HøjesteretHøjesteret behandlede en sag, hvor T2 var tiltalt for voldtægt af F2 efter straffelovens § 216, stk. 1, ved at have gennemført samleje med hende, mens hun sov. Ifølge lægelige oplysninger befandt T2 sig i en tilstand af sexsomnia og var utilregnelig, jf. . Hovedspørgsmålet var, om en handling udført under søvn kan tilregnes gerningspersonen som forsætlig. Højesteret fandt, at en seksuel handling foretaget i sovende tilstand ikke kan anses for forsætlig, og stadfæstede derfor frifindelsen; dog ophævedes landsrettens frifindelse for tortgodtgørelse.
Tiltalte: T2, repræsenteret af advokat Martin Andersen.
Forurettede: F2, der under sagen havde fremsat krav om godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 og erstatning for psykologudgifter efter erstatningsansvarslovens § 16.
Anklagemyndigheden: Førte straffesagen mod T2.
F2 havde lagt sig til at sove i samme seng som T2. Mens hun var i søvn, gennemførte T2 et samleje med hende. Det blev lagt til grund, at F2 på grund af søvnen var ude af stand til at modsætte sig handlingen.
Efter lægelige udtalelser, herunder fra søvnklinikken på Rigshospitalet, lagde landsretten til grund:
Det blev slået fast, at den objektive gerningsbeskrivelse i voldtægtsbestemmelsen var opfyldt.
Retten i Holbæk frifandt T2 under henvisning til utilregnelighed og manglende forsæt.
Østre Landsret anerkendte, at det objektive gerningsindhold var realiseret, men frifandt ligeledes med følgende begrundelse:
Landsretten lagde vægt på bl.a., at T2, som ubestridt sov, da han realiserede gerningsindholdet i voldtægtsbestemmelsen, ikke havde nogen form for bevidsthed om, hvad han foretog sig. Dette stod i modsætning til en sindssyg gerningsmand, som er ved bevidsthed, når den objektivt set strafbare handling begås, om end med en ufuldstændig bevidsthedsmæssig opfattelse.
Landsretten fandt derfor, at T2 ikke havde handlet med forsæt.
Anklagemyndigheden påstod domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1 og fastsættelse af foranstaltning efter § 68, således at T2 skulle undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse, jf. § 68 a, stk. 2.
Der blev navnlig argumenteret med, at T2 handlede med forsæt, fordi den objektive gerning – samleje med en sovende kvinde – hos en normal person ville anses for forsætlig voldtægt. Anklagemyndigheden henviste til UfR 2018.491 H, hvor Højesteret havde fastslået, at man ved vurderingen af forsæt hos en utilregnelig person skal se på, om den objektive handling klart bærer præg af at kunne tilregnes en normal person som forsætlig, uanset den pågældendes manglende forståelse.
Endvidere fandt anklagemyndigheden, at foranstaltningen var nødvendig for at forebygge nye lovovertrædelser, især på baggrund af sagens karakter.
T2 påstod principalt afvisning af anken, da den reelt angik bevisbedømmelsen, subsidiært frifindelse.
Han gjorde gældende, at han ikke havde handlet med forsæt, fordi han sov under episoden. Selv om han objektivt set var utilregnelig, var situationen en anden end i UfR 2018.491 H, fordi den pågældende dér havde været vågen under voldsudøvelsen. En sovende person har ingen bevidsthed om sine handlinger og kan derfor ikke have forsæt i strafferetlig forstand.
Såfremt Højesteret måtte finde, at der forelå forsæt, gjorde T2 gældende, at der ikke var grundlag for en foranstaltning efter straffelovens § 68, bl.a. fordi han havde gode personlige forhold og fortsat fulgte rådene fra søvnklinikken.
Sagen rejste spørgsmål om følgende lovbestemmelser:
Højesteret tog udgangspunkt i landsrettens bevisresultat: at T2 objektivt set havde begået den i tiltalen beskrevne handling, men at han på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand af sexsomnia, der måtte sidestilles med sindssygdom, og at han var utilregnelig, jf. straffelovens § 16, stk. 1.
Det afgørende for Højesteret var, at T2 sov under den seksuelle handling. Højesteret udtalte:
Højesteret finder på det således foreliggende grundlag, at den seksuelle handling ikke kan tilregnes T2 som forsætlig.
Højesteret lagde herved vægt på den grundlæggende forskel mellem en sovende person, der ingen som helst bevidsthed har om sine handlinger, og en sindssyg, men vågen person, der – selv med en forvrænget opfattelse af virkeligheden – dog har en vis bevidsthed. Situationen var derfor væsensforskellig fra den, der forelå i UfR 2018.491 H.
Forsæt er en ufravigelig betingelse for domfældelse efter straffelovens § 216. Da T2 ikke havde handlet forsætligt, kunne han ikke kendes skyldig i voldtægt. Højesteret stadfæstede derfor landsrettens frifindelse for tiltalen.
Spørgsmålet om eventuel foranstaltning efter § 68 bortfaldt herefter.
Forurettede F2 havde gentaget sit krav om tortgodtgørelse og erstatning for Højesteret. Eftersom Højesteret fastholdt frifindelsen for voldtægt alene på grund af manglende forsæt – og ikke fordi den objektive handling ikke var sket – opstod spørgsmålet, om kravet kunne påkendes i straffesagen.
Højesteret henviste til retsplejelovens § 992, stk. 1 og mente, at det ville være mest hensigtsmæssigt at undlade at tage stilling til kravet i den konkrete straffesag. Bestemmelsen om frifindelse for tortgodtgørelse i landsrettens dom blev derfor ophævet.
Dette indebærer, at kravet ikke er endeligt afgjort, og at F2 har mulighed for at forfølge det civilt.
Højesteret afsagde følgende dom:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bestemmelsen om frifindelse for tortgodtgørelse ophæves.
Statskassen pålagdes at betale sagens omkostninger for Højesteret.
