HøjesteretHøjesteret tog stilling til, om en tiltalt, der havde tilstået i en omfattende narkosag, fortsat kunne varetægtsfængsles under ankesagen på grund af kollusionsfare. T1 var dømt for indsmugling af 12 kg kokain og anerkendt skyldig, men anklagemyndigheden ankrede strafudmålingen. Højesteret fandt, at der ikke var bestemte grunde til at frygte, at T1 ville påvirke medtiltalte eller advare en uidentificeret medgerningsmand, da politiets efterforskning var indstillet. Landsrettens kendelse blev derfor ændret, og varetægtsfængslingen kunne alene opretholdes på grund af unddragelsesfare.
Den 15. marts 2023 blev tre tyske statsborgere – T1, T2 og T3 – standset ved grænseovergangen ved Frøslev i en bil indeholdende cirka 12 kg kokain. Alle tre blev anholdt og sigtet for overtrædelse af Straffelovens § 191, stk. 2.
Ved Retten i Sønderborgs dom af 23. februar 2024 blev alle fundet skyldige. T1 og T2 fik 8 års fængsel, mens T3 fik 7 år. Alle blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
| Tiltalt | Dom i byretten | Tiltaltes anke | Anklagemyndighedens anke |
|---|---|---|---|
| T1 | 8 års fængsel | Ingen (erkendte skyld) | Påstand om skærpelse |
| T2 | 8 års fængsel | Frifindelse | Påstand om skærpelse |
| T3 | 7 års fængsel | Frifindelse | Påstand om skærpelse |
T1 var den eneste, der tilstod under hovedforhandlingen. De tiltalte havde i grundlovsforhøret og under byretssagen afgivet forklaring, som senere fik betydning for kollusionsvurderingen.
Allerede ved grundlovsforhøret den 16. marts 2023 blev alle tre varetægtsfængslet efter Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare) og nr. 3 (kollusionsfare). Efter byrettens dom forblev de varetægtsfængslet under ankesagen, jf. Retsplejelovens § 769, stk. 4.
Den 12. marts 2024 protesterede T1 mod fortsat fængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, men accepterede fængsling efter nr. 1. Vestre Landsret afsagde den 14. marts 2024 kendelse om, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter både nr. 1 og nr. 3 var opfyldt for alle tre tiltalte. Landsretten begrundede dette med en begrundet mistanke om skyld, manglende tilknytning til Danmark og risiko for, at de på fri fod ville modvirke sagens forfølgning, navnlig ved at påvirke medtiltalte eller den navngivne medgerningsmand på fri fod.
T1 kærede spørgsmålet om fængsling efter nr. 3 til Højesteret.
T1 nedlagde påstand om, at landsrettens kendelse ændres, således at han alene burde være varetægtsfængslet efter § 762, stk. 1, nr. 1. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.
T1’s hovedanbringender:
Anklagemyndighedens hovedanbringender:
Sagen angik kravene til varetægtsfængsling efter Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.
Højesteret henviste til sin tidligere praksis:
Ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, må der foretages en konkret vurdering af, om der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede på fri fod vil og kan vanskeliggøre forfølgningen i sagen, herunder ved påvirkning af medsigtede eller andre.
jf. Højesterets kendelse af 5. juni 2012 (UfR 2012.1088H).
På tidspunktet for landsrettens kendelse havde T1 tilstået, og skyldspørgsmålet var dermed for hans vedkommende endeligt afgjort; ankesagen mod ham angik alene strafudmålingen. Alle tre tiltalte havde afgivet indenretlige forklaringer, og de medtiltalte, der nægtede sig skyldige, var undergivet brev- og besøgskontrol.
Højesteret inddelte herefter vurderingen i to led.
Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at der ikke var bestemte grunde til at antage, at T1 ville eller kunne vanskeliggøre forfølgningen i ankesagen ved at samstemme sin forklaring med de medtiltalte:
Højesteret finder efter en samlet vurdering, at der ikke var bestemte grunde til at antage, at T1 ville eller kunne vanskeliggøre forfølgningen i ankesagen ved at samstemme sin forklaring med de medtiltalte T3 og T2, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.
Om medgerningsmanden A forelå politirapporter af 17. juli og 18. september 2023, som viste, at politiet ikke havde kunnet identificere denne person, og at der på kendelsestidspunktet ikke var nogen igangværende efterforskning. Det var ikke anført, hvordan T1, hvis han ikke blev varetægtsfængslet efter nr. 3, ville eller kunne påvirke en eventuel yderligere forfølgning af A.
Højesteret finder på denne baggrund, at der ikke var bestemte grunde til at frygte, at T1 ville vanskeliggøre forfølgningen ved at advare den pågældende.
Betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 var således ikke opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse af 14. marts 2024. Højesteret gav derfor T1 medhold og ændrede landsrettens kendelse.
Landsrettens kendelse ændres, således at T1 alene burde være varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.
