HøjesteretSagen vedrørte en anmodning om henvisning af en civil retssag mod Skatteministeriet til landsretten som 1. instans. Sagsøgeren argumenterede for, at sagen rejste et principielt spørgsmål om fortolkningen af reglerne om beskatning af aktionærlån, mens Skatteministeriet og de lavere instanser mente, at sagen i høj grad beroede på konkrete bevismæssige vurderinger.
Sagsøgeren var blevet beskattet af betydelige beløb som aktie- og kapitalindkomst for indkomstårene 2013 og 2014 efter Ligningslovens § 16e. Hovedspørgsmålet i den underliggende sag var, om væsentlige vilkårsændringer i et eksisterende aktionærlån, optaget før 2012, medførte, at lånet skulle anses for indfriet og stiftet på ny, og om et sådant "nyt" lån dermed skulle beskattes efter de skærpede regler i Ligningslovens § 16e og Ligningslovens § 16a.
Sagsøgeren anmodede Retten i Herning om henvisning til landsretten som 1. instans under henvisning til Retsplejelovens § 226, stk. 1. Byretten imødekom anmodningen under henvisning til sagens principielle karakter. Skatteministeriet kærede afgørelsen til Vestre Landsret, som omstødte byrettens beslutning. Landsretten fandt, at sagens udfald i det væsentlige ville bero på en konkret bevismæssig vurdering af lånevilkårene, og betingelserne for henvisning derfor ikke var opfyldt.
Højesteret stadfæstede Vestre Landsrets kendelse og afviste dermed anmodningen om henvisning til landsretten. Retten lagde til grund, at selvom sagen rejser et principielt spørgsmål om fortolkningen af Ligningslovens § 16e, kunne den ikke på det foreliggende grundlag antages at have den fornødne generelle betydning for retsanvendelsen, retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. Sagen skal derfor fortsætte ved Retten i Herning som 1. instans. Ingen af parterne skal betale kæreomkostninger for Højesteret.
