HøjesteretSagen vedrører en statsløs palæstinenser, der blev dømt for forsøg på vold mod en tjenestemand og hærværk under indlæggelse på en psykiatrisk akutmodtagelse i marts 2020. Højesteret behandlede anke mod domme fra Retten i Roskilde og Østre Landsret, der havde idømt tiltalte 14 dages betinget fængsel og udvisning med 4 års indrejseforbud. Hovedspørgsmålet i Højesteret var, om udvisningen var proportional med hensyn til tiltaltes tilknytning til Danmark, manglende mulighed for udsendelse og recidivrisiko, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.
Tiltalte er statsløs palæstinenser, født i februar 1996, og indrejste i Danmark som 18-årig i september 2014 som asylansøger sammen med sin tvillingesøster og ældre bror. Trods flere afslag på opholdstilladelse og asyl har hun aldrig opnået lovligt ophold jf. Udlændingeloven § 27. Udsendelse til Algeriet, hvor hun er opvokset og hvor hendes forældre bor, har ikke været mulig, da den algeriske ambassade nægter at udstede de formødne rejsedokumenter.
I Danmark har tiltalte tilknyttet sig samfundet betydeligt:
Retspsykiatrisk undersøgelse afslørede en personlighedsforstyrrelse og psykisk skrøbelighed, men hun blev ikke fundet sindsyg på gerningstidspunktet eller ved dommen. Hun indtager regelmæssigt antipsykotisk og beroligende medicin, hvilket har forbedret hendes funktionsevnevæsentligt.
Tiltalte blev stillet til ansvar for to forhold begået under indlæggelse på en psykiatrisk akutmodtagelse i marts 2020:
Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fuldbyrdelsesstraf eller betinget fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 6 år. Tiltalte nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, og frifindelse for udvisningen med tildeling af en advarsel i stedet.
Sagen har været behandlet i tre instanser. Retten i Roskilde fandt tiltalte skyldig og idømte hende 14 dages betinget fængsel samt udvisning med 4 års indrejseforbud. Østre Landsret stadfæstede dommen med et flertal på 5 mod 1, hvor den enkelte dommer mente, udvisningen strid mod internationale forpligtelser.
| Dato | Instans | Kendelse |
|---|---|---|
| 11. oktober 2023 | Retten i Roskilde | Skyldig i begge forhold. 14 dages betinget fængsel. Udvisning + 4 års indrejseforbud. |
| 19. marts 2024 | Østre Landsret | Dom stadfæstet (5:1 på udvisningen). |
| 18. december 2024 | Højesteret | Skyld og straf stadfæstet. Udvisning ophævet. Advarsel tildelt. |
I Højesteret blev følgende stridspunkter drøftet:
Højesteret fastslog, at den konkrete bevisbedømmelse ikke kan efterprøves jf. Retsplejeloven § 912 og Retsplejeloven § 933, hvorfor skyldspørgsmålet ikke blev omtvistet yderligere.
Retten tiltrådte byrettens og landsrettens straffudmåling. Episoden fandt sted under psykiatrisk indlæggelse, hvor tiltalte blev fastholdt af personalet, og der skete ingen fysisk skade på forurettede. Der blev lagt særlig vægt på den lange sagsbehandlingstid, som ikke berod på tiltaltes forhold.
Retten konkluderede, at en betinget straf med prøvetid på et år var formålstjenlig under de konkrete omstændigheder, og frifandt tiltalte ikke for skyldpåstanden. Straffen på 14 dages betinget fængsel blev anset for at være i overensstemmelse med forholdenes karakter og den tilskyndende baggrund.
Udvisningsspørgsmålet blev afgørende for Højesterets behandling. Ifølge Udlændingeloven § 26, stk. 2 skal en udlænding udvises, medmindre det med sikkerhed strider mod internationale forpligtelser. Udvisning udgør et indgreb i retten til privatliv jf. EMRK artikel 8, stk. 1, og skal efter stk. 2 være nødvendigt og proportionalt for at forebygge uro eller forbrydelse.
Højesteret anvendte Maslov-kriterierne til proportionalitetsafvejningen og vægtede følgende:
Højesteret finder herefter, at udvisning af Tiltalte ikke kan anses for nødvendig for at forebygge uro eller forbrydelse og ikke vil være proportional i forhold til at opnå dette formål.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom for så vidt angår skyldspørgsmålet og den idømte straf på 14 dages betinget fængsel. Udvisningspåstanden blev imidlertid frakendt betydning, da udvisningen blev fundet urimelig og disproportionalt. Tiltalte frifindes derfor for påstanden om udvisning og tildeles i stedet en advarsel jf. Udlændingeloven § 24 b. Statskassen bærer omkostningerne for landsretten og Højesteret.
Sagen er kendt som AM2024.12.18H og understreger, at selv ved manglende lovligt ophold skal en udvisning vejes strengt mod den enkeltes faktiske tilknytning til samfundet, manglende udsendelsesmulighed og konkrete recidivrisiko, før den kan anses for nødvendig og proportional under EMRK artikel 8.
