophold i 12 år. Familie i Iran og sprogkundskaber giver ham forudsætninger for at etablere sig der.
• Vurderingen efter § 26, stk. 2, fører ikke til ophævelse, da der ikke er indtrådt så væsentlige ændringer, at opretholdelse med sikkerhed vil stride mod EMRK.

Højesterets begrundelse og proportionalitetsvurdering

Højesteret indledte med at fastslå, at prøvelsen efter udlændingelovens § 50 a kræver en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering i forhold til EMRK artikel 8, baseret på de nuværende faktiske omstændigheder, jf. UfR 2023.207 og Savran mod Danmark.

Retten gennemgik herefter de relevante momenter:

• Kriminalitetens art og grovhed: Forholdene i 2016 – vold, fareforvoldelse og vold mod offentligt ansatte – var alvorlige, men T var utilregnelig og straffri. Vægten heraf er begrænset efter Savran-præmissen.
• Tidsforløb og adfærdsændring: T har siden 2017 været indlagt og har ikke begået ny kriminalitet. Der er kun få verbale episoder. Han er velmedicineret og i stabil tilstand.
• Risiko for recidiv: Under forudsætning af fortsat medicinsk behandling er risikoen lav; uden medicin er den moderat-høj, og ved misbrug høj.
• Tilknytning til Danmark: T har boet her siden teenageårene (35 år) og er på førtidspension. Han har ingen ægtefælle eller børn, men en stærk tilknytning gennem lang tids ophold og behandlingssystem.
• Tilknytning til Iran: Han taler persisk og har forældre i Iran, men hans psykiske sygdom, kognitive reduktion og behov for støtte til medicinhåndtering gør det særdeles vanskeligt for ham at etablere sig der.

Efter en samlet afvejning fandt Højesteret, at opretholdelse af udvisningen ville være uproportional og dermed i strid med artikel 8. Retten lagde afgørende vægt på, at T var straffri pga. sindssygdom, at forholdene var udtryk for spontane reaktioner under psykose, at han nu er stabil, og at hans forudsætninger for at klare sig i Iran er særdeles begrænsede.

Afgørelse

Højesteret stadfæstede byrettens kendelse, således at bestemmelsen om udvisning af T for bestandig ophæves.

Da udvisningen ophæves under artikel 8, fandt retten det ufornødent at tage stilling til en eventuel krænkelse af EMRK artikel 3.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.