HøjesteretSagen handler om en fars anmode om tvangsfuldbyrdelse af en samværsafgørelse, da moren vedholdende har nægtet at medvirke til overvåget samvær mellem barnet og faderen. Højesteret har afvejet hensynet til barnets bedste mod myndighedernes forpligtelser efter menneskerettighedskonventionen om at håndhæve samværsretten.
Barnet B blev født i 2012, og faderskabet til F blev endeligt fastslået ved landsretsdom i 2021 efter moren, M, i mange år havde modsat sig medvirken til retsgenetisk undersøgelse. Landsretten fandt i 2023, at det ville være bedst for B, at der etableres kontakt til F, og fastsatte ti overvågede samvær af 1½ times varighed med to ugers mellemrum. Afgørelsen byggede på, at det må anses som et alvorligt omsorgssvigt at berøve barnet kendskab til sin far, og at en gradvis normalisering af familieforholdet var nødvendig.
Til trods for landsrettens dom nægtede M at medvirke til samværene, og B blev aldrig udleveret. Familieretten forsøgte at fuldbyrde afgørelsen ved at varsle og udstede tvangsbøder på op til 3.000 kr. per manglende samvær, men det ændrede ikke morens adfærd. En børnesagkyndig vurderede i juni 2024, at en tvangsudlevering kunne være potentielt traumatiserende for B, da hun slet ikke kender faderen, og anbefalede ikke gennemtvingelse. Uden nye oplysninger, der talte for at ændre den underliggende samværsafgørelse, fortsatte faderen med at søge fuldbyrdelse.
Familieretten frifandt i september 2024 moren for påstandene om tvangsfuldbyrdelse, betaling af tvangsbøder og fastsættelse af erstatningssamvær. Retten fandt, at en tvangsudlevering på nuværende tidspunkt ikke ville være til barnets bedste, idet det ville involvere hende direkte i konflikten og potentielt medføre traumer. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen i januar 2025 og tiltrådte, at fuldbyrdelse efter Retsplejeloven § 456 p ikke kunne ske under hensyn til barnet, uanset morens urimelige modstand i mange år.
Højesteret omstødte landsrettens kendelse og tog faderens påstand om tvangsfuldbyrdelse til følge. Retten lagde vægt på, at fuldbyrdelse efter Retsplejeloven § 456 p og Retsplejeloven § 456 q skal varetage barnets bedste, men samtidig understregede man myndighedernes positive forpligtelser efter EMRK artikel 8 om hurtigt at håndhæve samværsafgørelser for at undgå uoprettelige konsekvenser. Da tvangsbøder havde vist sig virkningsløse, og der ikke forelå nye oplysninger, der berettigede til at ændre samværsafgørelsen, var afhentning af barnet den eneste mulighed for at etablere kontakt.
Højesteret fastslog, at:
