Højesterets afgørelse om fordeling af omkostninger ved isoleret bevisoptagelse mellem flere skønsindstævnte

Påstande og beløb

Kærende, HB Trapper A/S, nedlagde påstand om, at landsrettens kendelse ændres, så HB Trapper ikke skal betale noget beløb til B. Subsidiært bad HB Trapper om ophævelse og hjemvisning til fornyet behandling med henblik på indbyrdes fordeling af omkostningerne.

De indkærede, Dreier & Co. Nyborg A/S, TTS ApS, A og B, påstod stadfæstelse. B nedlagde subsidiært påstand om ny fordeling af omkostningerne mellem de skønsindstævnte.

Omkostningerne i skønssagen blev af byretten og landsretten fastsat til 220.000 kr., hvori var inkluderet skønsmandsudgifter, retsafgift og voldgiftsudgifter. Landsretten fordelte beløbet ligeligt, så hver af de fire skønsindstævnte skulle betale 55.000 kr. til B.

I Højesteret blev der desuden afsagt kendelse om sagsomkostninger for selve Højesteretssagen.

Retsgrundlag

Afgørelsen bygger primært på:

Retsplejeloven § 343, stk. 3, hvorefter retten træffer bestemmelse om betaling af omkostninger ved bevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen skal retten ved omkostningsfastsættelsen inddrage, hvilken part der har fået medhold i forhold til resultatet af bevisførelsen.

Højesteret henviser endvidere til sin tidligere kendelse af 11. januar 2019 (UfR 2019.1247), hvori det fastslås, at det kan pålægges en skønsindstævnt at betale omkostninger, hvis bevisoptagelsen støtter, at der er begået fagfejl, og det ikke kan udelukkes, at rekvirenten kan gøre krav gældende mod den pågældende.

Stridspunkter

HB Trapper A/S gjorde gældende:

• Skønserklæringerne påviser, at korrosionen skyldes vandnedsivning mellem fuger/mørtel og vanger/trin samt trappens design.
• HB Trapper har ikke udført fugning, og har ikke fastlagt design eller projektering.
• Et eventuelt krav mod HB Trapper er forældet jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1, jf. § 21, stk. 4, og B har ikke anlagt retssag inden forældelsesfrists udløb.
• Derfor kan det udelukkes, at der er retligt grundlag for krav mod HB Trapper, og de bør ikke pålægges omkostninger.
• Såfremt HB Trapper alligevel skal betale, bør omkostningerne fordeles forholdsmæssigt efter antallet af spørgsmål relateret til hver part.

B imødegik dette ved at gøre gældende:

• Skønsmandens besvarelser støtter, at der er begået fagfejl vedrørende trappen.
• Det kan ikke udelukkes, at B kunne få medhold i et erstatningskrav mod HB Trapper.
• Derfor skal HB Trapper betale sin andel af omkostningerne.

De øvrige skønsindstævnte stod inde for landsrettens afgørelse om ligelig fordeling.

Højesterets begrundelse

Tre dommere (Michael Rekling, Kurt Rasmussen og Ole Hasselgaard) utdalte:

I en sag som den foreliggende finder vi, at det kan pålægges en skønsindstævnt at betale omkostninger ved en isoleret bevisoptagelse, hvis bevisoptagelsen støtter, at der er begået fagfejl, og det efter det i øvrigt foreliggende ikke kan udelukkes, at skønsrekvirenten som følge heraf kan gøre krav gældende mod den skønsindstævnte, jf. Højesterets kendelse af 11. januar 2019 (UfR 2019.1247).

Formålet med den isolerede bevisoptagelse var at få belyst, om der var begået fagfejl bl.a. med hensyn til den omhandlede trappe, og vi finder ligesom byretten og landsretten, at resultatet af det gennemførte syn og skøn må anses for at støtte Bs synspunkter om, at der er begået fagfejl vedrørende trappen. Endvidere finder vi, at det ikke kan udelukkes, at B som følge heraf kan gøre krav gældende mod HB Trapper.

Flertallet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens ligelige fordeling af omkostningerne og stadfæstede derfor kendelsen.

To dommere (Poul Dahl Jensen og Søren Højgaard Mørup) var af den opfattelse:

Vi finder, at der i forholdet mellem B og HB Trapper må ses på, om der ved skønserklæringerne er fremkommet oplysninger, der støtter, at den udvendige trappe på Bs ejendom er behæftet med mangler, som HB Trapper kan gøres ansvarlig for.

Efter oplysningerne i skønserklæringerne om, hvad der er eller kan være årsag til manglerne, fremstår det imidlertid som usikkert, om manglerne skyldes fagfejl begået af HB Trapper. Vi finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at B har fået medhold i skønsforretningen i forholdet til HB Trapper.

Mindretallet fandt derfor, at HB Trapper ikke skulle betale omkostninger til B.

Dissens

Højesteret var delt i et flertal på tre dommere og et mindretal på to dommere.

• Flertallet fastholdt, at skønserklæringerne støttede påstande om fagfejl vedrørende trappen, og at det ikke kunne udelukkes, at B kunne gøre et erstatningskrav gældende mod HB Trapper. Derfor skulle HB Trapper bidrage til omkostningerne, og den eksisterende ligelige fordeling skulle opretholdes.
• Mindretallet fandt det usikkert, om de konstaterede mangler reelt skyldtes fagfejl begået af HB Trapper, idet årsagerne blandt andet kunne være fugningsarbejde og designvalg, som HB Trapper ikke havde udført eller fastlagt. Mindretallet mente derfor ikke, at B havde fået medhold i forhold til HB Trapper, og at HB Trapper ikke skulle betale omkostninger.

Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse i det hele.

Der blev desuden afsagt kendelse om sagsomkostninger for Højesteretssagen:

HB Trapper A/S skal betale de ovennævnte beløb inden 14 dage. Beløbene forrentes efter rentelovens § 8 a.