HøjesteretHøjesteret har i denne sag afgjort, om Gældsstyrelsen skal foretage en fornyet dagbladsforkyndelse efter Skatteinddrivelsesloven § 9, stk. 1, før der kan foretages et nyt udlæg, når et tidligere udlæg er blevet delvist ophævet af fogedretten på grund af processuelle fejl.
Sagen drejer sig om gyldigheden af en udlægsforretning foretaget den 19. september 2024. Baggrunden er et førstegangsudlæg af 17. juni 2024 for ca. 106.000 kr. i skattemæssige restancer, som fogedretten delvist ophævede den 9. september 2024. Ophævelsen skyldtes, at vejledningen i tilsigelsen om konsekvenserne ved udeblivelse var mangelfuld. Gældsstyrelsen iværksatte herefter en ny udlægsforretning den 19. september 2024 baseret på en dagbladsforkyndelse fra den 27. august 2024 og en individuel tilsigelse modtaget den 17. september 2024. Fogedretten og landsretten fandt forretningen ugyldig, idet de fastholdt, at bekendtgørelsen den 27. august ikke kunne erstattede individuel forkyndelse for krav, der allerede var dækket af det første udlæg, og at 7-dages fristen i Retsplejeloven § 485, stk. 1 derfor ikke var overholdt.
Gældsstyrelsen gjorde gældende, at når forkyndelse først er sket via dagblade, kræves der ingen fornyet forkyndelse selvom et konkret udlæg ophæves. Kravene genindtræder under inddrivelse med tilbagevirkende kraft.
Indkærede argumenterede for, at en tidligere forkyndelse ikke uden videre kan genanvendes efter en ophævelse, og at skyldneren skal sikres reel adgang til kontradiktion via en ny forkyndelse.
Højesteret afviser både fogedrettens og landsrettens fortolkning. Ifølge Højesteret følger det af Skatteinddrivelsesloven § 9, stk. 1, at det er tilstrækkeligt, at der forud for inddrivelsen er sket dagbladsforkyndelse. Der findes intet grundlag i lovens ordlyd eller forarbejder for, at der skal ske fornyet dagbladsforkyndelse blot fordi et tidligere udlæg er ophævet af processuelle grunde. Tværtimod fastslår retten, at det efter Retsplejeloven § 493, stk. 3, 3. pkt. kun kræves en ny meddelelse om tid og sted for senere udlægsforretninger vedrørende samme krav, ikke en fornyet forkyndelse.
Da kravene var omfattet af dagbladsforkyndelserne i henholdsvis april og august 2024, og Indkærede modtog en individuel tilsigelse den 17. september 2024, var reglerne i Retsplejeloven § 494, stk. 1 overholdt. Skyldneren kunne ikke have nogen berettiget forventning om, at inddrivelsen ville ophøre permanent på grund af et processuelt fejlbehæftet udlæg.
Afgørelse: Højesteret ophæver fogedrettens kendelse og hjemviser sagen til fogedretten med henblik på, at udlægsforretningen fremmes. Ingen af parterne skal betale kæremålsomkostninger til hinanden for landsretten eller Højesteret.
