Højesterets afgørelse om begrænsning af grundlaget for varetægtsfængsling efter tilståelse i omfattende narkosag

Hændelsesforløb og grundlovsforhør

Den 15. marts 2023 blev tre tyske statsborgere (Tiltalte, Person1 og Person2) standset i en VW Passat ved grænseovergangen ved Frøslev. Ved gennemsigning af køretøjet fandt politiet ca. 12 kg kokain skjult i bagagerummet.

De tre blev sigtet for overtrædelse af Straffeloven § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. om kvalificeret narkotikakriminalitet. Ved grundlovsforhøret den 16. marts 2023 afgav de sigtede divergerende forklaringer:

• Tiltalte hævdede, at han kørte som venlig tjeneste mod et bryllup i København, og at han intet vidste om stofferne.
• Person2 forklarede, at hun var blevet hyret af en polsk ven/kæreste ("Person3") til at deltage i turen mod betaling, og at hun mistænkte det illegale i arrangementet.
• Person1 ønskede ikke at udtale sig om sigten.

Tiltalte erkendte sig senere skyldig under hovedforhandlingen i byretten og oplyste, at han udførte kørslen for at afdrage på en stor gæld. Han nægtede dog at navngive bagmændene eller uddybe, hvordan arrangementet var organiseret.

Byrettens dom og ankeforløb

Retten i Sønderborg afsagde dom den 23. februar 2024. De tiltalte blev idømt følgende straffe:

Efter domsafsigelsen begærede anklagemyndigheden, at de tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet under ankeforløbet. Vestre Landsret afsagde den 14. marts 2024 kendelse om, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling var opfyldt under henvisning til både unddragelsesfare og kollusionsfare, idet der var en navngiven medgerningsmand på fri fod.

Tiltalte protesterede mod kollusionsfængsling og kærede til Højesteret med påstand om, at fængslingen alene skulle ske efter Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesfare). Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens kendelse.

Stridens kerne: Kollusionsfare vs. unddragelsesfare

Spørgsmålet i Højesteret var, om betingelserne for varetægtsfængsling på grund af risiko for at påvirke sagens oplysning (kollusionsfare) var opfyldt, eller om Tiltalte alene burde fængsles på grund af flugtrisiko (unddragelsesfare).

Tiltalte argumenterede for, at kollusionsfaren var bortfaldet, da:

• Han havde erkendt sig skyldig, hvorfor skyldsspørgsmålet var endeligt afgjort.
• Politiet ikke havde identificeret bagmanden "Person3", og efterforskningen mod denne var indstillet.
• Medtiltalte allerede var underlagt brev- og besøgskontrol, og der forelå indenretlige forklaringer.

Anklagemyndigheden gjorde gældende, at den organiserede karakter af narkotikakriminalitet normalt indebærer en betydelig fare for bevispåvirkning, og at Tiltalte havde lejlighed og anledning til at beskytte bagmænd og påvirke medtiltalte.

Højesterets begrundelse

Højesteret lagde vægt på, at der ved kollusionsfængsling altid skal foretages en konkret vurdering af den enkelte sag.

Som fastslået i bl.a. Højesterets kendelse af 5. juni 2012 (UfR 2012.1088H) må der ved varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, foretages en konkret vurdering af, om der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede, som spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling angår, på fri fod vil og kan vanskeligiggøre forfølgningen i sagen, herunder ved påvirkning af medsigtede eller andre.

Retten fastslog, at Tiltalte havde tilstået i byretten og ikke havde anket skyldsspørgsmålet. Skylden var dermed for hans vedkommende endeligt afgjort, og ankesagen angik alene strafudmålingen. Der forelå indenretlige forklaringer fra alle parter, og medtiltalte var underlagt streng brev- og besøgskontrol.

På denne baggrund finder Højesteret efter en samlet vurdering, at der ikke var bestemte grunde til at antage, at Tiltalte ville eller kunne vanskeliggøre forfølgningen i ankesagen ved at samstemme sin forklaring med de medtiltalte Person2 og Person1, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Vedrørende risikoen for at advare andre medskyldige pegede Højesteret på politirapporterne af 17. juli og 18. september 2023, som viste, at den påståede medgerningsmand "Person3" ikke kunne identificeres, og at der ikke var igangværende efterforskning mod denne person på tidspunktet for landsrettens kendelse. Det var ikke anført, hvordan Tiltalte ville kunne påvirke en eventuel yderligere efterforskning.

Herefter finder Højesteret, at betingelserne efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, for fortsat væretægtsfængsling af Tiltalte ikke var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse af 14. marts 2023, og at han således alene burde have været væretægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1.

Resultat

Højesteret tog Tiltaltes påstand til følge og ændrede Vestre Landsrets kendelse af 14. marts 2024. Retten fastslog, at betingelserne for kollusionsfængsling ikke var opfyldt, og at Tiltalte alene burde være varetægtsfængslet på grund af unddragelsesfare.

Varetægtsfængslingen skal fremadrettet udelukkende støttes på Retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1.