Højesteret22 tidligere statsløse personer af palæstinensisk oprindelse krævede godtgørelse og erstatning fra Udlændinge- og Integrationsministeriet for forsinket erhvervelse af dansk indfødsret, diskrimination og ulovlig indsamling af personoplysninger under sagsbehandlingen. Højesteret stadfæstede landsrettens fuldstændige frifindelse af ministeriet, men fastslog samtidig, at appellanterne ikke var afskåret fra først for Højesteret at forhøje deres påstand fra 50.000 kr. til 500.000 kr.
Sagen udsprang af et sagskompleks om statsløse personer af palæstinensisk oprindelse, hvis ansøgninger om dansk indfødsret ifølge dem selv var blevet unødigt forsinket, fordi Udlændinge- og Integrationsministeriet først i januar 2011 vejledte dem om deres rettigheder efter Statsløsekonventionen af 1961 artikel 1, stk. 2, FN's børnekonvention artikel 2 og 7 samt Den europæiske konvention om statsborgerret af 1997 artikel 4, 5 og 6, stk. 2, litra b.
Af oprindeligt 25 sagsøgere fik Part 3, Part 20 og Part 23 hver tilkendt 10.000 kr. med procesrente ved landsrettens dom. De ankede ikke, og ministeriet har opfyldt dommen over for dem. De resterende 22 — Part 1, 2, 4-19, 21, 22, 24 og 25 — ankede til Højesteret, fortsat repræsenteret af én beskikket advokat.
Ankesagen angik tre hovedspørgsmål:
For landsretten havde appellanterne nedlagt påstand om samlet betaling af 50.000 kr. Først for Højesteret nedlagde de en ny, principal påstand om 500.000 kr. til fordeling, subsidiært fastholdt de 50.000 kr.-påstanden.
Ministeriet gjorde gældende, at appellanternes passivitet over for ministeriets tilkendegivelse i duplik af 8. maj 2013 om påstandsbeløbet måtte anses for en bindende proceserklæring om at begrænse kravet til 50.000 kr., og at forhøjelsen derfor skulle afvises. Appellanterne bestred, at der forelå nogen bindende erklæring om ikke at ville forhøje kravet, og anførte, at ministeriet ikke havde haft særlig anledning til at disponere i tillid hertil.
Højesteret finder, at appellanterne ikke er afskåret fra at forhøje påstanden for Højesteret som følge af en bindende proceserklæring.
Højesteret tillod dermed realitetsbehandling af den forhøjede påstand, uanset at det indebar en tidobling af sagens økonomiske værdi.
Appellanterne anførte, at sagsbehandlingstidens længde og den mangelfulde vejledning var motiveret af diskriminerende hensyn til deres etniske og nationale oprindelse som palæstinensere. Til støtte herfor blev bl.a. henvist til:
Appellanterne gjorde gældende, at dette udgjorde nedværdigende behandling efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 og forskelsbehandling i strid med artikel 14, jf. artikel 8.
Højesteret afviste anbringenderne af de grunde, landsretten havde anført:
Der er således ikke grundlag for at fastslå, at sagsbehandlingen udgjorde nedværdigende behandling eller forskelsbehandling begrundet i etnisk oprindelse eller nationalitet.
Højesteret fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at den manglende eller ufuldstændige vejledning om de konventionssikrede rettigheder var motiveret af diskriminerende hensyn eller indebar forskelsbehandling i forhold til andre statsløse i samme periode.
Appellanterne gjorde gældende, at ministeriet under behandlingen af deres ansøgninger havde indhentet og behandlet personoplysninger uden hjemmel, herunder oplysninger om eventuelle straffe (der efter deres opfattelse gik ud over, hvad Statsløsekonventionens artikel 1, stk. 2, tillader), sprogkundskaber, familieforhold og gæld til det offentlige. For Part 21 var der herudover indhentet helbredsoplysninger, og for Part 25 oplysninger om selvforsørgelse.
Det blev anført, at dette var i strid med de dagældende regler i lov om behandling af personoplysninger §§ 5, 6 og 8 (navnlig § 5, stk. 3), jf. det bagvedliggende direktiv 95/46 artikel 6, stk. 1, litra c, og at der derfor var krav på tortgodtgørelse efter lovens § 69. Subsidiært blev anbringendet støttet på, at behandlingen udgjorde et hjemmelsløst indgreb i privatlivet efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Højesteret fandt ikke grundlag for at tilkende godtgørelse:
Højesteret finder, at der ikke er godtgjort et grundlag for at tilkende godtgørelse efter de dagældende persondataretlige regler, erstatningsansvarslovens § 26 eller Menneskerettighedskonventionens artikel 8 i anledning af myndighedernes indhentelse og behandling af oplysninger, som ikke var nødvendige i forbindelse med behandlingen af appellanternes ansøgninger om dansk indfødsret.
Ministeriet anerkendte under sagen, at der efter Højesterets tidligere dom af 20. juni 2018, U 2018.3230 H, var grundlag for at tilkende godtgørelse til de appellanter, som kunne have fået indfødsret tidligere, hvis deres ansøgninger var blevet behandlet i overensstemmelse med de internationale regler for statsløse — forudsat at kravet ikke var forældet. Ministeriet fastsatte niveauet til 10.000 kr. pr. person, med henvisning til at erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 i U 2018.3230 H ikke gav grundlag for højere beløb.
Ministeriet gjorde samtidig gældende, at det er ansøgningstidspunktet — og ikke et tidligere tidspunkt, hvor forsinkelsen angiveligt begyndte — der er afgørende for vurderingen af, om der foreligger forsinkelse, jf. samme dom. Endelig henviste ministeriet til U 2017.2929 H for, at en konstateret krænkelse i sig selv kan udgøre tilstrækkelig oprejsning uden økonomisk kompensation. Appellanterne bestred, at der forelaa nogen forældelse, og anførte, at de først havde haft anledning til at gøre krav gældende, da Statsløsekommissionen offentliggjorde sin beretning med oplysninger om et diskriminationsgrundlag — subsidiært først ved modtagelsen af deres respektive statsborgerskab.
Højesteret delte de 22 appellanter i tre grupper og nåede for alle frem til, at ministeriet skulle frifindes — dog med tre forskellige begrundelser:
| Gruppe | Appellanter | Begrundelse for frifindelse |
|---|---|---|
| Ingen forsinkelse konstateret | Part 4, 5, 6, 7, 12, 13, 21, 22, 24 | Ansøgningerne blev efter bevisførelsen behandlet uden forsinkelse i forhold til andre ansøgere — intet grundlag for godtgørelse |
| Krav forældet (afslag årevis før sagsanlæg) | Part 1, 2, 8, 25 | Kravet var forældet, jf. landsrettens begrundelse |
| Krav forældet (stiftet før indfødsret) | Part 9, 10, 11, 14, 15, 16, 17, 18, 19 | Et eventuelt krav var stiftet forud for erhvervelsen af indfødsret og var derfor forældet, jf. landsrettens begrundelse |
Derudover fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at give appellanterne medhold i kravet om erstatning for betalt ansøgningsgebyr.
Samlet stadfæstede Højesteret landsrettens dom på alle punkter. I sagsomkostninger for Højesteret skal statskassen — som følge af den beskikkede advokats fri proces for appellanterne — betale 100.000 kr. til Udlændinge- og Integrationsministeriet. Beløbet forrentes efter renteloven § 8 a fra 14 dage efter domsafsigelsen.
