HøjesteretHøjesteret har i to sammenlagte sager afsagt principiel dom om samspillet mellem vikarloven og funktionærloven samt om, hvornår en vikarudsendelse er 'midlertidig' i vikarlovens forstand. A var i 3½ år udsendt til Boeing, mens B og C i ca. 2 år var udsendt til Siemens – alle via vikarbureauet Flair Group A/S (tidligere Adecco A/S). Udfaldene er diametralt modsatte: As udsendelse fandtes ikke midlertidig og er dermed omfattet af funktionærloven, mens B's og C's udsendelser var midlertidige og reguleret af vikarloven, hvis ligebehandlingsaspekter herefter henhører under Arbejdsrettens enekompetence.
A, B og C blev ved tidsbegrænsede ansættelseskontrakter ansat hos vikarbureauet Adecco A/S (nu Flair Group A/S) og derefter udsendt til brugervirksomheder.
| Vikar | Brugervirksomhed | Funktion | Periode | Forlængelser |
|---|---|---|---|---|
| A | The Boeing Company | Supply chain analyst | 1. dec. 2016 – 31. juli 2020 (3 år 8 mdr.) | 4 gange |
| B | Siemens Wind Power A/S | It-supporter | 11. sep. 2017 – 30. sep. 2019 (ca. 2 år) | 7 gange |
| C | Siemens Wind Power A/S | It-supporter | 11. sep. 2017 – 30. sep. 2019 (ca. 2 år) | 7 gange |
Alle tre var under udsendelserne dækket af HK-Funktionæroverenskomsten (Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK/Privat og HK Handel), som Flair Group har tiltrådt.
Sagerne rejste to principielle spørgsmål:
Funktionærlovens § 1, stk. 2 kræver, at den pågældende "indtager en tjenestestilling, således at han er undergivet arbejdsgiverens instruktioner". Det er kendetegnende for vikarer under vikarloven, at:
Grundreglen: Højesteret fastslår – i overensstemmelse med forarbejderne til vikarloven og Højesterets dom af 5. september 1997 (UfR 1997.1495 H) – at vikarer, der er omfattet af vikarloven, ikke kan anses for funktionærer. I forhold til vikarbureauet er de ikke i en tjenestestilling, og delegationen af instruktionsbeføjelsen er saglig og efterlader ikke vikaren uden retsbeskyttelse, jf. vikarlovens ligebehandlingsprincip. Over for brugervirksomheden er vikaren ikke ansat hos denne og indtager heller ikke en tjenestestilling dér.
Den vigtige undtagelse: Hvis en udsendelse ikke kan anses for midlertidig – og dermed falder uden for vikarlovens anvendelsesområde – befinder lønmodtageren sig i en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet og er da omfattet af Funktionærloven § 1, stk. 2. Dette gælder, selv om lønmodtageren under udsendelsen er undergivet brugervirksomhedens tilsyn og ledelse – for ellers vil delegationen af instruktionsbeføjelsen føre til, at lønmodtageren hverken er beskyttet efter vikarloven eller funktionærloven.
Højesteret fremhæver, at 1997-dommen kun angik en vikar med særlige vilkår (ikke forpligtet til at tage tilbudt arbejde, kunne bringe forholdet til ophør uden varsel, måtte tage ansættelse hos brugervirksomheden). I 1997-dommen tog Højesteret ikke stilling til, om vikarer med andre ansættelsesvilkår heller ikke er funktionærer. 2026-dommen præciserer nu, at kendetegnene for vikarer under vikarloven generelt medfører, at de ikke er funktionærer – men fastlægger samtidig en undtagelse for ikke-midlertidige udsendelser.
Hverken vikarloven eller Vikardirektivet (direktiv 2008/104/EF) indeholder en definition af 'midlertidigt'. Formålet med direktivet (jf. artikel 2) er at beskytte vikaransatte og skabe passende rammer for vikararbejde – et formål, der tilsiger, at 'midlertidigt' forstås bredt.
EU-Domstolens praksis:
Højesterets test:
Varigheden af en udsendelse eller antallet af forlængelser bringer ikke i sig selv ansættelsesforholdet uden for vikarlovens anvendelsesområde.
Den samlede varighed må dog ikke være længere, end hvad der med rimelighed kan anses som midlertidigt under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, og varigheden skal objektivt kunne forklares med forhold, der understøtter, at brugervirksomheden har et sagligt behov for at tidsbegrænse udsendelserne.
Dette er i overensstemmelse med Arbejdsrettens dom af 19. august 2025 i sag nr. 2023-171 (SGL-sagen), der ligeledes fortolker 'midlertidigt' bredt.
Vikarloven § 3, stk. 4 forbyder successive udsendelser af en vikar uden saglig begrundelse. Kravet om midlertidighed i § 1, stk. 1 og saglighedskravet i § 3, stk. 4 er beslægtede men selvstændige krav. En udsendelse kan opfylde kravet om at være midlertidig og sagligt begrundet, men det kræver i begge tilfælde, at der er en objektiv driftsbaseret forklaring.
A blev udsendt til Boeing som supply chain analyst fra 1. december 2016. Den tidsbegrænsede ansættelse på 1 år blev forlænget fire gange og varede uden afbrydelse til 31. juli 2020 (3 år og 8 måneder).
Boeings oplysning om, at man forventede at lukke servicecenteret i Kastrup – hvorfra A udsendte – var hverken understøttet af sagens skriftlige materiale eller søgt belyst gennem vidneforklaringer. Der fremlagdes ingen nye beviser for Højesteret.
Konklusionen: Det kan ikke lægges til grund, at det ved den oprindelige udsendelse og de efterfølgende forlængelser har været tilsigtet, at udsendelserne skulle være midlertidige.
Vikarloven finder ikke anvendelse. A er derimod i en tjenestestilling hos Flair Group og er funktionær efter Funktionærloven § 1, stk. 2. Herefter har han:
| Rettighed | Hjemmel | Resultat |
|---|---|---|
| Løn under sygdom | Funktionærloven § 5, stk. 1 | Ja, under hele ansættelsen |
| Løn i opsigelsesperiode | Funktionærloven; ansættelsen anses for tidsubegrænset | 4 måneder fra 31. juli 2020 |
| Godtgørelse (tidsbegrænset ansættelse) | Lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 1 | 25.000 kr. |
Opsigelsestidspunktet: Flair Groups mailkorrespondance fra april 2020 om 'contract termination period', der ville udløbe 31. juli 2020, fandtes ikke at have den fornødne klarhed til at udgøre en opsigelse af ansættelsesforholdet med Flair Group. Opsigelsesperioden regnes derfor fra stillingsophøret den 31. juli 2020.
B og C blev udsendt til Siemens Wind Power (nu Siemens Gamesa) som it-supportere fra 11. september 2017. Udsendelserne på tre måneder blev forlænget syv gange og varede uden afbrydelse til 30. september 2019 (ca. 2 år).
Landsretten lagde til grund – og Højesteret tiltræder – at der er givet en objektiv forklaring på forlængelserne: Den it-supportfunktion hos Siemens, som B og C var udsendt til, skulle nedlægges som led i outsourcing af IT-afdelingen. Det lægges til grund, at det ved udsendelserne og forlængelserne var tilsigtet, at disse skulle være midlertidige, og at dette var sagligt begrundet.
Vikarloven finder dermed anvendelse på B og C. Funktionærloven finder ikke anvendelse, og de har ikke krav på:
Tilbageværende er spørgsmålet, om ligebehandlingsprincippet i vikarloven § 3, stk. 1 er krænket, og om B og C dermed har krav på løn under sygdom og godtgørelse efter vikarloven § 8, stk. 3.
Højesteret fastslår, at dette spørgsmål ikke henhører under de almindelige domstoles kompetence. I medfør af vikarloven § 3, stk. 7 og lov-om-arbejdsretten-og-faglige-voldgiftsretters § 9, stk. 1, nr. 9 er det Arbejdsrettens enekompetence at tage stilling til, om HK-Funktionæroverenskomsten lever op til den direktivmæssige beskyttelse af vikarer, herunder om overenskomsten i overensstemmelse med EU-Domstolens dom i sag C-311/21 (TimePartner) og Arbejdsrettens dom af 3. november 2025 i sag nr. 2025-150 (Randstad) tildeler kompenserende fordele, jf. vikarloven § 3, stk. 5. Under lov-om-arbejdsretten-og-faglige-voldgiftsretters § 9, stk. 5 kan Arbejdsretten tillige tage stilling til, om ligebehandlingsprincippet i § 3, stk. 1 konkret er overholdt.
Kravene om løn under sygdom og godtgørelse for krænkelse af ligebehandlingsprincippet afvises fra de almindelige domstole og kan indbringes for Arbejdsretten.
Bemærkning om § 3, stk. 4 og vikardirektivets artikel 5, stk. 3: Højesteret fastslog, at § 3, stk. 4 (forbud mod usaglige successive udsendelser) ikke er krænket. Retten tog ikke stilling til, om vikardirektivets artikel 5, stk. 3 giver hjemmel til ved kollektiv overenskomst, jf. § 3, stk. 5, tillige at fravige § 3, stk. 4.
Højesteret (1. afdeling, seks dommere) afsagde dom:
BS-60017/2024 (A mod Flair Group/Boeing): Landsrettens dom stadfæstes. A har krav på løn under sygdom under hele sin ansættelse, løn i en opsigelsesperiode på 4 måneder fra 31. juli 2020, og 25.000 kr. i godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 1. Landsrettens dom svarer til As krav på 419.770,90 kr.
BS-60105/2024 (B og C mod Flair Group/Siemens): Landsrettens dom stadfæstes med den præcisering, at også kravet om løn under sygdom som følge af krænkelse af ligebehandlingsprincippet i vikarloven § 3, stk. 1 afvises fra de almindelige domstole. B og C kan indbringe disse krav for Arbejdsretten.
Sagsomkostninger: Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.
