HøjesteretHøjesteret afviste en anke i en sag mellem en polsk enkeltmandsvirksomhed og Green Team Group A/S vedrørende markedsføringsretlige forbud. Sagen udsprang af en e-mail sendt til konkurrenter, som Sø- og Handelsretten fandt indeholdt vildledende og misrekommanderende udsagn. Højesteret fastslog, at sagen ikke rejste principielle spørgsmål om ytringsfrihed i forhold til markedsføringsretten.
Sagen involverer en polsk juletræsproducent (appellant) og det danske selskab Green Team Group A/S. Parternes samarbejde ophørte i 2022 efter uoverensstemmelser, hvilket førte til tvister i Polen. Den 7. januar 2023 sendte appellanten en e-mail til 29 modtagere, herunder danske juletræsproducenter og konkurrenter til Green Team Group. I mailen fremsatte appellant ni konkrete udsagn om Green Team Group og dets ejer, Sydbank A/S.
Green Team Group anlagde sag ved Sø- og Handelsretten, som den 27. januar 2025 afsagde dom. Retten fastslog, at e-mailen faldt ind under Markedsføringsloven § 1, da den var rettet til konkurrenter og potentielle samhandelspartnere. Retten vurderede, at de ni udsagn var vildledende, misrekommanderende og i strid med god markedsføringsskik. Sø- og Handelsretten nedlagde derfor forbud mod, at appellant gjorde markedsføringsmæssig brug af udsagnene i medfør af Markedsføringsloven § 3, Markedsføringsloven § 20 og Markedsføringsloven § 24.
Appellant ankede dommen til Højesteret og påstod, at sagen skulle realitetsbehandles. I ankebegrundelsen anførte appellant, at sagen var af principiel karakter, da den rejste væsentlige spørgsmål om grænsedragningen mellem ytringsfriheden efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og markedsføringsretlige forbud. Appellant henviste til Retsplejeloven § 414 samt praksis, herunder UfR 1990.280 Ø og UfR 2025.327 Ø, for at understøtte, at der var tale om et principielt fortolkningsspørgsmål.
Green Team Group modsagde påstanden om principiel karakter og påviste, at der forelå omfattende retspraksis om markedsføringsmæssige forbud uden konflikt med ytringsfriheden.
Højesteret vurderede sagen efter betingelserne for anke i Retsplejeloven § 368, stk. 4, 2. pkt., som kræver, at sagen er af principiel karakter eller har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde.
Højesteret fastslog, at hovedspørgsmålet i sagen var, om der var grundlag for at forbyde appellantens ni konkrete udsagn, og om et sådant forbud var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Retten fandt, at afgørelsen af dette spørgsmål beroede på en konkret vurdering af sagens specifikke omstændigheder. Højesteret konkluderede derfor, at sagen ikke var af principiel karakter, og at der ikke forelå andre særlige grunde til at behandle sagen. Herefter afviste Højesteret anken med henvisning til Retsplejeloven § 368, stk. 6, 2. pkt., jf. stk. 4, 2. pkt.
