HøjesteretHøjesteret frifandt den 23. januar 2026 tiltalte for overtrædelse af Straffeloven § 266 b, stk. 1, efter at han som administrator af to jokehjemmesider havde offentliggjort vittigheder under kategorierne "Jøde jokes", "Neger jokes" og "Racistiske jokes". Højesteret fastslog, at vurderingen af, om en ytring er omfattet af bestemmelsen, beror på en helhedsbedømmelse af udtalelsens indhold og den sammenhæng, den er fremsat i — herunder om modtageren med rimelighed kunne opfatte den som en hadefuld ytring med formål at skade. Da vittighederne indgik i en bred samling af jokekategorier på en vittighedshjemmeside og var ledsaget af advarsler om påpasselighed, fandt Højesteret ikke betingelserne for strafansvar opfyldt.
Tiltalte administrerede to jokehjemmesider — en dansk (Hjemmeside 1) og en tysk (Hjemmeside 2) — der indeholdt vittigheder inddelt i mere end 40 kategorier.
Kategorier på den danske hjemmeside (Hjemmeside 1) omfattede bl.a.:
Kategorier på den tyske hjemmeside (Hjemmeside 2) omfattede bl.a. "Blondinenwitze", "Frauenwitze", "Männerwitze" og "Perverse Witze" — dog uden de racistiske underkategorier, der fandtes på den danske side.
Foran vittighederne i kategorien "Jøde jokes" anførtes bl.a., at jødevittigheder "ikke er her for at støde folk", og at man "godt kan tillade sig at grine af grove jøde jokes". Det understregedes, at sådanne vittigheder bør holdes til vennegruppen i åbne forummer.
Foran "Neger jokes" fremgik, at bare brugen af ordet "neger" er et tabu, at man altid bør være påpasselig, men at "der bestemt ikke er nogen grund til at tage afstand fra de sjove neger jokes", idet "man ikke er racistisk bare fordi man kender til racistiske jokes".
Foran "Racistiske jokes" hed det, at de "ikke skal tages hverken seriøse eller som en hån", og at det at fortælle racistiske vitser "ikke betyder, at man selv er racist".
Vittighederne var ifølge tiltalte kopieret fra andre hjemmesider og ikke egne originaludtryk.
| Instans | Resultat |
|---|
| Retten i Holstebro (6-959/2023, dom 3. april 2024) | Domfældelse |
| Vestre Landsret, 1. afd. (V.L. S-0753-24, dom 24. februar 2025) | Domfældelse opretholdt, men frifandtes for yderligere udtryk; anklagemyndigheden nedlagde af egen drift frifindelsespåstand for mere end halvdelen af byrettens forhold |
| Højesteret (Sag 48/2025, dom 23. januar 2026) | Frifindelse |
Straffeloven § 266 b, stk. 1 kriminaliserer den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af bl.a. race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro, handicap eller seksuel orientering.
1939 (lov nr. 87 af 15. marts 1939): Bestemmelsen indsat for at imødegå forfølgelse af racer og trossamfund via udspredelse af falske rygter og beskyldninger.
1971 (lov nr. 288 af 9. juni 1971): Bestemmelsen fik sin nuværende kerneskikkelse, bl.a. for at muliggøre ratifikation af FN's konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Under Folketingets behandling blev ordlyden ændret fra "nedsættende omtale eller behandling" til "nedværdiges" for i højere grad at tilgodese hensynet til menings- og ytringsfriheden, jf. Folketingstidende 1970-71, tillæg B, sp. 3006.
1987 (lov nr. 357 af 3. juni 1987): Seksuel orientering tilføjet som beskyttet grundlag.
1995 (lov nr. 309 af 17. maj 1995): Nyt stk. 2 om strafskærpelse ved propagandavirksomhed.
2021 (lov nr. 2591 af 28. december 2021): Handicap, kønsidentitet, kønsudtryk og kønskarakteristika tilføjet som beskyttede grundlag.
Af forarbejderne fremgår, at der kræves en vis grovhed, for at en ytring er inden for bestemmelsens anvendelsesområde. Bestemmelsen skal anvendes under fornødent hensyn til ytringsfriheden. Videnskabelige teorier om racemæssige forskelle og udtalelser fremsat som led i en saglig debat falder uden for bestemmelsen.
Tiltalte anførte navnlig:
Anklagemyndigheden anførte navnlig:
Højesteret (fem dommere) frifandt tiltalte med følgende begrundelse:
Bestemmelsen i § 266 b, stk. 1 beskytter grupper mod hadefulde ytringer, der har til formål at skade, og som i yderste konsekvens kan føre til vold og overgreb. Udtrykket "udtalelse eller meddelelse" skal forstås bredt og omfatter også billeder.
Det er en betingelse for strafansvar, at udtalelsen har karakter af en trussel, forhånelse eller nedværdigelse af en befolkningsgruppe på grund af race, tro m.v., jf. UfR 2021.1824. Efter forarbejderne kræves en vis grovhed, og bestemmelsen skal anvendes under fornødent hensyn til ytringsfriheden.
"Vittigheder, humor og satire, som ikke har det formål at udtrykke had for at skade, og som heller ikke med rimelighed kan opfattes sådan, falder uden for bestemmelsens anvendelsesområde."
Højesteret fastlagde, at vurderingen af, om en udtalelse er omfattet, beror på:
Højesteret anerkendte, at vittighederne isoleret set måtte anses for forhånende og nedværdigende. Under hensyn til sammenhængen nåede retten imidlertid til det modsatte resultat:
På denne baggrund fandt Højesteret, at udtalelserne ikke var fremsat for at udtrykke had med det formål at skade jøder og sorte, og at de heller ikke med rimelighed kunne opfattes sådan af den, som gik ind på hjemmesiderne for at læse vittigheder. Udtalelserne er dermed ikke omfattet af § 266 b, stk. 1.
Tiltalte frifindes. Statskassen betaler sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.
