Organiseret kokainhandel og udvisning: Højesteret stadfæster udvisning af somalisk statsborger trods stærk Danmarkstilknytning

Gerning og personlige omstændigheder

Den tiltalte var i perioden fra den 4. januar til den 2. februar 2020 beskæftiget som bud i et organiseret netværk, der solgte kokain i Storkøbenhavn og på Sjælland. Netværket opererede med flere salgstelefoner, vagtplaner og løbende regnskaber, hvor en koordinerende profil modtog bestillinger, og buddene leverede narkotika til kunder.

Tiltalte blev dømt for besiddelse og videreoverdragelse af ikke under 225 gram kokain og idømt 1 år og 9 måneders fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 191, stk. 1.

Personlige forhold og forhistorie:

• Født i 1999 i Danmark, aldrig opholdt sig i Somalia.
• Taler somalisk, men kan hverken læse eller skrive sproget.
• Har hele livet boet hos sin mor, som taler primært somalisk. Far og søskende bor i Danmark.
• Tidligere straffet i 2016 (som 16-årig) for grov vold med kniv, hvor han blev udvist betinget med en prøvetid på 2 år.
• I 2020 straffet med 60 dages fængsel for overtrædelse af knivloven og tildelt en advarsel om udvisning.
• Gentagne bøder for overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer og færdselsloven.

Procesforløb og påstande

Sagen har gennemgået tre instanser, hvor udvisningsspørgsmålet har været centralt.

For Højesteret nedlagde tiltalte påstand om frifindelse for udvisning, subsidiært om udsættelse af sagen, indtil Menneskerettighedsdomstolens dom i Sharafane mod Danmark (sag 5199/23) var endelig. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom.

Stridspunkt: Proportionalitet og visumreglerne for visumgruppe 5

Hjemlen til udvisning fremgår af Udlændingeloven § 22, men udvisning kan kun ske, hvis det ikke med sikkerhed vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2. Spørgsmålet var, om udvisningen udgjorde et uproportionalt indgreb i tiltaltes ret til privatliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Tiltalte gjorde gældende, at indrejseforbuddet på 6 år reelt var et indrejseforbud for bestandig. Somaliske statsborgere hører til hovedgruppe 5 i visumbekendtgørelsen, hvor visum som udgangspunkt kun gives ved helt ekstraordinære omstændigheder. Tiltalte henviste til Menneskerettighedsdomstolens dom i Sharafane mod Danmark, hvor et tilsvarende tidsbegrænset forbud blev anset for at udgøre en de facto permanent udvisning, da muligheden for genindrejse var rent teoretisk.

Anklagemyndigheden og landsretten modsagde dette og henviste til den nyreviderede visumbekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. januar 2025. De anførte, at reglerne nu var udformet således, at et tidsbegrænset forbud ikke kunne få samme virkning som et permanent forbud for personer, der er født og opvokset i Danmark.

Højesterets begrundelse

Højesteret foretog en proportionalitetsvurdering efter kriterierne i Menneskerettighedsdomstolens dom i Maslov mod Østrig (sag 1638/03). Retten lagde vægt på alvoren af den aktuelle narkotikakriminalitet samt tiltaltes betydelige forhistorie, herunder voldskriminalitet som teenager, en betinget udvisning, en advarsel om udvisning og gentagne overtrædelser. Højesteret konkluderede, at der forelå meget tungtvejende grunde for at udvise ham, da han udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige orden.

På trods af tiltaltes meget stærke tilknytning til Danmark og begrænsede bånd til Somalia, fandt retten, at udvisning var nødvendig. Vedrørende indrejseforbuddets varighed fastslog Højesteret, at et permanent forbud ville stride mod artikel 8, hvorfor et 6-årigt forbud var den korrekte udformning.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt forbuddet reelt var permanent pga. visumreglerne for hovedgruppe 5, henviste Højesteret til den nye bekendtgørelse:

Højesteret finder, at det med bestemmelsen i § 16, stk. 7, er klargjort, at visumreglerne skal administreres i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, således at et tidsbegrænset indrejseforbud til en udlængding, der er født og opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af visumreglernes hovedgruppe 5, ikke reelt får samme virkning som et indrejseforbud for bestandig.

På baggrund af Bekendtgørelse om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af visum § 16, stk. 7 fandt Højesteret, at muligheden for at opnå visum efter forbuddets udløb ikke kun var rent teoretisk. Udvisning med 6 års indrejseforbud var dermed ikke uproportionalt.

Afgørelsen

Højesteret stadfæster Østre Landsrets dom af 5. april 2024.

Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Statskassen betaler sagens omkostninger for Højesteret.