HøjesteretSagen angår, om en e-mailkorrespondance fra 2019 afbrød den 10-årige forældelsesfrist for et gældsbrev fra 2011 på ca. 1,2 mio. kr., således at X ApS' krav mod A ikke var forældet, da sagen blev anlagt i 2022. Højesteret tiltrådte landsrettens resultat og begrundelse om, at A's svar – 'jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu' – udgjorde en skylderkendelse under Forældelsesloven § 15, der afbrød forældelsesfristen den 26. oktober 2019. Landsrettens dom stadfæstes, og A pålægges at betale 65.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret.
Den 30. november 2011 udstedte A et gældsbrev, hvori han erklærede at skylde ca. 1,2 mio. kr. til X ApS. Gældsbreve er undergivet en 10-årig forældelsesfrist i medfør af Forældelsesloven § 5, stk. 1, nr. 1, der regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt.
Uden afbrydelse ville den 10-årige forældelsesfrist for gælden i henhold til gældsbrevet udløbe den 30. november 2021. X ApS anlagde sag mod A i 2022 (BS-14952/2022-ALB ved Retten i Aalborg), og spørgsmålet om forældelsesfristens afbrydelse var afgørende for sagens udfald.
I løbet af 2019 udspandt der sig en e-mailkorrespondance mellem X ApS' revisor C og A:
| Dato | Handling |
|---|---|
| 3. juli 2019 | Revisor C sendte gældsbrevet som vedhæftning til A med oplysning om, at han fortsat havde gæld til X ApS, og bad ham om at bekræfte modtagelsen |
| 3. juli 2019 | A bekræftede samme dag at have modtaget mailen |
| 25. oktober 2019 | X ApS spurgte A, hvordan han havde tænkt sig at indfri lånet i henhold til gældsbrevet |
| 26. oktober 2019 | A svarede: "jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu" |
Den centrale tvist var, om A's svar i mailen af 26. oktober 2019 opfyldte betingelserne for skylderkendelse efter Forældelsesloven § 15, og dermed afbrød den 10-årige forældelsesfrist, inden den udløb den 30. november 2021.
A's synspunkt: En debitors blotte anerkendelse af at have modtaget kreditors krævebrev udgør ikke en skylderkendelse. En oplysning til kreditor om, at gælden ikke kan honoreres på det pågældende tidspunkt, er ligeledes ikke ensbetydende med en vedståelse af gælden, men alene udtryk for manglende betalingsevne. Der forelå således hverken i mailkorrespondancen af 3. juli 2019 eller af 25.-26. oktober 2019 en tilstrækkelig erkendelse, der afbrød forældelsesfristen.
X ApS' synspunkt: A's svar i mailen af 26. oktober 2019 anerkendte utvetydigt, at gælden bestod, ved at beskrive situationen som et spørgsmål om betalingsevne og ikke om betalingsvilje eller om, hvorvidt kravet overhovedet eksisterede. Formuleringen "jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu" forudsatte netop eksistensen af et lån, der skulle tilbagebetales, og udgjorde dermed en erkendelse af forpligtelsen.
Højesteret tiltrådte landsrettens resultat og begrundelse i sin helhed og stadfæstede landsrettens dom uden yderligere præmisser.
Landsretten havde lagt til grund, at A ved sit svar i mailen af 26. oktober 2019 havde erkendt sin forpligtelse på en sådan måde, at X ApS med føje fik den opfattelse, at der ikke var tvist om kravet, og at der derfor ikke var rimelig anledning til at iværksætte retsforfølgning. Betingelserne for skylderkendelse efter Forældelsesloven § 15 var således opfyldt.
Als svar – at han "ikke har mulighed for at tilbagebetale lånet nu" – indeholdt en implicit, men klar, vedståelse af gældsforholdets eksistens. Formuleringen forudsatte et bestående lån og knyttede manglende betaling til betalingsevne, ikke til en anfægtelse af kravet.
Konsekvens: Forældelsesfristen for gælden i henhold til gældsbrevet blev afbrudt den 26. oktober 2019, og en ny 10-årig forældelsesfrist begyndte at løbe fra dette tidspunkt. X ApS' krav var derfor ikke forældet, da sagen blev anlagt i 2022.
A pålægges at betale 65.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til X ApS.
