HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om et afslag på erstatning fra statskassen efter retsplejelovens § 320 er en "afgørelse om omkostninger" og dermed undergivet de beløbsmæssige kærebegrænsninger i § 584 a, der krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet ved beløb under 20.000 kr. Sagen udsprang af en fogedsag, hvor Fjordvænget 8 ApS' advokat forgæves mødte til et retsmøde, fordi fogedretten ikke havde indkaldt modparten A personligt. Højesteret stadfæstede landsrettens afvisning og fastslog, at såvel en afgørelse om at tilkende erstatning som en afgørelse om ikke at tilkende erstatning efter § 320 er omfattet af kærebegrænsningen i § 584 a, stk. 1.
Fjordvænget 8 ApS (advokat Henrik Skoglund) havde anmodet Fogedretten i Nykøbing Falster om at få udleveret et køretøj af A og B. Sagen blev indledt i oktober 2023.
Under et retsmøde den 6. oktober 2023 besluttede fogedretten at udsætte sagen og beramme et nyt retsmøde til den 14. november 2023, da det fandtes nødvendigt, at A afgav forklaring.
Ved det nye retsmøde mødte Fjordvænget 8 ved sin advokat. A mødte imidlertid ikke personligt, men gav møde ved B pr. fuldmagt. Af retsbogen fremgik, at fogedretten ved en fejl ikke havde indkaldt A til personligt fremmøde. Advokaten anmodede derfor om, at omkostningerne ved det forgæves møde blev dækket af statskassen efter retsplejelovens § 320.
Ved kendelse af 10. januar 2024 nægtede fogedretten at fremme udleveringssagen og bestemte samtidig, at der ikke var grundlag for at tilkende erstatning efter § 320. Fogedretten begrundede afslaget således:
Henset til sagens karakter og omfang samt det forhold, at Fjordvænget 8 ApS' advokat ved det seneste retsmøde i stedet mødte pr. telefon finder fogedretten, at der ikke er grundlag for at tilkende Fjordvænget 8 ApS erstatning efter retsplejelovens § 320.
Fjordvænget 8 kærede fogedrettens beslutning til Østre Landsret med påstand om, at statskassen skulle betale 6.000 kr.
Landsretten afviste kæren ved kendelse af 7. februar 2024 med henvisning til, at der var tale om en afgørelse om sagsomkostninger, og at kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet som krævet efter retsplejelovens § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ikke forelå. Landsretten udtalte bl.a.:
Efter en naturlig forståelse af ordlyden i retsplejelovens § 584 a, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt i øvrigt med den sammenhæng, som retsplejelovens § 320 indgår i, at fogedrettens afgørelse i den foreliggende sag er omfattet af kærebegrænsningsreglen. Den omstændighed, at fogedrettens afgørelse vedrører sagsomkostninger, der påstås betalt af statskassen, kan ikke føre til et andet resultat.
Fjordvænget 8 ApS nedlagde principal påstand om, at statskassen skulle betale 6.000 kr., subsidiært at landsrettens kendelse skulle ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling ved landsretten.
Selskabet gjorde gældende, at en afgørelse efter § 320 er en procesledende beslutning og ikke en omkostningsafgørelse, og at kære derfor ikke krævede tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Højesteret indledte med at redegøre for retsgrundlaget. Den dagældende § 584 a, stk. 1, 1. pkt., fastsatte, at fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 20.000 kr., kunne kæres særskilt. 2. pkt. bestemte, at afgørelser, hvorved det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, tillige kunne kæres særskilt, hvis der var spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 20.000 kr. Efter stk. 2 kunne Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til kære af afgørelser, der efter stk. 1 ikke kunne påkæres, hvis særlige grunde talte derfor.
§ 320, der er placeret i retsplejelovens kapitel 30 om sagsomkostninger, bestemmer:
Retten kan bestemme, at statskassen skal erstatte udgifter, som en part uden egen skyld er blevet påført som følge af, at sagen helt eller delvist har måttet gå om eller ikke har kunnet behandles.
Højesteret tog udgangspunkt i formålet med kærebegrænsningsreglen, som er at aflaste landsretterne for småsager. Under henvisning til dette formål samt ordlyden af § 584 a, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med ordlyden af § 320 og de øvrige bestemmelser i kapitel 30, fandt retten, at en afgørelse efter § 320 om, at statskassen skal erstatte en parts udgifter, er en "afgørelse om omkostninger". Som en konsekvens heraf fandt Højesteret, at en afgørelse om, at statskassen ikke skal erstatte udgifterne, er omfattet af stk. 1, 2. pkt.
Da kæren til landsretten angik et beløb på 6.000 kr., og der ikke forelå kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet, tiltrådte Højesteret, at landsretten med rette havde afvist kæren.
Landsrettens kendelse om afvisning af kæren stadfæstes.
