Beskatning af aktionærlån og forholdet til EMRK vedrørende dobbeltbeskatning

Sagens faktabaggrund og procesforløb

A var direktør og eneanpartshaver i A ApS. I perioden 2012-2015 foretog A løbende hævninger over en mellemregningskonto, som skattemyndighederne klassificerede som ulovlige anpartshaverlån. Gælden blev løbende nedbragt ved, at A modregnede sin nettoløn og nettoudbytte, men samtidig foretog han nye hævninger.

Skattemyndighederne beskattede de nye hævninger uden at modregne de tidligere tilbagebetalte beløb som et skattemæssigt tilgodehavende. Sagen blev indbragt for Højesteret, hvor dommerne Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Peter Mørk Thomsen deltog i pådømmelsen.

Parternes påstande og beløb

A nedlagde principalt påstand om, at sagen skulle hjemvises til Skattestyrelsen, således at tilbagebetaling af et skattepligtigt aktionærlån jf. Ligningsloven § 16 E, stk. 1 anerkendes som et udlån til selskabet. Derudom søgte A om nedsættelse af sin skattepligtige indkomst for årene 2012-2015, idet flere hævninger skulle anses for forudbetalt løn eller rettefordelt udbytte.

Subsidiært nedlagde A påstand om omgørelse af tre udbytteudlodninger i medfør af Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1, nr. 2. De subsidiære påstande om nedsættelse af den skattepligtige indkomst omfattede følgende beløb:

Skatteministeriet nedlagde modsat påstand om stadfæstelse af landsrettens dom.

Stridens kerne: EMRK og dobbeltbeskatning

Det afgørende stridsspurgsmål var, om fortolkningen af Ligningslovens § 16 E førte til en ulovlig dobbeltbeskatning, og om den heraf følgende økonomiske byrde udgjorde en sanktion i strid med EMRK. A argumenterede for, at manglende anerkendelse af tilbagebetalingen som et skattemæssigt tilgodehavende gjorde bestemmelsen til en straffebestemmelse, der pålagde en uforholdsmæssig byrde.

A supplerede desuden under Højesteret med, at visse hævninger i 2013 og 2014 burde anses for forudbetalt løn, da lønsedler var udstedt, og A-skat var indeholdt og indberettet inden indkomstårets udgang. Skatteministeriet modsagde dette, idet A hverken havde identificeret de specifikke hævninger eller dokumenteret en forudgående aftale om at anse hævningerne for løn.

Højesterets begrundelse og afgørelse

Højesteret tiltrådte Østre Landsrets begrundelse fuldt ud. Domstolen fastslog, at den nuværende praksis følger af lovens ordlyd og formål, og at tilbagebetaling ikke ændrer beskatningens karakter.

Det er en forudset og accepteret konsekvens af Ligningslovens § 16 E, stk. 1, at tilbagebetaling af beskattede lån ikke giver ret til at hæve tilsvarende beløb skattefrit senere.

Vedrørende EMRK-forholdet fandt Højesteret, at betingelserne for at anse beskatningen for en straf ikke var opfyldt.

Der er ikke grundlag for at anse beskatningen for at være en straf i EMRK's forstand, da selve tilbagebetalingen ikke udløser beskatning. Den skattepligtige indkomst fastsættes på baggrund af den faktiske hævning, og at selskabet samtidig modtager midlerne tilbage, ændrer ikke ved dette.

Højesteret afviste desuden den subsidiære påstand om forudbetalt løn, fordi A ikke havde rejst bevis for, at der forelå en konkret aftale om løncharacterisering før hævningerne. Omgørelseskravet efter Skatteforvaltningslovens § 29 fandtes ligeledes ikke opfyldt.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom af 22. maj 2023. A blev pålagt at betale 80.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet for Højesteret, som skulle indbetales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.