HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om et forsikringsselskab havde adgang til regres og tilbagebetaling over for en forsikringstager, der havde undladt at oplyse, at hans datter var fast bruger af bilen. A havde tegnet ansvars- og kaskoforsikring hos Alm. Brand Forsikring, men oplyste ikke om datterens brug. Ved to uheld, hvor datteren var fører, udbetalte selskabet erstatning, men krævede efterfølgende regres og tilbagebetaling under henvisning til forsikringsaftalelovens § 7, jf. § 6. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og gav selskabet medhold, idet retten fandt, at A havde handlet groft uagtsomt, og at selskabet efter almindelige forsikringsretlige principper kunne gøre regres og kræve tilbagebetaling.
A (appellant), advokat Rasmus Nilsson Børresen
Alm. Brand Forsikring A/S (indstævnte), advokat Michael Rosenkilde-Hansen
Sagen blev behandlet af fem højesteretsdommere: Michael Rekling, Oliver Talevski, Kurt Rasmussen, Ole Hasselgaard og Søren Højgaard Mørup.
A tegnede i august 2018 en ansvars- og kaskoforsikring for en personbil hos Alm. Brand Forsikring A/S. A anmodede telefonisk om forsikringen, og selskabet fremsendte policen den 16. oktober 2018. På policen var A anført som ejer og eneste bruger, og det fremgik, at præmien var beregnet på grundlag af, at den faktiske bruger var den samme som den registrerede bruger eller dennes ægtefælle eller samlever. Endvidere var det oplyst, at erstatningen kunne nedsættes eller bortfalde, hvis det ved en skade viste sig, at den faktiske bruger var en anden end forudsat.
As datter, B, var fast bruger af bilen. Dette var ikke oplyst til selskabet.
B var som fører involveret i to færdselsuheld:
Alm. Brand udbetalte erstatning til tredjemand for ansvarsskaden samt til A for begge kaskoskader. Efterfølgende rejste selskabet krav om regres og tilbagebetaling over for A under henvisning til, at han havde givet urigtige risikooplysninger ved aftalens indgåelse ved ikke at oplyse om Bs brug af bilen.
Københavns Byret afsagde dom den 21. oktober 2021 (BS-23201/2020-KBH), og Østre Landsrets 18. afdeling afsagde dom den 22. december 2022 (BS-40530/2021-OLR). Landsretten gav Alm. Brand medhold i, at selskabet kunne nedsætte dækningen efter forsikringsaftalelovens regler og gøre regres og kræve tilbagebetaling. A ankede til Højesteret, som behandlede sagen skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Hovedpunkterne i parternes argumentation var:
A nedlagde påstand om, at Alm. Brand Forsikring A/S skal anerkende at være forpligtet til at yde dækning af de anmeldte skader med reduktion af selvrisikoen på 6.202 kr. pr. skade.
A anførte navnlig:
Alm. Brand Forsikring A/S påstod stadfæstelse af landsrettens dom.
Selskabet anførte navnlig:
Højesteret redegjorde for de relevante bestemmelser:
Forsikringsaftaleloven § 6, stk. 1:
Har forsikringstageren, uden at forholdet omfattes af § 4 eller § 5, givet urigtig oplysning, er forsikringsselskabet fri for ansvar, hvis selskabet kan antages ikke at ville have overtaget forsikringen, om det rette forhold havde været oplyst.
Hvis det må antages, at selskabet ville have overtaget forsikringen, men på andre vilkår, hæfter selskabet i det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have forpligtet sig (pro rata).
§ 7:
Har forsikringstageren undladt at give oplysning, har dette ingen indflydelse på selskabets ansvar, medmindre han burde være klar over, at den ikke oplyste omstændighed var af betydning for selskabet, og hans forhold kan tilregnes ham som grov uagtsomhed. I så fald anses han, som om han havde givet urigtig oplysning, jf. § 6.
Højesteret bemærkede, at § 6 og § 7 er udfyldende regler, der gælder, hvis ikke andet er aftalt, jf. lovens § 3 og § 10. Det er derfor ikke en forudsætning for, at selskabet kan påberåbe sig begrænsninger i hæftelsen, at selskabet har taget forbehold i forsikringsaftalen.
Har en aftale mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren om, at selskabet skal have regres mod den, der efter lovens § 104 er ansvarlig for skaden, når forsikringsbegivenheden er fremkaldt af den ansvarlige ved uagtsomhed, kun retsvirkning, hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved en uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed.
Højesteret redegjorde for forarbejderne (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, lovforslag nr. L 7, sp. 333, og betænkning nr. 1036/1985, s. 116), hvorefter bestemmelsen alene angår aftaler om regres, hvor regressen er begrundet i den ansvarliges forhold med hensyn til fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, og at den ikke tilsigter at begrænse adgangen til efter almindelige forsikringsprincipper at søge regres mod den sikrede på grundlag af bl.a. urigtige risikooplysninger.
Højesteret gennemgik tvistens elementer og konkluderede som følger.
Højesteret tiltrådte landsrettens begrundelse for, at B var fast bruger af bilen. Der var således intet belæg for at anfægte dette forhold.
Højesteret lagde til grund, at A ikke havde oplyst selskabet om Bs brug ved aftalens indgåelse. Retten fandt, at denne omstændighed var af betydning for selskabets risikovurdering, og at A burde have været klar over dette. Herefter fandt Højesteret, at As forhold måtte tilregnes ham som groft uagtsomt. Han skulle derfor efter § 7 anses, som om han havde givet urigtig oplysning, jf. § 6.
Idet A måtte anses for at have givet urigtige oplysninger, og selskabet antageligt ville have tilbudt forsikring på andre vilkår, fandt Højesteret, at betingelserne i § 6 for at opgøre erstatningerne ud fra pro rata-beregninger var opfyldt. Den beløbsmæssige opgørelse var ubestridt.
Højesteret udtalte, at det følger af almindelige forsikringsretlige principper, at et forsikringsselskab i denne situation som udgangspunkt kan gøre regres og kræve tilbagebetaling hos forsikringstageren. Selskabet havde derfor grundlag for at rejse regreskrav vedrørende ansvarsskaden og tilbagebetalingskrav vedrørende kaskoskaderne. Det var uden betydning, at forsikringsbetingelsernes pkt. 1.7 ikke specifikt nævnte denne type regres.
Højesteret tiltrådte, at færdselslovens § 108, stk. 2 efter ordlyd og forarbejder er uden betydning for selskabets adgang til regres og tilbagebetaling i anledning af urigtige risikooplysninger. Bestemmelsen regulerer alene regres begrundet i den ansvarliges forhold ved fremkaldelse af forsikringsbegivenheden.
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 20.000 kr. til Alm. Brand Forsikring A/S inden 14 dage med procesrente efter rentelovens § 8 a.
