HøjesteretHøjesteret har i denne sag afklaret fortolkningen af den såkaldte rimelighedsregel i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 4. En kvinde, der udviklede Complex Regional Pain Syndrome (CRPS) efter behandling for et inficeret kattebid, fik medhold i kravet om at forløbet anerkendes som en erstatningsberettiget patientskade.
Sagsøgeren (A) blev den 29. maj 2017 bidt i hånden af en kat. Hun modtog antibiotikabehandling hos egen læge og på skadestuen, men da infektionen vedvarede, blev hun indlagt og fik intravenøs behandling. Pga. mistanke om infektion langs strækkesenen blev hun opereret to gange i juni 2017. Trods succesfuld bekæmpelse af infektionen, udviklede A tegn på CRPS (refleksdystrofi), hvilket i januar 2019 blev diagnosticeret som en kronisk smertetilstand med muskelsvind og betydelig funktionsnedsættelse. Ankenævnet for Patienterstatningen og landsretten afviste oprindeligt erstatning.
Retslægerådet fastslog, at årsagen til CRPS er ukendt, men at tilstanden forudsætter et udløsende traume. Rådet vurderede, at det var mere end 50 % sandsynligt, at A's CRPS var udløst af en kombination af selve kattebiddet og den efterfølgende medicinske og kirurgiske behandling. Det var samtidig usandsynligt, at hun ville have udviklet CRPS alene som følge af biddet. Sandsynligheden for at udvikle CRPS i en sag som denne blev estimeret til at være under 2 %.
Højesteret skulle vurdere, om skaden var »mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed må tåle«.
Flertallet (4 dommere) lagde vægt på, at vurderingen af komplikationens relative alvor skal ses i forhold til de normale, forventelige følger af den nødvendige behandling. Selvom et ubehandlet kattebid potentielt kan medføre sepsis og død, er selve behandlingen (antibiotika og mindre kirurgi) i denne sag ukompliceret og banal. Det fandtes derfor urimeligt, at patienten skulle tåle en invaliderende og sjælden komplikation som CRPS, når den normale behandling har minimale forventelige risici.
Mindretallet (1 dommer, Lars Apostoli) argumenterede for, at udgangspunktet for tålegrænsen skal være farligheden ved den ubehandlede grundsygdom. Da infektionen ubehandlet var livsfarlig, mente mindretallet, at patienten skulle acceptere selv sjældne og alvorlige komplikationer af den nødvendige behandling.
Højesteret ændrede landsrettens dom i favør af sagsøgeren på grundlag af flertallets begrundelse.
