HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en byretsdom for vold skulle ophæves og hjemvises som følge af utilstrækkelig tolkning, efter at landsretten havde afbrudt hovedforhandlingen på grund af mangelfuld oversættelse fra den samme somaliske tolk, der også havde medvirket i byretten. Højesteret fastslog principielt, at utilstrækkelig kvalificeret tolkning som udgangspunkt skaber en formodning for, at tolkningen kan have haft betydning for sagens udfald, men fandt konkret ikke grundlag for ophævelse og stadfæstede landsrettens kendelse.
Ved Retten på Frederiksbergs dom af 8. november 2024 blev Tiltalte dømt for vold efter straffeloven § 244, stk. 1 ved i 2023 at have revet forurettede i venstre arm og slået hende én gang i hovedet. Straffen blev fastsat til fængsel i 20 dage, gjort betinget med en prøvetid på 1 år.
Hovedforhandlingen i byretten blev gennemført den 28. oktober 2024, hvor Tiltalte afgav forklaring under anvendelse af somalisk tolk. Der blev tillige afgivet forklaring af tre vidner, herunder Tiltaltes ene søn.
Tiltalte ankede den 12. november 2024 dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og skiftede forsvarer for landsretten.
Ved hovedforhandlingen i Østre Landsret den 5. september 2025 medvirkede den samme tolk som i byretten. Tiltalte og tolken bekræftede indledningsvis over for retsformanden, at de forstod hinanden sprogligt.
Under retsmødet opstod der tvivl om tolkningens fuldstændighed:
Landsretten fandt det betænkeligt at fremme hovedforhandlingen under anvendelse af tolken og udtalte:
"Den medvirkende tolk har - uanset hans tilkendegivelser om det modsatte - også hos landsretten efterladt det klare indtryk, at han under hovedforhandlingen ikke har foretaget fuldstændig oversættelse af tekstpassager."
Forsvareren nedlagde herefter påstand om, at byrettens dom skulle ophæves og sagen hjemvises til byretten, subsidiært at ankesagen blev udsat på berammelse af ny hovedforhandling med en anden tolk. Anklagemyndigheden påstod sagen fremmet med udsættelse til ny hovedforhandling med en anden tolk.
Landsretten afslog at ophæve byrettens dom. Efter retsplejeloven § 925, stk. 1 medfører tilsidesættelse eller forkert anvendelse af regler for sagens behandling ikke ophævelse af en anket dom, medmindre det må antages, at overholdelse af reglen kunne have medført et andet udfald.
Landsretten lagde vægt på, at Tiltalte indledningsvis havde bekræftet at forstå tolken sprogligt, og at der ikke forelå oplysninger om sproglige problemer under byretssagen. Landsretten fandt derfor, at tolkningen i byretten ikke kunne antages at have været af en sådan beskaffenhed, at en anden tolk kunne have medført et andet resultat. Sagen blev udsat på berammelse af ny hovedforhandling i landsretten med en anden tolk.
Tiltalte anførte navnlig, at der ikke skete fuldt kvalificeret tolkning i overensstemmelse med retsplejeloven § 149. Både kvaliteten og omfanget af tolkningen i landsretten skabte en formodning for, at problemerne også forelå i byretten. Det kunne ikke lægges til grund, at tolken var uddannet translatør, og der forelå ingen oplysninger om hans kvalifikationer. Tiltaltes søn, der taler både dansk og somali, havde konstateret flere alvorlige fejl. Ophævelse og hjemvisning skulle ske, når der var sket tilsidesættelse af centrale retssikkerhedsmæssige garantier, og en utilstrækkelig tolkning i byretten kunne ikke afhjælpes ved fornyet behandling i landsretten uden at komme i strid med to-instans-princippet.
Anklagemyndigheden anførte navnlig, at tolkebistanden i byretten ikke havde været af en karakter, hvor anvendelse af en anden tolk kunne have medført et andet resultat. Der var tale om en ukompliceret voldssag med få vidner, hvor Tiltalte afgav en detaljeret og forståelig forklaring, og hvor domfældelsen byggede på dansktalende vidneforklaringer, fotos og en politiattest. Den utilstrækkelige tolkebistand i landsretten vedrørte alene ufuldstændig oversættelse af tekstpassager fra byretsdommen. Der var derfor ikke sket en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e, og en eventuel mangel ville under alle omstændigheder blive genoprettet ved landsrettens fornyede behandling med en ny tolk.
Højesteret fastslog, at retten til tolkebistand efter retsplejeloven § 149 er en væsentlig straffeprocessuel retssikkerhedsgaranti, der som led i en retfærdig rettergang skal sikre, at tiltalte forsvarligt kan varetage sine interesser, jf. også Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra e.
Højesteret opstillede herefter et principielt udgangspunkt:
"Højesteret finder derfor, at utilstrækkelig kvalificeret tolkning som udgangspunkt skaber en formodning for, at tolkningen kan have haft betydning for sagens udfald."
Konkret fandt Højesteret dog ikke grundlag for ophævelse. Selv om tolken under landsrettens behandling havde efterladt det klare indtryk, at han ikke foretog fuldstændig oversættelse af tekstpassager, havde Tiltalte i begyndelsen af retsmødet i landsretten bekræftet, at han og tolken forstod hinanden sprogligt. Der forelå heller ikke oplysninger om sproglige problemer under byretssagen eller om, at tolkebistanden i øvrigt var utilstrækkelig for byretten.
"Højesteret finder herefter, at der ikke er skabt en sådan tvivl om kvaliteten af tolkningen i byretten, at byrettens dom skal ophæves."
Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelse, hvorefter sagen ikke hjemvises til byretten, men fortsætter i landsretten med berammelse af ny hovedforhandling med en anden tolk. Statskassen skal betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
