HøjesteretHøjesteret skulle tage stilling til, om Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) var afskåret fra at imødekomme en anmodning om forskud på erstatning for erhvervsevnetab i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 3, fordi den tilskadekomne modtog ledighedsydelse og dermed var omfattet af den midlertidige ordning i § 17 a. Spørgsmålet opstod i sagen om den tidligere polititjenestemand A, der havde fået anerkendt PTSD som en arbejdsskade og som i perioder modtog ledighedsydelse efter visitation til fleksjob. Højesteret fastslog, at AES ikke var afskåret fra at yde forskud, idet hverken ordlyd eller forarbejder til § 17 a gav grundlag for at indskrænke den generelle forskudsbestemmelse, og sagen blev hjemvist til realitetsbehandling.
A var polititjenestemand fra 1984 til 2011, hvor han blev afskediget på grund af helbredsmæssig utjenestdygtighed. Den 13. juli 2011 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) As posttraumatiske stresssyndrom (PTSD) som en arbejdsskade. I 2012 blev han visiteret til fleksjob af Greve Kommune.
A modtog i perioder ledighedsydelse. I juli 2018 og marts 2019 anmodede han AES om at fastsætte sit sikre erhvervsevnetab til mindst 15 % og udbetale et forskud på erstatning for erhvervsevnetab som et kapitalbeløb, jf. den dagældende arbejdsskadesikringslov § 16, stk. 3.
Ved afgørelser af 31. juli 2018 og 27. juni 2019 afslog AES anmodningerne med henvisning til, at § 17 a, stk. 4, ikke gav mulighed for at fastsætte et sikkert tab af erhvervsevne for personer, der aktuelt modtager ledighedsydelse.
Den 31. august 2022 traf AES endelig afgørelse om, at A havde et erhvervsevnetab på 50 %, og efterfølgende udbetalte AES et kapitaliseret engangsbeløb på 501.839 kr. A overgik i maj 2023 på ny til ledighedsydelse, og sagen om erhvervsevnetab var fortsat under behandling.
Den dagældende arbejdsskadesikringslov § 16, stk. 3 (nu § 16, stk. 6) fastsætter:
Forskud på erstatning for bl.a. tab af erhvervsevne kan udbetales i tiden inden den endelige afgørelse.
Bestemmelsen blev indsat som led i lov nr. 142 af 25. marts 1987. Forarbejderne angiver, at den giver den skadelidte mulighed for at opnå ydelser (forskudsudbetaling), selv om erstatningsspørgsmålet endnu ikke er endeligt afgjort, og at forskud kan udbetales, når skaden er anerkendt, og det skønnes sandsynligt, at der tilkendes erstatning.
Den dagældende § 17 a (indsat ved lov nr. 73 af 16. november 2005 og ændret ved lov nr. 1380 af 23. december 2012) regulerer fastsættelsen af erhvervsevnetab for personer i fleksjob. Stk. 3 (efter ændring stk. 4, 1. pkt.) bestemmer:
Når en tilskadekommen, der er visiteret til fleksjob, modtager ledighedsydelse, træffer Arbejdsmarkedets Erhvervssikring midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne.
Lov nr. 493 af 12. juni 1996 indførte hjemmel til midlertidige afgørelser. I forarbejderne hertil præciseres det, at praksis med midlertidige erstatninger ikke har sammenhæng med forskud på erstatning, der kan ydes inden for det beløb, som styrelsen skønner, der under alle omstændigheder vil blive tilkendt.
Spørgsmålet i sagen var, om den dagældende § 16, stk. 3, som en generel regel gav hjemmel til at yde forskud på erstatning for erhvervsevnetab også i tilfælde, hvor den tilskadekomne modtager ledighedsydelse, eller om § 17 a som lex specialis udelukkede denne mulighed. AES havde fortolket § 17 a således, at der først kunne træffes endelig afgørelse om erhvervsevnetabet, når den tilskadekomne overgik til fleksjob eller lignende, og at der indtil da ikke kunne ske forskudsudbetaling.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring gjorde gældende:
Ordlyden af den dagældende § 17 a, stk. 3, var klar og udgør lex specialis og lex posterior i forhold til forskudsbestemmelsen. Der kræves derfor klare holdepunkter for at fravige en ordlydsfortolkning, og sådanne foreligger ikke.
En ordlydsfortolkning fører ikke til utilsigtede økonomiske konsekvenser. A modtog fuld løbende erstatningsydelse under ledighedsydelse, og et forskud ville blot reducere de fremtidige ydelser.
Forarbejderne til lov nr. 1388 af 21. december 2005, der indførte § 17 a, giver ikke støtte for en anden fortolkning.
Midlertidige afgørelser og forskudsafgørelser er to forskellige institutter, og forarbejderne til 1996-loven bekræfter, at der ikke er sammenhæng mellem dem.
AES var derfor afskåret fra at træffe nogen afgørelse om forskud, og der forelå derfor ikke tilsidesættelse af pligtmæssigt skøn.
Politiforbundet (mandatar for A) anførte:
Hverken ordlyd eller forarbejder til § 17 a giver støtte for, at § 16, stk. 3, ikke finder anvendelse, når den tilskadekomne modtager ledighedsydelse. En sådan undtagelse ville kræve udtrykkelig lovhjemmel.
Selv under ledighedsydelse kan en del af erhvervsevnetabet anses for sikkert og dermed danne grundlag for et forskud. At nægte dette ville gøre forskudsreglen illusorisk i disse situationer.
Da AES slet ikke foretog en individuel vurdering, var afgørelserne om afslag ugyldige, fordi der var anlagt en forkert retlig forståelse og dermed ikke udøvet et pligtmæssigt skøn.
Højesteret indledte med at fastslå, at § 16, stk. 3, efter sin ordlyd og forarbejder også omfatter en situation, hvor den tilskadekomne aktuelt modtager ledighedsydelse:
Højesteret finder, at arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 3, om forskudsudbetaling efter sin ordlyd og forarbejder også omfatter en situation som den foreliggende, hvor den tilskadekomne aktuelt modtager ledighedsydelse.
Vedrørende § 17 a bemærkede Højesteret, at § 17 a, stk. 3, pålægger AES at træffe midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne, når den tilskadekomne modtager ledighedsydelse. Efterfølgende ændring (stk. 4, 1. pkt.) ændrede ikke på dette.
Herefter konstaterede retten:
Der er hverken i disse bestemmelser ordlyd eller forarbejder holdepunkter for, at arbejdsskadesikringslovens § 16, stk. 3, ikke kan anvendes i en situation, hvor den tilskadekomne modtager ledighedsydelse.
Højesteret fremhævede desuden, at forarbejderne til 1996-loven om midlertidige afgørelser netop adskiller midlertidige afgørelser og forskud, idet det hedder, "at praksis med midlertidige erstatninger ikke har sammenhæng med forskud på erstatning, der kan ydes inden for det beløb, som Arbejdsskadestyrelsen skønner, der under alle omstændigheder vil blive tilkendt".
På denne baggrund konkluderede retten:
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er efter den dagældende arbejdsskadessikringslovs § 16, stk. 3, sammenholdt med lovens § 17 a ikke afskåret fra at træffe afgørelse om at udbetales forskud på erstatning for erhvervsevnetab i en situation som den foreliggende, hvor den tilskadekomne på tidspunktet for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse modtager ledighedsydelse.
Da AES slet ikke havde realitetsbehandlet As anmodninger, men alene afviste dem under henvisning til § 17 a, fandt Højesteret det rigtigst at hjemvise sagen.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, således at sagen hjemvises til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring med henblik på stillingtagen til As anmodninger om forskudsudbetaling på erstatning for erhvervsevnetab.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 50.000 kr. til Politiforbundet som mandatar for A. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a og skal betales inden 14 dage.
