HøjesteretHøjesteret frifinder en tiltalt for voldtægt efter , idet han på gerningstidspunktet befandt sig i en sovende tilstand som følge af den neurologiske lidelse sexsomnia. Sagen rejser det centrale spørgsmål om en seksuel handling udført uden bevidsthed og vilje i søvne kan tilregnes som forsætlig under den objektiverede forsætsbedømmelse for utilregnelige personer. Højesteret fastslår, at totalt fravær af bevidsthed udelukker strafferetligt forsæt, og afsiger frifindelseskendelse.
Den 22. august 2018 kl. 05.00 blev Forurettede1 vækket af, at Tiltalte1 udøvede oralsex på hende, mens hun sov. Københavns Byret og Østre Landsret fandt begge det bevist, at den objektive gerningsdel var realiseret. Begge instanser lagde til grund, at Tiltalte1 led af sexsomnia, og at han på tidspunktet befandt sig i en tilstand, der ligestilles med sindssygdom efter Straffeloven § 16, stk. 1. De tidligere retter fandt, at den objektive gerning klart bar præg af forsæt, og idømte derfor ambulant psykiatrisk behandling efter Straffeloven § 68 uden længstetid efter Straffeloven § 68 a, stk. 2. Landsretten nedsatte tortgodtgørelsen til 15.000 kr., hvorimod en dommer dissenterede og stemte for frifindelse på grund af utilstrækkeligt bevis for gerningsindholdet.
Anklagemyndigheden og de tidligere instanser fastholdt, at den objektiverede forsætsbedømmelse for personer omfattet af straffrihedsbestemmelsen kræver kun, at handlingen objektivt set bærer præg af forsætlighed for en normal gerningsperson. Manglende bevidsthed eller målbevidsthed hos den utilregnelige kan ikke lægges til grund, så længe den seksuelle karakter af handlingen er klar. Denne tilgang hviler på principperne udtalt i UfR 2018.491 H.
Tiltalte gjorde derimod gældende, at en handling udført i en sovende tilstand ved sexsomnia er præget af totalt fravær af bevidsthed og vilje. En sådan handling er umuligt at tilregne som forsætlig, men må klassificeres som utilsigtet eller hændelig. Den objektiverede bedømmelse kan efter tiltaltes opfattelse ikke omgås den nødvendige viljesmanifestation, der er kendetegnet ved strafferetligt forsæt.
Højesteret lagde til grund, at Retslægerådet og landsretten havde fastslået med overvejende sandsynlighed, at Tiltalte1 befandt sig i en sovende tilstand på grund af sexsomnia, og at denne tilstand ligestilles med sindssygdom. Spørgsmålet blev herefter, om den objektive test for forsæt ved utilregnelighed kan pålægges handlinger uden bevidsthed.
Højesteret fremhævede, at selv en objektiveret bedømmelse ikke kan tillægge en person forsæt for handlinger, der er fuldstændig uden vilje og bevidsthedsmæssig opfattelse. Retten fandt på det foreliggende grundlag:
... den seksuelle handling ikke kan tilregnes Tiltalte1 som forsætlig.
Højesteret understregede, at en sovende tilstand ved sexsomnia medfører et sådant fravær af vilje og bevidsthed, at handlingen ikke kan opfylde kravet om strafferetligt forsæt. Manglende forsæt medfører frifindelse, uafhængigt af den utilregnelige status. Da Tiltalte1 frifindes for straffeforholdet, foreligger der intet grundlag for at vurdere erstatningspåstanden i medfør af Retsplejeloven § 992, stk. 1, og landsrettens bestemmelse om tortgodtgørelse ophæves.
Højesteret ophæver de tidligere instaners domme vedrørende straffeforholdet og erstatningspåstanden. Rettens kendelse lyder:
Højesteret frifinder Tiltalte I og ophæver landsrettens bestemmelse om tortgodtgørelse.
Statskassen har til opgave at dække sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret. Tiltalte1 er herefter frifundet uden pådømmelse af straf eller behandlingsforanstaltning.
