HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en leasingtager, A, havde selvstændig ret til at anke byrettens afgørelse om konfiskation af en leaset bil, der var blevet brugt til vanvidskørsel af hans søn, T. Sagen angik, om de processuelle rettigheder, som tillægger køretøjets ejer, også tilkommer leasingtageren. Højesteret fastslog, at A havde ankeret, idet leasingtagerens økonomiske interesser svarer til ejerens, og at lovforarbejdernes tavshed om leasingtagere ikke kunne udelukke dem fra partsstatus.
T blev ved Retten i Aarhus' dom af 26. januar 2023 dømt for kap- og væddeløbskørsel efter færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 11, nr. 1, jf. § 37, stk. 4 og idømt 20 dages fængsel samt frakendelse af førerretten i 3 år.
Bilen, som T havde ført under overtrædelsen, var leaset af hans far, A, hos Solid Leasing A/S. Byretten konfiskerede bilen i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt..
Under byrettens behandling var A mødt og havde efter anmodning fået beskikket advokat Peter Nisgaard Brink som sin forsvarer, jf. færdselslovens § 119, stk. 6. Byretten gav A partsstatus under konfiskationsspørgsmålet og pålagde ham at afholde sagens omkostninger. A nedlagde påstand om frifindelse for konfiskation, men byretten fandt, at konfiskationen ikke var uforholdsmæssigt indgribende.
A ankede afgørelsen om konfiskation til Vestre Landsret. Landsretten afviste imidlertid anken ved kendelse af 5. september 2023 med den begrundelse, at A som leasingtager ikke kunne anses for part i straffesagen, og at lovgivningen og forarbejderne alene omtaler »ejeren« som indehaver af partsrettigheder. A kærede denne afvisningskendelse til Højesteret.
Efter byrettens dom og under ankesagen modtog A meddelelse fra ejeren af Solid Leasing (Selected Car Group A/S) om, at leasingkontrakten ikke ville blive forlænget, og at han ville blive afkrævet et foreløbigt tab opgjort til ca. 39.000 kr. ekskl. moms efter modregning af depositum.
Ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (skærpet indsats mod vanvidskørsel) blev adgangen til konfiskation af køretøjer ejet af tredjemand udvidet, og de processuelle regler for konfiskationsspørgsmålet blev præciseret.
Den centrale bestemmelse om konfiskation hos tredjemand fremgår af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.:
"I tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer og føreren har gjort sig skyldig i en eller flere af de i 1. pkt. nævnte overtrædelser, skal konfiskation ske, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person."
Samtidig blev færdselslovens § 119 ændret, så sager om konfiskation efter § 133 a, stk. 2, 2. pkt., udtrykkeligt skal behandles efter retsplejelovens regler om straffesager (kapitel 76-78 og 80). Bestemmelsens stk. 6 og 7 gav køretøjets ejer ret til beskikket forsvarer og til at påtale borgerlige krav i konfiskationssagen.
Af forarbejderne til lovændringen (LFF 127/2020) fremgik det, at formålet var at sikre en klar processuel retsstilling for tredjemand, og at det forudsættes, at tredjemands anke af konfiskationsspørgsmålet skal ske i strafferetsplejens former. Forarbejderne omtalte udtrykkeligt »ejeren« som den tredjemand, der har partsrettigheder, men forholdt sig ikke til leasingtageres eller andre rettighedshaveres stilling.
Bestemmelsen i § 133 a, stk. 2, 2. pkt., indebærer en pligt til konfiskation af et køretøj, der anvendes til visse alvorlige færdselsforseelser, også når føreren ikke er ejer. Konfiskation kan dog undlades, hvis det ud fra en helhedsvurdering er uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens muligheder for at forudse misbruget og beskytte sig økonomisk.
Lovændringen i 2021 og forarbejderne fastslog, at ejeren af køretøjet har partslignende status i konfiskationssagen: ret til at udtale sig, ret til beskikket forsvarer, ret til at påtale erstatningskrav, og en forudsat ret til at anke konfiskationsspørgsmålet i strafferetsplejens former. Spørgsmålet var, om disse rettigheder omfatter en leasingtager, der ikke er ejer, men har brugsretten og bærer den økonomiske risiko ved konfiskation.
A’s principale påstand var, at han som leasingtager og registreret bruger af bilen har selvstændig adgang til at anke konfiskationsspørgsmålet. Han anførte bl.a.:
Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens afvisningskendelse og anførte navnlig:
Højesteret indledte med at fastlægge retsstillingen for ejere af køretøjer i sager om tredjemandskonfiskation. Med lovændringen i 2021 var det tydeliggjort, at ejeren har en række processuelle rettigheder, herunder ret til forsvarer, adgang til at rejse erstatningskrav, og – som forudsat i forarbejderne – ret til at anke konfiskationsspørgsmålet i strafferetsplejens former.
Retten pegede på, at en konfiskation af en leaset bil i leasingperioden har samme økonomiske konsekvenser for leasingtageren som for ejeren: leasingtageren mister sin brugsret og vil normalt blive mødt med et erstatningskrav fra leasingselskabet for det tab, som selskabet lider. Højesteret henviste i den forbindelse til sin tidligere kendelse af 27. januar 2023 (U.2023.1841), hvori det var udtalt, at vurderingen af, om en konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende, skal ske i forhold til både leasingselskabet og leasingtageren.
"På den anførte baggrund finder Højesteret, at de processuelle rettigheder, der følger af færdselslovens § 119, stk. 1, 6 og 7, samt den adgang til at anke konfiskationsspørgsmålet, der er forudsat i lovforarbejderne, også tilkommer leasingtageren."
Højesteret lagde således en formålsbestemt fortolkning til grund: Når leasingtageren er den, der reelt kommer til at bære det økonomiske tab, må han tillægges de samme processuelle rettigheder som ejeren. At forarbejderne alene omtaler »ejeren«, kunne ikke føre til en indskrænkende fortolkning, der stiller leasingtageren ringere.
Højesteret understregede, at strafferetsplejens regler finder anvendelse med de fornødne tillempelser, når konfiskationssagen involverer en tredjemand, der ikke er sigtet eller tiltalt. I disse tillempelser ligger, at den tredjemand, der har en væsentlig retlig interesse i spørgsmålet om konfiskation, må indrømmes processuel beskyttelse – herunder adgang til selvstændigt at anke.
Retten fastslog, at leasingtagerens klare økonomiske interesse og den omstændighed, at konfiskationen i realiteten rammer ham, gør det nødvendigt at udstrække de processuelle rettigheder i færdselslovens § 119 til også at omfatte leasingtageren.
Højesteret tog A’s principale påstand til følge og bestemte:
"As anke til landsretten afvises ikke."
Endvidere pålagdes statskassen at betale kæresagens omkostninger for Højesteret.
