HøjesteretHøjesteret afsagde dom den 20. december 2023 i sag BS-19139/2023-HJR om beskatning af private sælgerkreditter, der uretmæssigt var aktiveret i virksomhedsordningen. Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighederne kunne anse udlånene for hævet og dermed beskatteligt udtaget i de tidligst mulige indkomstår inden for den ordinære genoptagelsesfrist, selvom lånene oprindeligt var stiftet flere år tidligere. Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og gav Skatteministeriet medhold.
Appellanterne (A, B og boet efter C) drev landbrugsvirksomhed under virksomhedsskatteloven. I forbindelse med overdragelse af virksomhedsdele til deres børn (H, G og E) blev der ydet betydelige private udlån, som fejlagtigt blev medtaget som tilgodehavender i virksomhedsordningerne. For Højesteret var der enighed om, at disse private udlån aldrig kunne indgå som erhvervsmæssige aktiver i ordningen.
| Kreditor | Debitor (Barn) | Låneår | Oprindeligt beløb | Rettelsesår |
|---|---|---|---|---|
| C | H | 2001 | 1.340.892 kr. | 2012 |
| C | G | 2008 | Ca. 6,9 mio. kr. | 2012 |
| A & B | E | 2011/2012 | Ca. 6,3 mio. kr. | 2013 |
Striden koncentrerede sig udelukkende om den tidsmæssige afgrænsning af beskatningen. Skattemyndighederne havde besluttet at anse udlånene for hævet over hæverækkefølgen i hhv. 2012 (for C) og 2013 (for A og B), som de tidligste indkomstår inden for den ordinære genoptagelsesfrist.
Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom af 17. marts 2023 (BS-38385/2019-OLR) og gav Skatteministeriet fuldt medhold i, at sælgerkreditterne skal anses for hævet i 2012 og 2013.
Vedrørende sagsomkostninger lagde Højesteret vægt på, at myndighedernes manglende tidligere indgriben ikke kunne lægges til last af appellanterne. Henset til sagens principielle karakter og vidererækkende betydning for tolkningen af genoptagelsesfrister i virksomhedsordningen, ophævede Højesteret omkostningsvurderingen.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.
