Fortsat varetægtsfængsling med henblik på udsendelse og brug af dobbeltlukkede døre af hensyn til statens forhold til fremmede magter

Indledende faktum og procesforløb

Tiltalte blev anholdt ved indrejse i Danmark og idømt en straksdom for brug af et andet persons pas. Hun søgte straks efter domsafsigelsen om asyl, hvilket førte til en længerevarende asylsagsbehandling med endeligt afslag i september 2023. Herefter blev hun varetægtsfængslet med henblik på udsendelse, mens myndighederne arbejdede på at effektuere udvisningen. Tiltalte nægtede gentagne gange at medvirke frivilligt, og Udlændingestyrelsen erkendte senere, at hun var udsat for menneskehandel, hvilket medførte en refleksionsperiode med udsat udrejsefrist.

Stridens kerne: Proportionalitet og dobbeltlukkede døre

Tiltaltes påstande og anbringender:

• Den løbende varetægtsfængsling er uproportional, da den langt overstiger den idømte straf på 10 dage, og det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 6, at hele fængslingstiden ikke medregnes i proportionalitetsvurderingen.
• Da Tiltalte er anset for udsat for menneskehandel og har fået meddelt en refleksionsperiode, burde hun have været løsladt, og myndighederne skulle have anvist et opholdssted.
• Dørlukningen er i strid med offentlighedsprincippet og internationale konventioner, da der er en generel offentlig interesse i at følge rettergangen.
• Den relevante hjemsendelsesaftale er allerede offentligt kendt gennem medieomtale, hvilket fjerner grundlaget for total hemmeligholdelse, og uden kendskab til aftalens hovedpunkter kan der ikke ydes tilstrækkeligt forsvar.

Anklagemyndighedens påstande og anbringender:

• Betingelserne for varetægtsfængsling efter Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 var opfyldt, da Tiltalte nægtede at medvirke til udsendelsen, og myndighederne havde fremmet sagen med fornøden omhu.
• Fængslingen var proportional, da der var reel udsigt til effektuering inden for rimelig tid, og refleksionsperioden alene udsatte udrejsefristen uden at ophæve udvisningsbestemmelsen.
• Dørlukning under sådanne retsmøder er ikke afskåret efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, og hensynet til at beskytte statens forhold til fremmede magter vejer tungere end den begrænsede offentlige interesse i sagen.

Højesterets vurdering og begrundelse

Højesteret foretog en samlet vurdering af begge stridspunkter og tiltrådte landsrettens standpunkter. For så vidt angår varetægtsfængslingen og proportionaliteten fandt Højesteret, at betingelserne i Hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 var opfyldt, selvom frihedsberøvelsen oversteg den idømte straf. Retten lagde vægt på, at Tiltalte ikke ønskede at medvirke til udsendelsen, og at Hjemrejsestyrelsen løbende arbejdede på at effektuere hjemsendelsen med reel udsigt til gennemførelse inden for rimelig tid. Status som menneskehandlet og den tilknyttede refleksionsperiode ændrede ikke på vurderingen. Højesteret anførte:

"På den anførte baggrund tiltræder Højesteret efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, at en proportionitetsvurdering ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling af Tiltalte efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, som sket ved landsrettens kendelser af 10. november 2023 og 2. februar 2024. Det forhold, at udlændingemyndighederne havde anset Tiltalte for at have været udsat for menneskehandel, og derfor havde udsat hendes udrejsefrist, kan ikke føre til en an an den vurdering."

Med hensyn til anvendelsen af dobbeltlukkede døre tiltrådte Højesteret, at afgørende hensyn til fremmede magter krævede, at forhandlingen om dørlukning skulle foregå for lukkede døre, jf. Retsplejeloven § 29 c, stk. 1, 2. pkt.. Samtidig fandt retten, at statens forhold til fremmede magter krævede, at selve retsmøderne om varetægtsfængslingen blev afholdt for lukkede døre, jf. Retsplejeloven § 29, stk. 1, nr. 2. Højesteret afviste forsvarerens argument om, at medieomtale af aftalen fjernede behovet for hemmeligholdelse, og konkluderede:

"Det, som forsvareren har anført for Højesteret, kan ikke føre til et andet resultat."

Retten henvisede i begrundelsen til praksis om, at varetægtsfængsling efter hjemrejseloven kan opretholdes, selvom tiden overstiger den forventede straf, så længe proportionalitetshensynet respekteres og udsendelsen fremmes med fornøden omhu, jf. UfR 2020.1998 og UfR 2023.4801.

Endelig afgørelse

Højesteret stadfæster Østre Landsrets kendelser af 10. november 2023 og 2. februar 2024.

Statskassen pålægges at betale kæreomkostningerne for Højesteret.