HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om udvisningen af T, en iransk statsborger der havde lidt af paranoid skizofreni siden 1997, skulle ophæves, da hans foranstaltningsdom blev ændret til behandlingsdom under udskrivning. Udvisningen var idømt i 2016 for vold og fareforvoldelse begået under psykose. Højesteret ophævede udvisningen, idet opretholdelse på grund af Ts stærke tilknytning til Danmark, langvarige ophold og helbredsmæssige forhold med sikkerhed ville stride mod EMRK artikel 8.
Anklagemyndigheden mod T (forsvarer advokat Michael Harms, beskikket).
Sagen er indbragt for Højesteret efter kendelser afsagt af Retten i Glostrup den 15. februar 2024 (C7-488/2024) og Østre Landsrets 17. afdeling den 17. maj 2024 (S-505-24). Byretten ophævede udvisningen, mens landsretten opretholdt den. I Højesteret har dømt fem dommere: Poul Dahl Jensen, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Lars Apostoli og Julie Arnth Jørgensen.
T kom til Danmark i 1989 som 16-årig. Han blev allerede i 1997 diagnosticeret med paranoid skizofreni og har siden haft talrige indlæggelser.
Ved Retten i Glostrups dom af 17. maj 2016 blev T fundet skyldig i:
Forholdene omfattede bl.a., at han i juli 2015 slog og sparkede en person på en togperon og skubbede vedkommende ned på skinnerne, så den pågældende mistede bevidstheden. Desuden begik han vold mod politi, pædagog og sundhedspersonale i perioden december 2014 – november 2015.
T blev frifundet for straf på grund af utilregnelighed, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid, jf. § 68. Samtidig blev han udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 22, nr. 6. Landsretten stadfæstede dommen i oktober 2016.
I februar 2024 blev den idømte foranstaltning efter samstemmende påstande ændret til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, jf. straffelovens § 72. Dette udløste en obligatorisk retlig prøvelse af, om udvisningen skulle ophæves efter udlændingelovens § 50 a, stk. 1.
Efter bestemmelsen skal retten tage stilling til, om udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod udsendelse, eller om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. udlændingelovens § 26. Da T er udvist efter § 22-24, skal vurderingen efter forarbejderne foretages efter § 26, stk. 2, hvorefter udvisningen alene ophæves, hvis opretholdelse med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8.
Til brug for Højesterets behandling indhentede anklagemyndigheden en udtalelse fra Psykiatrisk Center Sct. Hans af 10. januar 2025. Heraf fremgik bl.a.:
Voldsrisikovurdering (HCR-20) konkluderede:
Patienten vurderes aktuelt i LAV risiko for vold, under aktuelle strukturerede rammer og i aktuelle medicinske behandling. Hvis patienten ophører med sin medicinske behandling, eller behandles med for lav medicindosis, vurderes risikoen for fysisk vold, særligt mod personale, at øges til MODERAT-HØJ. Ved samtidigt misbrug skønnes risikoen for vold hurtigt at kunne øges betydeligt til HØJ.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 50 a, stk. 1, som affattet ved lov nr. 919/2022, har følgende ordlyd:
Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted. Retten tager i forbindelse hermed stilling til, om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, og om ændringerne er så væsentlige, at udvisningen skal ophæves eller varigheden af det meddelte indrejseforbud skal forkortes, jf. § 32, stk. 10.
Ændringen skete på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens dom i Savran mod Danmark (sag 57467/15, 7. december 2021), der fastslog, at der skal foretages en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering efter EMRK artikel 8 på grundlag af de faktiske omstændigheder på prøvelsestidspunktet. Heraf følger, at behandlingsmæssige aspekter kun er én blandt flere faktorer, og at Maslov-kriterierne (fra dommen Maslov mod Østrig, sag 1638/03) skal inddrages. Særligt gælder, at:
[T]he nature and seriousness of the offence committed by the applicant … may have the effect of limiting the weight that can be attached to the first Maslov criterion in the overall balancing of interests required under Article 8 § 2 of the Convention, hvis udlændingen var sindssyg på gerningstidspunktet og derfor straffri efter straffelovens § 16.
Ts anbringender:
Anklagemyndighedens anbringender:
Højesteret indledte med at fastslå, at prøvelsen efter udlændingelovens § 50 a kræver en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering i forhold til EMRK artikel 8, baseret på de nuværende faktiske omstændigheder, jf. UfR 2023.207 og Savran mod Danmark.
Retten gennemgik herefter de relevante momenter:
Efter en samlet afvejning fandt Højesteret, at opretholdelse af udvisningen ville være uproportional og dermed i strid med artikel 8. Retten lagde afgørende vægt på, at T var straffri pga. sindssygdom, at forholdene var udtryk for spontane reaktioner under psykose, at han nu er stabil, og at hans forudsætninger for at klare sig i Iran er særdeles begrænsede.
Højesteret stadfæstede byrettens kendelse, således at bestemmelsen om udvisning af T for bestandig ophæves.
Da udvisningen ophæves under artikel 8, fandt retten det ufornødent at tage stilling til en eventuel krænkelse af EMRK artikel 3.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.