HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om der var den fornødne årsagssammenhæng mellem en anerkendt behandlingsskade — ketoacidose udløst af manglende blodsukkermålinger efter en benamputation — og patientens efterfølgende demenslignende tilstand. Da Retslægerådets besvarelser måtte forstås sådan, at tilstanden med overvejende sandsynlighed skyldtes samvirkende skadesårsager, hvor både ketoacidosen og de øvrige årsager var nødvendige betingelser, fandt Højesteret årsagssammenhæng og stadfæstede byrettens dom. Patienten fik dermed ret til erstatning og godtgørelse, og sagen blev hjemvist til fornyet udmåling.
Appellanten, der i midten af 1990'erne blev diagnosticeret med type 1-diabetes, blev den 14. juni 2016 indlagt på Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus, hvor han om eftermiddagen fik amputeret højre underben på grund af koldbrand som følgetilstand til diabetes. Under operationen opstod en usædvanlig kraftig blødning, hvorved han mistede 2,3 liter blod.
Efter operationen blev appellantens blodsukker målt fire gange mellem den 14. juni kl. 17.10 og den 15. juni kl. 01.23, hvilket viste et stigende niveau. Først den 15. juni kl. 08.29 blev blodsukkeret målt igen — nu yderligere forhøjet — og umiddelbart herefter konstaterede hospitalet, at han havde udviklet ketoacidose (syreforgiftning).
Efter forløbet oplevede appellanten kognitive problemer. Efter henvisning fra egen læge blev han udredt på hospitalet, hvor det i efteråret 2017 på baggrund af en række undersøgelser blev konkluderet, at hans kognitive vanskeligheder, der svarede til demens, beroede på ketoacidosen.
Appellanten anmeldte forløbet til Patienterstatningen, som i december 2018 fandt, at han havde ret til godtgørelse for svie og smerte samt for varigt mén. Patienterstatningen lagde bl.a. vægt på, at behandlingen efter amputationen ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, fordi der burde have været foretaget hyppigere blodsukkermålinger mellem kl. 01.23 og kl. 08.29 den 15. juni 2016, og at appellanten ville have undgået ketoacidosen og den efterfølgende demenstilstand, hvis specialiststandarden var fulgt.
Region Syddanmark klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen, der den 26. juni 2019 traf afgørelse om, at appellanten ikke havde ret til erstatning og godtgørelse, idet demenstilstanden ikke med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives udviklingen af ketoacidose.
Byretten gav appellanten medhold, mens Østre Landsret frifandt Ankenævnet — hvorefter appellanten indbragte sagen for Højesteret.
| Instans | Afgørelse |
|---|
| Retten i Svendborg (23. marts 2023) | Medhold til patienten |
| Østre Landsret (10. april 2025) | Frifindelse af Ankenævnet |
| Højesteret (22. juni 2026) | Stadfæstelse af byrettens dom |
Efter § 19, stk. 1 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ydes erstatning til patienter, som påføres skade i forbindelse med behandling mv.
Efter § 20, stk. 1, nr. 1 er det en betingelse for erstatning, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved behandlingen (specialiststandarden), og at skaden med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis patienten var blevet behandlet anderledes.
Parterne var enige om, at de manglende blodsukkermålinger mellem kl. 01.23 og kl. 08.29 den 15. juni 2016 ikke var i overensstemmelse med specialiststandarden, og at appellanten som følge heraf udviklede ketoacidose. Tvisten for Højesteret angik alene, om der var den fornødne årsagssammenhæng mellem ketoacidosen og den demenslignende tilstand.
Appellanten gjorde gældende, at hans demenslignende tilstand med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives ketoacidosen og dermed var en følge af behandlingsskaden. Subsidiært gjorde han gældende, at der under alle omstændigheder forelå den fornødne årsagssammenhæng, fordi tilstanden skyldtes samvirkende skadesårsager, og ketoacidosen dermed var en nødvendig betingelse for, at han udviklede tilstanden — under henvisning til Højesterets dom af 19. september 2025 (UfR 2025.4846). Endelig påberåbte han sig bevislempelse, da der var begået en klar ansvarspådragende fejl.
Ankenævnet for Patienterstatningen gjorde gældende, at appellanten ikke havde tilvejebragt et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets afgørelse. Det var ikke påvist, at det var overvejende sandsynligt, at der var årsagssammenhæng mellem ketoacidosen og den demenslignende tilstand. Betingelserne for bevislempelse var ikke opfyldt, og selv ved bevislempelse var bevisbyrden ikke løftet.
Retslægerådet udtalte i svaret på spørgsmål C mere generelt, at hjerneskade ved diabetes oftest optræder som følge af en lang række samvirkende årsager. For den konkrete sag fremgik af rådets svar på spørgsmål 1 og D:
I svaret på spørgsmål 4 fandt rådet det — efter en gennemgang af appellantens risikofaktorer — muligt, at ketoacidosen havde bidraget til de kognitive klager, men kunne ikke angive sandsynligheden, da der var konkurrerende årsager.
Højesteret fandt, at Retslægerådets besvarelser måtte forstås sådan, at appellantens demenslignende tilstand med overvejende sandsynlighed skyldtes samvirkende skadesårsager, og at både ketoacidosen og de øvrige årsager var nødvendige betingelser for, at han udviklede den påviste demenslignende tilstand.
Højesteret bemærker herved, at der ved samvirkende skadesårsager ikke kan stilles krav om, at fejlbehandlingen har været hovedårsagen til den indtrådte skade.
På den baggrund fandt Højesteret, at der var den fornødne årsagssammenhæng mellem ketoacidosen og appellantens demenslignende tilstand. Højesteret stadfæstede dermed byrettens dom, så Ankenævnet for Patienterstatningen skal anerkende skaden, og sagen hjemvises til fornyet udmåling af erstatning og godtgørelse.
Efter sagens udfald skal Ankenævnet for Patienterstatningen betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til statskassen med i alt 93.500 kr., hvoraf 80.000 kr. dækker advokatudgift og 13.500 kr. retsafgift. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
