HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en 24-årig mand, der ved byretten var idømt 2 års fængsel for voldtægt, kunne forblive varetægtsfængslet i knap 15 måneder frem til landsrettens dom i august 2025. Med stemmerne 3-2 stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse om varetægtsfængsling indtil dom, men med en klar opfordring til at fremrykke sagen.
T, født i 2000 og syrisk statsborger, blev den 30. maj 2024 ved Retten i Svendborg fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. til dels § 225. Dommen fastslog, at T den 25. januar 2023 om aftenen havde gennemført vaginalt samleje og fingerede hende under overvindelse af hendes fysiske modstand:
T trak hendes bukser og trusser ned, trods hun forsøgte at holde dem oppe, mens hun med benene forsøgte at skubbe ham væk, hvorefter han førte to fingre ind i hendes skede og bevægede dem, hvorefter han førte sit lem ind i hendes skede og gennemførte samleje i flere minutter, alt selv om hun flere gange sagde stop.
Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år, og T blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at forurettede var 17 år, og at overgrebet skete i hendes eget hjem under både verbal og fysisk modstand.
Efter domsafsigelsen blev T varetægtsfængslet efter reglerne om retshåndhævelsesarrest, jf. retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 769, stk. 1.
T ankede byrettens dom med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og anklagemyndigheden kontraankede den 13. juni 2024 med påstand om skærpelse. Samtidig anmodede anklagemyndigheden om, at T forblev varetægtsfængslet under ankesagen, jf. retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 767, stk. 2.
Østre Landsret stadfæstede den 4. juni 2024 byrettens kendelse om varetægtsfængsling. Den 26. juni 2024 berammede landsretten hovedforhandlingen til den 27. og 28. august 2025. Efter en ny kendelse af 28. juni 2024 bestemte landsretten, at T skulle forblive varetægtsfængslet indtil dom, med følgende begrundelse:
Da tiltalte ved byrettens dom er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. til dels § 225, er kravet om særligt bestyrket mistanke opfyldt. Tiltalte er ved dommen idømt en straf af fængsel i 2 år samt udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig, og efter oplysningerne om forholdenes grovhed finder landsretten, at hensynet til retshåndhævelsen kræver, at tiltalte ikke er på fri fod. Betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, er derfor opfyldt.
Herefter, og da fortsat varetægtsfængsling indtil dom, jf. lovens § 767, stk. 2, ikke er i strid med de proportionalitethensyn, som er nævnt i lovens § 762, stk. 3.
Både forsvarer og anklagemyndighed anmodede i juli 2024 om en tidligere berammelse, men landsretten svarede den 23. juli 2024, at det ikke var muligt at fremrykke sagen, men at man løbende ville holde øje med mulighederne.
T's påstand var løsladelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse.
T's anbringender
Anklagemyndighedens anbringender
Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1 kan en sigtet varetægtsfængsles, når der foreligger særlig bestyrket mistanke om en lovovertrædelse med strafferamme på fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Bestemmelsen suppleres af § 762, stk. 3, hvorefter varetægtsfængsling ikke kan anvendes, hvis frihedsberøvelsen står i misforhold til forstyrrelsen af sigtedes forhold, sagens betydning og den forventede retsfølge.
Højesteret har i fast praksis uddybet disse betingelser:
Tre dommere – Hanne Schmidt, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen – tiltrådte landsrettens begrundelse og fandt betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1 opfyldt.
Flertallet lagde vægt på:
Det bemærkes, at retsplejelovens § 768 a om længstefrister for varetægtsfængsling og forarbejderne hertil ikke angår fængsling under ankesager. Efter en fældende dom i byretten er der et stærkere grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen indtil dom i ankesagen – dog fortsat efter en konkret vurdering, herunder af proportionaliteten.
Flertallet understregede samtidig rettens pligt til at fremme sagen og opfordrede kraftigt landsretten til at undersøge alle muligheder for at fremrykke hovedforhandlingen.
Dommerne Rikke Foersom og Søren Højgaard Mørup mente, at landsrettens kendelse burde ændres til en 4-ugers frist for varetægtsfængslingen.
Mindretallet anerkendte, at betingelserne i § 762, stk. 2, nr. 1 var opfyldt – også på nuværende tidspunkt. Men de fandt, at hensynet til retshåndhævelsen svækkes over tid, og at dette måtte indgå i afvejningen, jf. forarbejderne til retsplejelovens § 768 a (Folketingstidende 2007-08, 2. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 78, s. 2952). De citerede også betænkning nr. 728/1974, s. 25, om, at indgrebet afvejes mod forstyrrelsen for sigtede.
Ved afvejningen lagde mindretallet desuden vægt på:
Vi finder, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at hensynet til retshåndhævelsen kræver, at T skal være varetægtsfængslet frem til den 28. august 2025.
Mindretallet stemte derfor for at fastsætte en 4-ugers frist, så landsretten kunne genvurdere berammelsen eller forholdene.
Efter afstemning stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse af 28. juni 2024. T forbliver dermed varetægtsfængslet indtil dom i ankesagen, forventeligt den 28. august 2025.
Samtidig tilkendegav retten samlet, at landsretten bør vurdere alle muligheder for at fremrykke hovedforhandlingen.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
