HøjesteretSagen angår, om Region Syddanmark har pådraget sig erstatningsansvar over for en socialpædagog, der efter en udvidelse af en psykiatrisk afdeling i 2013 var udsat for vold, trusler og fastholdelser og efterfølgende blev sygemeldt med posttraumatisk belastningsreaktion. Højesteret stadfæster landsrettens dom og frifinder regionen, da arbejdsforholdene ikke var generelt uforsvarlige. Sagen er pådømt af syv dommere og fastlægger ansvarsnormen for psykisk skade i et længerevarende arbejdsforløb.
Appellanten arbejdede fra 2005 som socialpædagog ved en psykiatrisk afdeling på et hospital i Region Syddanmark. Afdelingen behandler spiseforstyrrelser, psykotiske sygdomme, udviklingsforstyrrelser og neuropsykiatriske lidelser.
I september 2013 gennemgik afdelingen en større omstrukturering:
Allerede inden omstruktureringen var der tegn på pres i arbejdsmiljøet:
Navnlig i februar og marts 2014 var appellanten udsat for voldelige og truende episoder med udadreagerende patienter, herunder registrerede hændelser den 7. december 2013 og den 12., 17., 18. og 26. februar samt den 1. marts 2014. Han anfægtede, at der forelå yderligere ureregistrerede episoder derudover.
Efter sygemelding i 2014 blev han i april 2015 afskediget med henvisning til sygefravær og uforenelighed med stillingen.
I september 2016 anerkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at appellanten havde pådraget sig en arbejdsskade i form af posttraumatisk belastningsreaktion som følge af arbejdet på afdelingen.
Han modtog:
| Ydelse | Niveau |
|---|---|
| Godtgørelse for varigt mén | 15 % |
| Erstatning for tab af erhvervsevne | 30 % |
Appellanten anlagde herefter den foreliggende civile sag mod Region Syddanmark med krav om yderligere erstatning efter erstatningsansvarsloven § 1 for det tab, der rækker ud over, hvad han modtog i henhold til arbejdsskadesikringsloven § 1. Det påstævnte beløb udgjorde 787.779 kr. med procesrente fra sagens anlæg den 28. maj 2019.
Folketingets § 71-tilsyn havde efter et uanmeldt besøg på afdelingen fundet det "særdeles kritisabelt", at der ikke havde været fokus på at sikre tilstrækkelige personalemæssige ressourcer ved udvidelsen i september 2013.
Højesteret tager udgangspunkt i sin dom af 26. september 2025 (UfR 2025.4869), der angik fysisk skade på en boreplatform, og anvender de deri opstillede principper analogt på psykiske skader i et længerevarende arbejdsforløb.
Grundlæggende norm:
Udgangspunktet for bedømmelsen af arbejdsgiverens ansvar i anledning af erstatningskrav efter erstatningsansvarsloven er den almindelige culparegel. Culpabedømmelsen skal foretages i lyset af de forpligtelser, som arbejdsgiveren har efter arbejdsmiljølovgivningen.
Det følger af arbejdsmiljøloven § 38, stk. 1 og stk. 2, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt — og dette gælder for både fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Momenter i culpabedømmelsen ved psykisk skade:
Vedrørende krav om, at den ansatte skal have sagt fra:
Det er i almindelighed ikke en betingelse for erstatningsansvar for psykisk skade, at den ansatte har sagt fra over for arbejdsgiveren. I tilfælde, hvor arbejdsforholdene ikke generelt er uforsvarlige, men hvor de kan være skadelige for en ansat på grund af dennes særlige forhold, kan det dog efter omstændighederne få betydning for ansvarsvurderingen, om den ansatte har gjort opmærksom på disse forhold, eller om arbejdsgiveren i øvrigt har eller burde have kendskab til dem.
Højesteret frifinder Region Syddanmark og stadfæster herved landsrettens dom.
Begrundelse:
Om episodernes karakter: Det er en uundgåelig del af arbejdet med psykiatriske patienter, at ansatte skal håndtere udadreagerende, voldsomme og truende patienter. At sådanne episoder forekommer, er derfor ikke i sig selv udtryk for, at arbejdet generelt er tilrettelagt uforsvarligt.
Om tiltag ved udvidelsen: Højesteret lægger til grund, at der som led i udvidelsen af afdelingen blev gennemført en række tiltag af hensyn til arbejdsmiljøet for at forebygge, at ansatte fik fysiske eller psykiske skader.
Om personaleforhold og vikarbrug: Det kan ikke lægges til grund, at personalenormeringen eller brugen af vikarer efter udvidelsen med flere sårbare patientgrupper indebar, at arbejdsforholdene var uforsvarlige.
Om de konkrete hændelser: Det kan heller ikke lægges til grund, at de episoder, som appellanten var udsat for, var udtryk for en uforsvarlig arbejdstilrettelæggelse eller uforsvarlig håndtering af arbejdsmiljøet.
Om regionens kendskab til appellantens særlige sårbarhed: Højesteret finder ikke grundlag for at fastslå, at Region Syddanmark havde eller burde have haft kendskab til særlige forhold vedrørende appellanten, der skulle have været taget hensyn til. Appellanten orienterede ikke regionen om sin forudbestående posttraumatiske belastningsreaktion eller om de løbende psykiske udfordringer under ansættelsen.
Domskonklusion:
Landsrettens dom stadfæstes, dog med den ændring, at ingen part skal betale sagsomkostninger til den anden part for byretten.
I sagsomkostninger for Højesteret betaler statskassen 100.000 kr. til Region Syddanmark.
