HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en udvisning af en statsløs palæstinensisk kvinde, der var dømt for forsøg på vold mod en ansat under en psykiatrisk indlæggelse samt hærværk, var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Retten fandt, at udvisning hverken var nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse eller proportional, og ophævede derfor udvisningen, idet der i stedet blev tildelt en advarsel.
T, en nu 28‑årig statsløs palæstinenser, kom til Danmark som 18‑årig i september 2014 og har opholdt sig her siden. Hun fik afslag på opholdstilladelse, men har ikke kunnet udsendes til Algeriet, da den algeriske ambassade ikke har villet udstede de fornødne dokumenter.
Under en indlæggelse på en psykiatrisk akutmodtagelse i marts 2020 opstod to episoder:
Ved landsrettens dom af 19. marts 2024 (S‑2889‑23) blev T idømt 14 dages betinget fængsel samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 4 år. Retten i Roskilde havde tidligere den 11. oktober 2023 (18F‑9547/2022) næet til samme resultat. Sagen verserede herefter for Højesteret efter Ts anke.
Ts påstande T påstod frifindelse, subsidiært stadfæstelse af straffen og frifindelse for udvisning, subsidiært tildeling af en advarsel om udvisning.
Anklagemyndighedens påstande Anklagemyndigheden påstod skærpelse af straffen og stadfæstelse af udvisningen, men med et indrejseforbud på 6 år.
Ts anbringender T gjorde navnlig gældende:
Anklagemyndighedens anbringender Anklagemyndigheden anførte navnlig:
Højesteret tiltrådte, at straffen blev fastsat til fængsel i 14 dage betinget. Retten lagde vægt på, at voldsforsøget fandt sted under en indlæggelse på en psykiatrisk akutmodtagelse, midt under en fastholdelse af personalet, og at sagen havde trukket ud uden at kunne bebrejdes T. Betingelsen blev fastsat med en prøvetid på 1 år.
Udvisning af T kræver hjemmel i udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 26, stk. 2, medmindre det med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Spørgsmålet var, om udvisningen ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Højesteret anførte:
Udvisning af T vil være et indgreb i hendes ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Efter stk. 2 kan ingen offentlig myndighed gøre indgreb i retten til privatliv, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. at forebygge uro eller forbrydelse.
Retten henviste til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, navnlig Maslov mod Østrig (dom af 23. juni 2008, sag nr. 1638/03), præmisserne 68‑70, som opstiller en række kriterier for proportionalitetsafvejning. I denne sag så retten på:
Vedrørende kriminaliteten fremhævede Højesteret:
T er som nævnt straffet med betinget fængsel i 14 dage for forsøg på vold efter straffelovens § 119, stk. 1, ved i marts 2020 at have forsøgt at bide en ansat på en psykiatrisk akutmodtagelse i armen i forbindelse med, at hun blev fastholdt af personalet. Hun blev desuden dømt for hærværk ved to dage efter at have knust to ruder på akutmodtagelsen. Hun har hverken før eller siden begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet.
Om Ts personlige forhold konstaterede retten:
Efter de foreliggende oplysninger om Ts personlige forhold skriver og taler hun dansk. Hun har gennemført HF og er i gang med at uddanne sig til maskinmester. Hun har haft arbejde som tjener og været i forskellige praktikforløb. Hun er ugift, men har en kæreste, som hun ikke bor sammen med. Hendes bror og tvillingesøster opholder sig her i landet som asylansøgere, og en del af hendes mors søskende og deres familier bor i Danmark.
På baggrund af de konkrete omstændigheder ved den foreliggende kriminalitet sammenholdt med, at T hverken før eller siden havde begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet, fandt Højesteret:
Efter de konkrete omstændigheder ved den foreliggende kriminalitet sammenholdt med, at hun hverken før eller siden har begået kriminalitet af betydning for udvisningsspørgsmålet, finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at hun fremover vil begå alvorlig kriminalitet.
Retten konkluderede herefter:
Højesteret finder herefter, at udvisning af T ikke kan anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse og ikke vil være proportional i forhold til at opnå dette formål.
Derfor var betingelserne i udlændingelovens § 24 ikke opfyldt, og T skulle i stedet tildeles en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom med den ændring, at T blev tildelt en advarsel om udvisning i medfør af udlændingelovens § 24 b. Straffen på 14 dages betinget fængsel med 1 års prøvetid blev således opretholdt, men udvisningen bortfaldt. Statskassen skulle betale sagens omkostninger for landsretten og Højesteret.
