HøjesteretHøjesteret afgjorde i to sammenlagte sager principielt, om vikarer omfattet af vikarloven samtidig kan være funktionærer, og hvornår en successivt forlænget vikarudsendelse er "midlertidig". Tre lønmodtagere var via vikarbureauet Flair Group A/S (tidligere Adecco A/S) udsendt til henholdsvis Boeing (3½ år) og Siemens (ca. 2 år). Udfaldet blev modsat: Boeing-udsendelsen var ikke midlertidig og dermed omfattet af funktionærloven, mens Siemens-udsendelserne var midlertidige og omfattet af vikarloven, hvis ligebehandlingskrav henhører under Arbejdsrettens enekompetence.
Appelindstævnte (tidligere Appellant 3), Appellant 1 og Appellant 2 blev ved tidsbegrænsede kontrakter ansat i vikarbureauet Adecco A/S (nu Flair Group A/S) og udsendt til hver sin brugervirksomhed.
| Vikar | Brugervirksomhed | Funktion | Periode | Forlængelser |
|---|---|---|---|---|
| Appelindstævnte (tidl. Appellant 3) | The Boeing Company | (stilling) | 1. dec. 2016 – 31. juli 2020 (ca. 3 år 8 mdr.) | 4 gange |
| Appellant 1 | Siemens Wind Power A/S | It-supporter | 11. sep. 2017 – 30. sep. 2019 (ca. 2 år) | 7 gange |
| Appellant 2 | Siemens Wind Power A/S | It-supporter | 11. sep. 2017 – 30. sep. 2019 (ca. 2 år) | 7 gange |
Alle tre ansættelser var omfattet af HK-Funktionæroverenskomsten (Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK/Privat og HK Handel), som Flair Group har tiltrådt.
Sagen rejste to hovedspørgsmål:
Sagerne havde forinden været forelagt Sø- og Handelsretten (2021 og 2022) og Østre Landsret (2024).
Efter vikarloven § 2, nr. 2 er en vikar en lønmodtager ansat i et vikarbureau med henblik på at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under dennes tilsyn og ledelse. Funktionærloven § 1, stk. 2 kræver derimod, at den ansatte "indtager en tjenestestilling, således at han er undergivet arbejdsgiverens instruktioner".
Højesteret fremhævede, at det af forarbejderne til vikarloven – med henvisning til Højesterets dom af 5. september 1997 (UfR 1997.1495 H) – er forudsat, at vikarer ikke er funktionærer, fordi de ikke er i en tjenestestilling, selv om de udfører funktionærarbejde i brugervirksomheden. 1997-dommen angik dog kun en vikar med særlige vilkår, og Højesteret tog dengang ikke stilling til vikarer med andre ansættelsesvilkår.
Højesteret fandt – i overensstemmelse med forarbejderne – at de kendetegn, der gælder for vikarer omfattet af vikarloven, indebærer, at disse vikarer ikke samtidig kan anses for funktionærer:
En udsendt lønmodtager, der udfører funktionærarbejde, men hvis udsendelse ikke kan anses for midlertidig, falder uden for vikarloven. I den situation er lønmodtageren i en tjenestestilling i forhold til vikarbureauet og dermed omfattet af funktionærloven – også selv om vedkommende under udsendelsen er undergivet brugervirksomhedens tilsyn og ledelse. Ellers ville delegationen af instruktionsbeføjelsen føre til, at lønmodtageren hverken var beskyttet efter vikarloven eller funktionærloven.
Hverken vikarloven eller vikardirektivet (direktiv 2008/104/EF) definerer "midlertidigt". Ordlyden af vikarloven § 1, stk. 1 og vikardirektivets artikel 1, stk. 1 ("for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver") taler for, at der bl.a. må lægges vægt på, om det ved udsendelsen – herunder en forlængelse – har været tilsigtet, at udsendelsen skulle være midlertidig.
Direktivets formål (artikel 2) tilsiger ifølge Højesteret, at "midlertidigt" forstås bredt, jf. også Arbejdsrettens dom af 19. august 2025 i sag nr. 2023-171 (SGL).
Fra EU-Domstolens praksis fremhævede Højesteret:
Højesterets test: Varigheden eller antallet af forlængelser bringer ikke i sig selv ansættelsesforholdet uden for vikarloven. Den samlede varighed må dog ikke være længere end, hvad der med rimelighed kan anses som midlertidigt under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, og varigheden skal objektivt kunne forklares med forhold, der understøtter, at brugervirksomheden har et sagligt behov for at tidsbegrænse udsendelserne, jf. vikarloven § 3, stk. 4.
Udsendelsen til Boeing skete for 1 år fra 1. december 2016, men blev forlænget fire gange og varede uafbrudt til 31. juli 2020.
Vikarbureauets oplysning om, at Boeing forventede at lukke det pågældende servicecenter, var hverken understøttet af sagens skriftlige materiale eller søgt belyst gennem vidneforklaringer, og der blev ikke fremlagt nye beviser for Højesteret.
Det kunne herefter ikke lægges til grund, at det ved den oprindelige udsendelse og forlængelserne havde været tilsigtet, at udsendelserne skulle være midlertidige.
Vikarloven fandt dermed ikke anvendelse, og Appelindstævnte var efter samspillet mellem reglerne omfattet af funktionærloven § 5, stk. 1. Højesteret tiltrådte endvidere, at de tidsbegrænsede ansættelser var i strid med funktionærloven § 1, stk. 4, jf. § 5, stk. 1 i lov om tidsbegrænset ansættelse.
| Rettighed | Hjemmel | Resultat |
|---|---|---|
| Tidsubegrænset ansættelse | Funktionærloven / lov om tidsbegrænset ansættelse | Ja |
| Løn i opsigelsesperiode | Funktionærloven | 4 måneder fra 31. juli 2020 |
| Godtgørelse | Lov om tidsbegrænset ansættelse § 8, stk. 1 | 25.000 kr. |
Mailkorrespondancen fra april 2020 om en "contract termination period", der ville udløbe 31. juli 2020, havde ikke en sådan klarhed, at den kunne anses som en opsigelse over for Flair Group. Opsigelsesvarslet regnedes derfor fra stillingsophøret 31. juli 2020. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.
Udsendelserne til Siemens skete for tre måneder fra 11. september 2017, men blev forlænget syv gange og varede uafbrudt til 30. september 2019.
Højesteret tiltrådte, at der var givet en objektiv forklaring på forlængelserne: Den it-supportfunktion, som Appellant 1 og Appellant 2 var udsendt til, skulle nedlægges som led i outsourcing af IT-afdelingen. Det blev lagt til grund, at udsendelserne var tilsigtet midlertidige, og at dette var sagligt begrundet, jf. vikarloven § 3, stk. 4. Vikarloven fandt derfor anvendelse, og funktionærloven gjaldt ikke.
De havde dermed ikke krav på løn i opsigelsesperiode eller løn under sygdom efter funktionærloven og heller ikke godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse § 8.
Tilbage stod, om ligebehandlingsprincippet i vikarloven § 3, stk. 1 var krænket, så de havde krav på løn under sygdom og godtgørelse efter vikarloven § 8, stk. 3. Flair Group havde tiltrådt HK-Funktionæroverenskomsten, som ubestridt er indgået af de mest repræsentative parter og gælder på hele det danske område, jf. vikarloven § 3, stk. 5.
En fravigelse af ligebehandlingsprincippet kræver – ud over overenskomstkravene – at der tildeles kompenserende fordele efter principperne i EU-Domstolens dom i sag C-311/21 (TimePartner), jf. Arbejdsrettens dom af 3. november 2025 i sag nr. 2025-150 (Randstad).
Som anført i Højesterets dom af 17. december 2019 (UfR 2020.845) hører det under Arbejdsrettens enekompetence at vurdere, om overenskomsten lever op til den direktivmæssige beskyttelse, jf. vikarloven § 3, stk. 7 og lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter § 9, stk. 1, nr. 9. Efter samme lovs § 9, stk. 5, kan Arbejdsretten tillige tage stilling til, om ligebehandlingsprincippet konkret er overholdt, og kan træffe afgørelse om efterbetaling og godtgørelse, jf. § 12, stk. 9.
Højesteret afviste derfor kravene om løn under sygdom og godtgørelse for krænkelse af ligebehandlingsprincippet fra de almindelige domstole.
Højesteret tog ikke stilling til, om det efter vikardirektivets artikel 5, stk. 3 ved kollektiv overenskomst er muligt at fravige § 3, stk. 4 (der implementerer direktivets artikel 5, stk. 5), da retten allerede havde fastslået, at § 3, stk. 4 ikke var krænket.
Højesteret (1. afdeling, seks dommere) stadfæstede landsrettens dom i begge sager:
Efter sagernes udfald og karakter skulle ingen af parterne betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.
THI KENDES FOR RET: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.
