HøjesteretHøjesteret frifandt Tesla Motors Denmark for at betale værdien af ikke-modnede Restricted Stock Units og aktieoptioner til to tidligere medarbejdere, A og B, efter deres opsigelse i 2021. Tvisten koncentrerede sig om, hvorvidt tildelingerne i 2019 og 2020 under en ældre incitamentsplan (2010 Plan) var omfattet af den nye aftalefrihed eller den tidligere ufravigelige § 5 i aktieoptionsloven. Højesteret fastslog, at en rammeplan ikke i sig selv er en bindende »ordning«, og at aftalefriheden derfor fandt anvendelse – medarbejderne fik dog hver 2.500 kr. i godtgørelse for manglende arbejdsgivererklæring.
A og B blev ansat i Tesla Motors Denmark ApS (et selskab i Tesla-koncernen med moderselskabet Tesla, Inc.) henholdsvis den 5. september 2016 og den 1. august 2016. Begge var funktionærer og blev opsagt af arbejdsgiveren i maj 2021. De fratrådte ved udgangen af september 2021.
Under ansættelsen fik A og B tildelt følgende aktierettigheder:
| Part | Tildelingsdato | Type | Antal / Værdi ved fratræden |
|---|---|---|---|
| A | 22. januar 2019 | Restricted Stock Units (RSU) | 6 stk. (værdi 123.718,18 kr. samlet) |
| B | 22. januar 2019 | Aktieoptioner | 27 stk. (værdi 293.748,52 kr. samlet) |
| A | 21. september 2020 | Aktieoptioner | 47 stk. |
| B | 21. september 2020 | Aktieoptioner |
| 47 stk. |
Tildelingerne var reguleret af individuelle aftaler, som henviste til henholdsvis Tesla, Inc.’s 2010 Equity Incentive Plan (2010 Planen) og 2019 Equity Incentive Plan (2019 Planen). I samtlige tildelingsaftaler var det bestemt, at rettigheder, der ikke var modnet (vested) på tidspunktet for ansættelsesforholdets ophør, ville bortfalde. For eksempel fremgår det af A’s Restricted Stock Unit Agreement:
In the event Participant ceases to be a Service Provider for any or no reason before Participant vests in the Restricted Stock Units, the Restricted Stock Units and Participant’s right to acquire any Shares hereunder will immediately terminate.
På fratrædelsestidspunktet i september 2021 var en del af rettighederne endnu ikke modnet. A’s ikke-modnede RSU’er og optioner havde en opgjort værdi på 123.718,18 kr., mens B’s ikke-modnede optioner var 293.748,52 kr. værd.
Aktieoptionsloven (lov om brug af køberet eller tegningsret til aktier m.v. i ansættelsesforhold) fandt anvendelse på ordninger eller aftaler, der gav en lønmodtager ret til senere køb eller tegning af aktier/anparter, jf. § 1.
Før 2019 fastslog § 5 (nu ophævet), at ved arbejdsgivers opsigelse bevarede lønmodtageren retten til uudnyttede tildelte købe- eller tegningsrettigheder, som om ansættelsen fortsatte. Bestemmelsen var ufravigelig til ugunst for lønmodtageren, jf. § 8.
Ved lov nr. 1524 af 18. december 2018 (i kraft 1. januar 2019) blev § 5 ophævet for at indføre aftalefrihed – nu kunne parterne aftale vilkår om bortfald af endnu ikke modnede rettigheder ved fratræden. Ændringslovens § 2 bestemte, at loven fandt anvendelse for »ordninger, der etableres efter lovens ikrafttræden«; ordninger etableret før 1. januar 2019 »løber videre, indtil de eventuelt ændres«.
Forarbejderne til ændringsloven understregede, at der ikke var tale om at udvide lovens anvendelsesområde, og at det afgørende er, hvad der er en ordning i § 1's forstand.
A og B gjorde gældende, at tildelingerne i januar 2019 og september 2020 var sket under en »ordning« (2010 Planen), der var etableret før lovændringen, og at de derfor var beskyttet af den dagældende § 5. De anførte endvidere, at 2019 Planen reelt var en videreførelse af 2010 Planen uden væsentlige forskelle, så heller ikke tildelingerne i 2020 kunne anses for en ny ordning. Derfor var vilkåret om bortfald af ikke-modnede rettigheder ugyldigt.
Tesla Motors Denmark påstod frifindelse med henvisning til, at bindende tilsagn først blev givet ved de enkelte tildelingsaftaler i 2019 og 2020, og at disse dermed var omfattet af den udvidede aftalefrihed efter lovændringen.
Højesteret læste overgangsbestemmelsens ord »ordninger« i lyset af § 1, der definerer lovens anvendelsesområde. Efter § 1 er det afgørende, at arbejdsgiveren har afgivet et aftaleretligt bindende løfte om lønmodtagerens ret til senere at købe eller tegne aktier. Som det udtrykkes i dommen:
Det afgørende for, om den ændrede aktieoptionslovs udvidede aftalefrihed finder anvendelse, er således, hvornår arbejdsgiveren har givet et aftaleretligt bindende løfte om lønmodtagerens ret til på et senere tidspunkt at købe eller tegne aktier eller anparter.
En generel incitamentsplan (som 2010 Planen eller 2019 Planen), der alene fastlægger rammerne for mulige tildelinger, udgør ikke i sig selv et bindende løfte til den enkelte medarbejder. Planerne er derfor ikke »ordninger« omfattet af § 1.
Da A og B først opnåede rettigheder ved de individuelle tildelingsaftaler af 22. januar 2019 og 21. september 2020, var det disse aftaler – og ikke de overordnede planer – der indeholdt de bindende løfter. Følgelig er der ikke tale om »ordninger« etableret før 1. januar 2019. Det er uden betydning, om 2019 Planen materielt svarer til 2010 Planen. Dommen fastslår klart:
Hverken 2010 Planen eller 2019 Planen er »ordninger« omfattet af aktieoptionslovens § 1. Planerne fastlægger rammerne for tildeling af bl.a. køb og tegning af aktier, men planerne indeholder ikke et bindende løfte fra Tesla, Inc. om tildeling af købe- eller tegningsrettigheder, som den enkelte lønmodtager i Tesla-koncernen kan støtte ret på.
Derfor er vilkåret om bortfald af ikke-modnede RSU’er og optioner ved fratræden gyldigt, og Tesla frifindes for hovedkravet.
Tesla havde ubestridt ikke udleveret den særskilte skriftlige erklæring, som kræves efter § 3. Højesteret tilkendte derfor både A og B en godtgørelse efter § 7 og udmålte den i overensstemmelse med de principper, der følger af UfR 2011.805 H om godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Godtgørelsen blev fastsat til 2.500 kr. til hver.
Tesla Motors Denmark skal betale 2.500 kr. i godtgørelse til A og 2.500 kr. til B, begge med procesrente fra 1. juli 2022. Hovedkravet om betaling for de ikke-modnede aktierettigheder tages ikke til følge.
I sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten skal A betale 15.000 kr. og B 25.000 kr. til Tesla. For Højesteret dækker statskassen (på grund af fri proces) omkostningerne med 62.000 kr. til Tesla. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a og forfalder 14 dage efter dommens afsigelse.
