HøjesteretT, en udenlandsk statsborger, der var udvist for pasfalsk efter straffelovens § 174, blev varetægtsfængslet efter hjemrejseloven for at sikre udsendelse. Højesteret prøvede, om den fortsatte frihedsberøvelse – også efter at T var anset som offer for menneskehandel – var proportional, og om retsmøder om fængslingen skulle afholdes for dobbeltlukkede døre af hensyn til statens forhold til fremmede magter. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser og fandt, at betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt, og at dobbeltlukkede døre var nødvendige.
T indrejste i Danmark den 18. december 2022 fra Athen under anvendelse af en anden persons ægte svenske pas. Hun blev anholdt i Københavns Lufthavn og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 174. Ved en straksdom afsagt af Københavns Byret den 19. december 2022 fik hun 10 dages fængsel og blev udvist med indrejseforbud i 6 år. Under retsmødet oplyste hun, at hun ønskede at søge asyl i Danmark.
Straks efter dommen blev hun varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 2, da hun havde ansøgt om asyl.
Under en konventionsafhøring den 18. december 2022 erklærede T, at hun ingen tilknytning havde til Danmark, og at hun ville til Sverige. Udlændingestyrelsen afslog asyl den 7. juli 2023. T klagede til Flygtningenævnet, som den 13. september 2023 stadfæstede afslaget og fastsatte udrejsefrist til straks. T begærede genoptagelse, men nævnet afslog den 7. december 2023.
Indtil afslaget var T fængslet efter hjemrejselovens § 14, stk. 2. Fra den 17. oktober 2023 blev grundlaget ændret til hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, idet der nu var tale om at sikre hendes tilstedeværelse med henblik på udsendelse.
T tilkendegav gentagne gange, at hun ikke ville medvirke til udsendelse, bl.a. under hjemrejsesamtaler den 26. september og 11. oktober 2023. Hjemrejsestyrelsen arbejdede på at effektuere udsendelsen, og den 4. december 2023 accepterede hjemlandets myndigheder en tvangsmæssig udsendelse.
Den 14. december 2023 vurderede Udlændingestyrelsen, at T havde været udsat for menneskehandel, og meddelte hende en refleksionsperiode, jf. udlændingelovens § 33, stk. 7. Udrejsefristen blev udsat til 13. januar 2024 og senere forlænget til 13. april 2024. T blev udsendt den 14. april 2024.
Byrettens behandling (17. oktober 2023)
Retten i Holbæk nægtede at lukke dørene under retsmødet, fordi anklagemyndigheden ikke havde påvist konkrete forhold om fremmede magter, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2. Byretten afviste også dobbeltlukkede døre efter retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt.. Varetægtsfængslingen blev dog forlænget til 14. november 2023 efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1.
Anklagemyndigheden kærede dørlukningsafgørelserne og begærede opsættende virkning, hvilket byretten afslog.
Landsrettens kendelse af 10. november 2023
Østre Landsret ophævede byrettens afgørelser om dørlukning og bestemte, at forhandling om dørlukning og selve retsmødet skulle have været for lukkede døre. Landsretten stadfæstede varetægtsfængslingen.
Varetægtsfængslinger efterfølgende
Varetægtsfængslingen blev forlænget ad flere omgange, herunder ved byrettens kendelse af 9. januar 2024, hvor byretten nu traf afgørelse om dobbeltlukkede døre under henvisning til landsrettens tidligere kendelser. Landsretten stadfæstede denne den 2. februar 2024.
Påstande for Højesteret
T påstod, at varetægtsfængslingen var uproportional og at dørlukning ikke var nødvendig, subsidiært kun delvis lukkede døre. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelser af 10. november 2023 og 2. februar 2024.
Grundlovens § 65, stk. 1: »I retsplejen gennemføres offentlighed i videst muligt omfang«.
Retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2: »Retten kan bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukkede døre (dørlukning), … når statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det«.
Retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt.: »Retten kan, især hvis afgørende hensyn til fremmede magter eller til sagens oplysning kræver det, ved kendelse bestemme, at også forhandling om, hvorvidt dørene skal lukkes, skal foregå for lukkede døre.«
Hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1:
En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, og når udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning ved dom.
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1: Rettergangen skal være offentlig, men der kan gøres undtagelser af bl.a. hensyn til nationale sikkerhed.
Ts anbringender
T påstod derfor, at landsrettens kendelser af 10. november 2023 og 2. februar 2024 skulle ophæves, subsidiært at retsmøderne kun skulle have været afholdt for delvis lukkede døre.
Anklagemyndighedens anbringender
Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at betingelserne i hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1 var opfyldt den 10. november 2023 og 2. februar 2024. Det blev lagt til grund, at T ikke ville medvirke til udsendelse, og at Hjemrejsestyrelsen siden Flygtningenævnets afgørelse den 13. september 2023 løbende havde arbejdet på at effektuere udsendelsen, herunder gennem samtaler med hjemlandets myndigheder. Der var reel udsigt til at gennemføre udsendelse inden for rimelig tid.
I overensstemmelse med fast retspraksis – jf. bl.a. U.2020.1998 og U.2023.4801 – kan varetægtsfængsling efter § 14, stk. 1, nr. 1 ske, selv om frihedsberøvelsen overstiger den idømte straf. Der skal dog foretages en proportionalitetsvurdering, så frihedsberøvelsen ikke udstrækkes længere end nødvendigt.
Højesteret bemærkede, at T var idømt 10 dages fængsel for pasfalsk og udvist med indrejseforbud. Allerede efter dommen blev hun varetægtsfængslet efter § 14, stk. 2, fordi hun søgte asyl. Asylsagen tog tid, og først efter Flygtningenævnets endelige afslag den 13. september 2023 og efterfølgende ændring af fængslingsgrundlaget til § 14, stk. 1, nr. 1, kunne udsendelse iværksættes. Trods Ts manglende vilje til at medvirke var der reel udsigt til udsendelse.
Om proportionaliteten udtalte Højesteret:
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, tiltræder Højesteret, at en proportionalitetsvurdering ikke var til hinder for fortsat varetægtsfængsling af T efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, som sket ved landsretten kendelser af 10. november 2023 og 2. februar 2024. Det forhold, at udlændingemyndighederne havde anset T for at have været udsat for menneskehandel, og derfor havde udsat hendes udrejsefrist, kan ikke føre til en anden vurdering.
Højesteret tiltrådte, at hensynet til fremmede magter krævede både dobbeltlukkede døre under forhandling om dørlukning, jf. , og lukkede døre under selve retsmødet, jf. .
Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser af 10. november 2023 og 2. februar 2024 om både varetægtsfængsling og dobbeltlukkede døre. Statskassen betalte sagens omkostninger for Højesteret.
Efter de foreliggende oplysninger tiltræder Højesteret, at afgørende hensyn til fremmede magter krævede, at forhandling om, hvorvidt dørene skulle lukkes under retsmøderne, skulle foregå for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 c, stk. 1, 2. pkt. Det tiltrædes endvidere, at det under hensyn til statens forhold til fremmede magter blev besluttet, at retsmøderne om varetægtsfængsling af T skulle behandles for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 1, nr. 2.
Retten fandt, at det, forsvareren havde anført om medieomtale og de tidligere Højesteretskendelser, ikke kunne føre til et andet resultat. Sagen adskilte sig fra U.2024.297 og U.2024.384, fordi der her ikke var en betydelig offentlig interesse, og fordi fortrolighed omkring hjemsendelsesaftalen var afgørende for at beskytte statens forhold til den pågældende fremmede magt.
