Højesteret: Leasingtager har selvstændig ankeret i sag om konfiskation af bil anvendt til vanvidskørsel

Faktiske omstændigheder og procesforløb

Den 4. juli 2021 blev bilens fører, Person, dømt af Retten i Aarhus for kap- og væddeløbskørsel. Bilen var leasefæstet af Persons far, Kærende, hos Selskab1. Byretten konfiskerede køretøjet i medfør af Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. og fandt, at det ikke var helt upåregneligt for Kærende, at bilen blev misbrugt, da nøglerne var efterladt i det fælles hjem.

Kærende deltog i byretten som part, fik beskikket forsvarer og pådømt sagsomkostninger. Han ankede dommen til Vestre Landsret, som afviste anken med den begrundelse, at lovgivningen og forarbejderne udelukkende fokuserede på køretøjets ejer, og at der ikke var holdepunkter for at tillægge en leasingtager selvstændig partsstatus eller ankeret. Sagen blev herefter påkendt for Højesteret.

Stridens kerne: Leasingtagers partsstatus og ankeret

Spørgsmålet er, om en leasingtager, der ikke er formel ejer af det konfiskerede køretøj, har ret til selvstændigt at anke konfiskationsafgørelsen, når lovteksten og forarbejderne primært refererer til "køretøjets ejer".

• Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse og argumenterede for, at begrebet "tredjemand" i forarbejderne alene dækkede leasingselskabet, og at Kærende i stedet måtte rejse et erstatningskrav mod sin søn.
• Kærende påstod, at hans anke ikke afvises, og anførte, at han bar det reelle økonomiske tab ved mistet brugsret og erstatningskrav til leasingselskabet. En manglende partsstatus ville stille leasingtagere urimeligt dårligt i forhold til andre finansieringsformer.

Den økonomiske påvirkning for Kærende kan overskueliggøres som følger:

Lovgrundlag og forarbejder

Sagen berører primært bestemmelsen om tredjemandskonfiskation samt de processuelle regler for færdsels- og konfiskationssager. De centrale bestemmelser er:

Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.: "I tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer og føreren har gjort sig skyldig i en eller flere af de i 1. pkt. nævnte overtrædelser, skal konfiskation ske, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person."

Færdselsloven § 119, stk. 1, 6 og 7 regulerer, at sager om tredjemandskonfiskation behandles efter strafferetsplejens regler, og at køretøjets ejer har ret til besikket offentlig forsvarer samt adgang til at påtale borgerlige krav. Forarbejderne til lov nr. 534 af 2021 understreger, at ændringen skulle sikre en klar processuel retsstilling for tredjemand, og at anke af konfiskationsspørgsmålet skal behandles efter strafferetsplejens regler.

Højesterets vurdering og begrundelse

Højesteret lægger vægt på, at konfiskation af en leaset bil under leasingperioden medfører, at leasingtageren mister brugsretten og typisk skal erstatte leasingselskabets tab. Konfiskationens økonomiske konsekvenser kan derfor være identiske for leasingtageren og ejeren.

Retten henviser til tidligere praksis (UfR 2023.1841), hvor det er fastslået, at helhedsvurderingen af, om konfiskation er uforholdsmæssigt indgribende, skal foretages med hensyn til både leasingselskabet og leasingtageren. På denne baggrund finder Højesteret, at de processuelle rettigheder og adgangen til anke, som lovgiver har sikret tredjemand i konfiskationssager, ikke bør begrænses til den formelle ejer, når en leasingtager i øvrigt pådrager sig de samme økonomiske tab og processuelle påvirkninger.

"På den anførte baggrund finder Højesteret, at de processuelle rettigheder, der følger af færdselslovens § 119, stk. 1, 6 og 7, samt den adgang til at anke konfiskationsspørgsmålet, der er forudsat i lovforarbejderne, også tilkommer leasingtageren."

Afgørelse

Højesteret tager Kærendes principale påstand til følge. Landsrettens kendelse om afvisning af anken tilsidesættes, og Kærendes anke afvises dermed ikke. Statskassen dømmes til at betale kæresagens omkostninger for Højesteret.